Vismænd: Hjort kan løsne budgetlovens spændetrøje

ØKONOMI: Budgetlovens underskudsgrænse kan ifølge de økonomiske vismænd lempes uden at komme på kollisionskurs med EU’s finanspagt. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser.

EU's regler giver ifølge overvismand Michael Svarer rum til, at Danmark kan lempe budgetlovens krav om at holde det strukturelle underskud under 0,5 procent af BNP. Om det er en god ide, er et andet spørgsmål.
EU's regler giver ifølge overvismand Michael Svarer rum til, at Danmark kan lempe budgetlovens krav om at holde det strukturelle underskud under 0,5 procent af BNP. Om det er en god ide, er et andet spørgsmål.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/ Scanpix
Kim Rosenkilde

EU har kørt dansk økonomi gennem den store lommeregner. På den baggrund har EU lempet kravene til, hvad der skal til for, at Danmark kan leve op til finanspagtens forpligtigelser.

Da Danmark i 2012 besluttede at tilslutte sig EU’s finanspagt, vurderede EU, at det var nødvendigt for Danmark at holde det såkaldte strukturelle underskud på mindre end 0,5 procent af BNP.

Siden har EU regnet på dansk økonomi af flere omgange. I 2013 hævede EU niveauet til 0,75 procent, og nu har EU igen opjusteret til en procent.

Dokumentation

Vismændene om budgetlov og underskud

"Budgetlovens underskudsgrænse er beregnet på baggrund af kriterier fastsat i EU's finanspagt."

"Da budgetloven blev vedtaget i 2012 estimerede Finansministeriet, at en underskudsgrænse på ½ pct. af BNP var i overensstemmelse med kravet om, at 3 pct.-grænsen skal overholdes i en normal lavkonjunktur. På samme tidspunkt udgjorde EU's mindstekrav netop -½ pct. af BNP."

"Siden 2012 har EU genberegnet Danmarks landespecifikke mindstekrav, som aktuelt udgør -1 pct. af
BNP. Det betyder, at budgetlovens underskudsgrænse kan sænkes fra ½ til 1 pct. af BNP uden at bryde EU's regler."

"Dette kræver dog, at det også er Finansministeriets vurdering, at en lavere underskudsgrænse er i overensstemmelse med kravet om, at 3 pct.-grænsen for den faktiske saldo overholdes i en normal lavkonjunktur."

"Herudover kan der også være politiske eller troværdighedsmæssige argumenter, der taler for at fastholde den nuværende underskudsgrænse på ½ pct. af BNP."

Kilde: De Økonomiske Råds efterårsrapport 2016


0:000:00