Om  
Mogens Camre

Mindeord af Søren Espersen: Mogens Camre (DF), 80 år

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen skriver mindeord om fhv. MF & MEP, byrådsmedlem Mogens Camre (DF), der er død, 80 år gammel: "Ved sin død blandt sin samtids mest markante politikere."

Det var trist på en kold decembermorgen at få beskeden om, at Mogens Camre er død. Mogens led af den frygtede sygdom ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose) – som er en aggressiv, hurtigt udviklende form for sklerose, og var selv smertelig bevidst om, hvor det bar hen. Hans hustru, Karen, var hos ham til det sidste.

Mogens Camres betydning for Dansk Folkeparti - og bidrag til partiets udvikling - er umådelig stor, og det var en glædens dag for Dansk Folkeparti, da Mogens i 1999 sagde ja til opfordringen om, som spidskandidat, at stille op til vort første valg til Europa-Parlamentet, hvor han vandt mandatet.

Modsat blev hans farvel problematisk for Socialdemokratiet, hvor rigtigt mange medlemmer og vælgere nu i stort tal gik over til Dansk Folkeparti. Mogens udtrykte i Socialdemokratiet den samme uro ved masseindvandringen, som flere af partiets vestegns-borgmestre havde gjort – dog uden at den daværende arrogante og elitære ledelse gad lytte.

Allerede fra sin ankomst i partiet bidrog Mogens - med sit intellekt, enorme viden og politiske forståelse - i høj grad til den kurs, som Dansk Folkeparti anlagde, såvel på udlændingepolitikken som hvad angår DFs forhold til EU.

Mogens var tilmed en god kammerat, som nød festlige stunder – og som altid i sådanne situationer i dén grad medvirkede til hyggelige og lærerige stunder.

Mogens Camre var blandt de første i landet, som for alvor forstod, hvad islamiseringen af Danmark og Europa ville kunne betyde for vore efterkommere, og som forfatter til mere end 20 bøger, hundredevis af kronikker og debatindlæg – samt ved deltagelse i radio- og tv-debatter - var han ved sin død blandt sin samtids mest markante politikere.

Mogens Niels Juel Camre (f. 29. marts 1936, d. 5. december 2016). MF for Socialdemokratiet 1968-1987, MEP for Dansk Folkeparti 1999-2009. Siden 2013 indvalgt i Gladsaxe Byråd. Han efterlader sig hustru, Karen Helbo Camre samt syv børn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Camre

Byrådsmedlem (DF), Gladsaxe Kommune, fhv. MEP, fhv. MF
cand.polit. (Københavns Uni. 1967)

0:000:00