Dødsfald: Byrådsmedlem i Faxe Kurt Munck (69)

Medlem af byrådet i Faxe Kurt Munck fra Enhedslisten er død, 69 år gammel. 

Sara Ridder

Søndag formiddag gik byrådsmedlem i Faxe Kurt Munck fra Enhedslisten bort efter kort tids kræftsygdom. Han blev 69 år.

Kurt Munck blev sygemeldt i februar, og partiets førstesuppleant Lars Christensen måtte træde til og overtage byrådsarbejdet. Forinden, i forbindelse med Folketingsvalget, havde Kurt Munck også trukket sit kandidatur med besked om, at byrådsarbejdet var nok arbejde i sig selv for ham. Lars Christensen fortsætter som byrådsmedlem for Enhedslisten Faxe.

Kurt Munck begyndte sin karriere som lærer i København, blandt andet på Dyvekeskolen på Amager. I 1980 åbnede en gruppe lærere herfra Faxehus Efterskole i Faxe Ladeplads, og her slog Kurt Munck sine folder i 28 år, de sidste mange år som forstander, indtil han gik på pension i 2008. Han var i mange år opstillet for Fællessocialisterne fra Faxe Kommune, og han sad i en periode som formand for Teknik- og Miljøudvalget i det tidligere Fakse Byråd i starten af 1990'erne, hvor han blandt andet fik indført vejbump og affaldssortering. Han blev sidenhen engageret i Enhedslisten, hvor han opstillede som spidskandidat til byrådet og blev valgt ind i 2013.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024