Periferipolitiker og kernepolitiker
Jeg oplevede i de 12 år som byrådsmedlem at være "periferipolitiker" og "kernepolitiker".

Økonomiudvalget var det stærke udvalg sammensat af borgmester, udvalgsformænd og to udvalgte politikere fra henholdsvis blå og rød side i byrådssalen – ofte fra de to største partier. Udvalget havde ugentlige møder med hele direktionen, som naturligvis gjorde det til et magtfuldt udvalg.

I de år, hvor jeg sad i udvalget, var det herligt, for jeg havde stor indflydelse på politikdannelsen. Forinden var jeg menigt udvalgsmedlem og havde langt til indflydelsen. Derfor arbejdede jeg for at udvikle politiske relationer internt og på tværs af partier.

Jeg udviklede gode relationer til journalister og var aktiv på sociale medier og hjemmesider, for det var reelt vejen til at skabe politisk indflydelse, når man sad på afstand af magtens kerne.

Intet er statisk
Man må have for øje, at intet at statisk. Politikere, der har forhandlet sig ind på centrale poster på konstitueringsnatten og får en platform som kernepolitikere, kan alligevel hurtigt i en valgperiode ende i periferien.

Ligeledes kan politikere, der har "slået sig" på konstitueringsaftenen, blive kernepolitikere i valgperioden. Med disse eksempler er vi inde og røre ved det substantielle: Om evnen til det politiske håndværk.

Man skal søge indflydelse som politiker. Hvis jeg tager udgangspunkt i sammensætningen i Esbjerg Kommune, hvor jeg var valgt i 12 år, sidder 22 byrådsmedlemmer ikke i økonomiudvalget. Selvom ni medlemmer af økonomiudvalget bestemmer det meste, har 22 politikere magten over de ni, hvis de har viljen til at ændre på tingene.

Nogle kommuner har valgt at have økonomiudvalg, hvor udvalgsformænd ikke har sæde, da de spreder magten og arbejdsfordelingen ud på flere hænder i et byråd. I sidste ende beslutter byrådet som helhed, hvordan man vil organisere sig indenfor Styrelseslovens forholdsvise vidtgående muligheder.

Handler om magt og indflydelse
Jeg simplificerer problemstillingen og løsningen, men periferipolitikeres oplevelser bliver ikke anderledes, hvis man ikke finder andre måder at tilrettelægge de politiske beslutningsprocesser på, så politikerne bredt set føler sig inddraget.

Politik handler dybest set om magt og indflydelse. Man må ikke forvente, at en forvaltning isoleret set kan skabe nye rammer for politikdannelse og politiske beslutningsprocesser, og man må ikke forvente, at politikere med magten giver den fra sig uden videre.

Et flertal kan bede forvaltningen om at komme med gennemarbejdede forslag til at skrue politikdannelsen og politiske beslutningsprocesser sammen, så alle politikere inddrages, og flertallet bestemmer.

Nærdemokrati til serviceeftersyn
Politikerne med magten kan beslutte rammerne, så når man peger på forvaltningen, er der tre fingre, der peger på en selv. Jeg vil opfordre til at tage det politiske ansvar og tilrettelægge den politiske hverdag, som man vil have den.

Jeg anerkender, at vi ikke må være blinde for, at vores nærdemokrati trænger til et grundigt serviceeftersyn. Har vi reelt en folkelig inddragelse og ejerskab i det lokale demokrati og ude i de lokale samfund? Er magten placeret på for få?

Og er det ikke ved at være en udfordring for nærdemokratiet, at partiernes vælgerforeninger skrumper i medlemstal? Skal vi stiltiende se på, at opbakningen til kommunalvalg er mindre end til et folketingsvalg, selvom byrådspolitik er helt tæt på borgerens hverdag?

Et centralt spørgsmål er, om nogle kommunale enheder er blevet for store til, at det kan balancere for politikere, der arbejder på fuld tid ved siden af? Bør man give mulighed for folkeafstemninger om kommuneopdelinger med udgangspunkt i erfaringerne fra Sverige?

Mange spørgsmål trænger sig på. Jeg ser frem til en fortsat god debat om vejen til mere nærdemokrati.