I nytårstalen i 2022 lancerede statsminister Mette Frederiksen en reform af ældreområdet. En ny, enkel lov for ældreområdet skal erstatte de mange regler.

Selv om statsministeren medgav, at en reformering af ældreområdet vil kræve en stærkere ledelse for at løse problemerne lokalt, dvs. i kommunerne, måtte man forstå, at en væsentlig del af ældreområdets problemer er bureaukrati forårsaget af statslige regler. Det skal der nu gøres op med.

I stedet skal vi have ”en ny kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav.” Det vil føre til frihed for medarbejderne og øget kvalitet for brugerne.

Siden har vi ventet i spænding på et udspil til frisættelse af ældreområdet.

Efter sigende fordi der er intern uenighed i regeringen om indholdet i en kommende reform. Nu er det meldt ud, at der kan forventes et udspil i februar. Og på de sociale medier forlyder det, at statsministeren i nytårstalen 2024 vil adressere ældreområdet.

Forsøg med frisættelse

Siden efteråret 2021 har tre kommuner været frisat på ældreområdet. De kan afprøve nye tiltag og indsatser, og de kan frigøre sig fra eksisterende regler – statslige såvel som kommunale.

Vive har i marts 2023 lavet en midtvejsevaluering af forsøgsarbejdet i de tre kommuner (og af forsøgsarbejdet i de kommuner, der er frisat på folkeskole- og dagtilbudsområdet).

Af Vives rapport fremgår det, at der på ældreområdet er tale om forholdsvist afgrænsede forsøg, der er karakteriseret ved, at ansvar lægges ud, så man får en mere dialogbaseret samarbejdsform internt i kommunerne. Indholdsmæssigt har fokus i forsøgene været på at ændre arbejdsgange, på at afprøve andre indsatser, og på at frigøre ressourcer til nærvær med brugerne.

De fleste forsøg har naturligt nok været på de store driftsområder: Plejehjem, hjemmeplejen og sygeplejen.

I arbejdet med nye, målrettede tilbud har man inddraget civilsamfund og aktivt indhentet viden om borgernes ønsker.

Med statsministerens to år gamle nytårstale in mente, er det interessant at se på, hvilke regler det er, kommunerne rydder op i.

Kommunens egne regler ryddes af vejen

VIVE konstaterer, at ”forsøgsaktiviteterne især fokuserer på at frakoble og målrette kommunale arbejdsgange, regulering og dokumentationskrav.”

Kun i seks af 53 forsøgsaktiviteter har det været nødvendigt at frigøre sig fra nationale regler. Fire af de seks forsøg handlede om forebyggende hjemmebesøg.

I midtvejsevalueringen vurderer VIVE, at man ser tendenser til, at kvaliteten vil blive øget, fordi der skabes øget fagligt råderum for medarbejdere, og at der skabes ”bedre arbejdsgange”.

Det er godt at konstatere, at kommunerne tilsyneladende opnår positive effekter af forsøgs-aktiviteterne. Men det er bemærkelsesværdigt, at der skal et forsøg til, førend de går i gang med at justere og forenkle regler, procedurer og dokumentationskrav, de selv har skabt, og med at udvikle nye tilbud til borgerne.

Det peger på, at den frisættelse, der er brug for, ikke primært drejer sig om at blive frisat fra lovgivning. Det er en helt anden frisættelse, der er brug for. En frisættelse som handler om mentalitet, holdninger og ledelse. I kommunerne.

Hvordan er det kommet hertil?

Der er naturligvis ikke nogen enkel forklaring på, at ældreområdet i mange kommuner er stivnet. Risikoen for, at det sker, er til stede i enhver driftsorganisation. Regler og arbejdsgange skaber rutiner og vaner, som giver både ledere og medarbejdere en tryghed og forudsigelighed.

Men når der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved rutiner og arbejdsgange, kan en konsekvens være, at medarbejdere kommer til at bruge noget af deres tid på opgaver, som er unødvendige. En anden konsekvens kan være, at man mister blikket for helhedsløsninger for borgerne.

Kigger vi ind i ældresektoren kan man pege på en række specifikke faktorer, som kan resultere i, at helhedssyn og udvikling af brugertilpassede løsninger nogle steder får vanskelige vilkår:

• En hård økonomistyring. Fokus på budgetoverholdelse og produktivitet betyder, at det er svært at prioritere tilbud, som ikke er ”skal-opgaver”, selv om det måske er her, man finder de løsninger, som skaber god økonomi og kvalitet på lang sigt.
• Et stærkt fokus på daglig drift, og på at der ikke sker fejl. Det er i høj grad det, man som leder bliver målt på. Og bliver belønnet for. 
• Sundhed sætter dagsordenen. Hospitaler er en stærk samarbejdspartner. Kommunerne sætter en ære i at leve op til krav og forventninger til håndtering af nye sundhedsopgaver. Det skal de også. Men konsekvensen kan blive at fokus på de bløde værdier: nærvær, omsorg og livskvalitet nedprioriteres.
• Ældreområdet er en driftsorganisation. De er store driftsområder i kommunerne - med forholdsvis få ressourcer dedikeret til udvikling. Og der kommer hele tiden nye opgaver, der skal implementeres. Det gør det svært at finde tid til anden udvikling.

Nødvendigt med nye løsninger

Men sagen er, at hvis der ikke udvikles nye løsninger, så udhuler vi rammerne for fremtidens velfærd. Med andre ord: Hvis ikke den enkelte kommunes ældreområde udvikler nye løsninger, kan man ikke i årene fremover løse kerneopgaven på samme niveau som i dag.

De nye løsninger skal i høj grad udvikles i samarbejde med borgere og civilsamfund. Lad mig give et konkret eksempel:

Da jeg var ældrechef i Varde, besluttede politikerne, at man ville satse på at blive en demensvenlig kommune. Undervejs i det arbejde indså vi på baggrund af dialog med pårørende og repræsentanter fra frivillige organisationer, at der var behov for at sætte fokus på vores tilbud om aflastning til demensramte.

Vi tog derfor en dialog med brugere og pårørende om deres ønsker og behov. De mødte os med tre udsagn:
1) Vi ønsker at blive boende i vores vante omgivelser så længe som muligt.
2) Aflastning kan være andet, end at den demensramte kommer på aflastningsophold i et plejehjem.
3) Som pårørende har vi brug for mere viden om demens.

Tre udsagn viser en vej

Det første udsagn er væsentligt. Det understreger, at bedre livskvalitet for brugerne ikke nødvendigvis indebærer øgede udgifter. Tværtimod.

Det andet udsagn gav – efter en nærmere udforskning af temaet sammen med pårørende – anledning til, at vi i samarbejde med nogle kulturinstitutioner skabte begivenheder, hvor demensramte sammen med deres nærmeste pårørende fik nogle kulturelle oplevelser.

Det gav også anledning til, at vi tilbød en ordning, hvor en medarbejder kommer ud i hjemmet til den demensramte med det formål at give den pårørende frihed til nødvendige eller valgte aktiviteter. Senere har vi udviklet en ferieboligordning, hvor pårørende på vegne af den demensramte kan booke tid i en lejlighed i et demensplejehjem.

Det tredje: Behovet for mere viden imødekom vi ganske enkelt ved give pårørende mulighed for samtaler med en demenskonsulent.

Det er billige tiltag. Som betød alverden for familiernes livskvalitet. Og som betød, at den demens-ramte kunne bo i vante omgivelser længere, og dermed udskyde tidspunktet for indflytning på pleje-hjem. Udgifterne var derfor hurtigt tjent hjem.

Tid til en stor kulturforandring

Frisættelsesforsøgene viser, at det ikke er frigørelse fra statslige regler, der vil føre til en løsning af væsentlige problemer i den måde ældreomsorgen i kommunerne fungerer på. Det, der er brug for, er ændringer i kultur, holdninger og ledelse i kommunerne.

Der er brug for en ledelse, der sætter fokus på, at drift og implementering af nye, bundne opgaver (i langt højere grad) skal balanceres af hensynet til langsigtet udvikling.

Det vil sige, at en del af ledelsesopgaven bliver at forlade system-perspektivet og inddrage borgere og brugere for at kunne udvikle løsninger, der passer til brugeres og pårørendes behov.

Et led i det arbejde vil være at inddrage alle relevante lokale aktører i lokalsamfundet – især frivillige sociale foreninger.

Det kræver en anderledes ledelsesform. Det kræver mod. Det kræver andre kompetencer. Men det vil skabe mere livskvalitet for de ældre. Og det vil gøre det mere attraktivt at være medarbejder og leder i ældreomsorgen.

Det er en stor kulturforandring. Det kommer det til at tage lang tid, inden vi ser de fulde virkninger. Til gengæld kan gevinsterne vise sig at være store.