Topforskere: Reform har ført til administrative besparelser

KOMMUNALREFORMEN: Sammenlagte kommuner har de senere år sparet mange penge på administration i forhold til ikke-sammenlagte kommuner, viser ny forskning. Men det har haft en pris.

Foto: NASA
Lasse Lange

De kommuner, der blev sammenlagt ved kommunalreformen i 2007, har siden været i stand til spare en hel del penge på administration i forhold til de ikke-sammenlagte kommuner.

Det viser ny forskning fra kommunalforskere fra Aarhus Universitet og kommunalforskningsinstitutet KORA.

“De kommuner, der er blevet lagt sammen, har opnået nogle stordriftsfordele, der har gjort dem i stand til at spare 9-10 procent på administration i forhold til de kommuner, der ikke er blevet lagt sammen,” forklarer kommunalforsker på KORA Kurt Houlberg, der er en af bagmændene.

I en artikel på Altinget: forskningsformidling onsdag fortæller Kurt Houlberg og hans to medforfattere — Jens Blom-Hansen og Søren Serritzlew, der begge er professorer i statskundskab ved Aarhus Universitet — om deres resultater, der oprindeligt er offentliggjort i det velansete tidsskrift American Journal of Political Science.

Grundige undersøgelser
Der er ifølge Kurt Houlberg første gang, at spørgsmålet om kommunalreformens konsekvenser for de administrative omkostninger i kommunerne bliver undersøgt tilbundsgående og med systematisk kontrol af forskellige dimensioner og baggrundsfaktorer.

Undersøgelsen viser, at mens administrationsudgifterne i de sammenlagte og ikke-sammenlagte kommuner i de første par år efter kommunalreformen udviklede sig nogenlunde ens, har de sammenlagte kommuner de senere år brugt op mod 8-10 procent mindre på administration, end de ikke-sammenlagte har.

Med kommunalforskernes ord har kommunalreformen således givet “substantielle” administrative stordriftsfordele, der udgør “langt fra trivielle beløbsstørrelser”.

Spændet mellem de sammenlagte og ikke-sammenlagte kommuner var størst i 2011 og har siden fortaget sig en smule, viser undersøgelsen.

Kurt Houlberg understreger samtidig, at forskerne alene har beskæftiget sig med administrationsudgifter. Deres undersøgelser siger ikke noget om, hvorvidt de sammenlagte kommuner samlet set har brugt flere eller færre penge, end de ikke-sammenlagte har.

Kan man så på baggrund af undersøgelsen konkludere, at kommunalreformen var en succes?

Til dels, mener Kurt Houlberg.

“I forhold til spørgsmålet om administrative stordriftsfordele viser vores undersøgelse, at kommunalreformen har været en succes. Men en nedbringelse af administrationsomkostninger var bare en af målsætningerne med kommunalreformen. Vores forskning siger ikke noget om, hvorvidt man er blevet bedre til at løse de administrative opgaver, eller hvordan det er gået med den kommunale service,” siger Kurt Houlberg.

Prisen
Forskningen viser samtidig, at de administrative stordriftsfordele har haft en pris.

Demokratiet kan nemlig lide skade, når kommunerne bliver større, anfører forskerne med henvisning til forskning, der viser, at kommunesammenlægninger kan få borgernes såkaldte politiske tillid og politiske selvtillid til at falde med op mod to point på en 10-punktsskala.

“Er en reduktion på 10 procent af omkostningerne ved at drive det politiske system mere værd end et betragteligt tab af politisk tillid og politisk selvtillid? Dette er et politisk spørgsmål, som ingen forsker kan givet et objektivt svar på,” slutter Kurt Houlberg, Jens Blom-Hansen og Søren Serritzlew af.

 

Note: N = 95. Nettodriftsudgifter. Der er set bort fra København, Frederiksberg og Bornholm, da disse kommuner før 2007 også havde amtskommunale opgaver. Vægtede gennemsnit. Korrigeret for flytning af skatteopgaven 2005/2006, kommunalreform 2007 og kommunernes overtagelse af ansvaret for forsikrede ledige 1. august 2009 (med udgiftsvirkning fra 2010). Samme korrektionsfaktor er benyttet for alle kommuner. Ikke korrigeret for andre opgaveændringer.
Udgifterne er opgjort som kommunernes nettodriftsudgifter på Hovedkonto 6 Fællesudgifter og administration mv., fraregnet udgifter til valg, tjenestemandspensioner samt løn-, barsels og forsikringspuljer. Dataene er i forhold til den oprindelige analyse i AJPS her opdateret med oplysninger for 2002-2004 og 2012-2013.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Blom-Hansen

Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. i statskundskab (Aarhus Uni. 1998)

Kurt Houlberg

Professor, Vive
cand.phil. i samfundsfag (Odense Uni. 1988), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. i statskundskab (SDU 2007)

0:000:00