ARTIKEL HOS Faxe Kommune

Ny direktør i Faxe Kommune

29. juni 2012 kl. 12:00

Faxe Byråd har torsdag den 28. juni 2012 vedtaget at ansætte Lars Møller Christiansen som direktør i Faxe Kommune. Det sker efter en enig indstilling fra kommunens ansættelsesudvalg.

”Jeg glæder mig til at tage fat på opgaverne”, fortæller Lars Møller Christiansen og fortsætter: ”Jeg har søgt stillingen, fordi jeg gerne vil være med til at udvikle området som en attraktiv kommune at bo, arbejde og drive virksomhed i. Det kræver en solid, sammenhængende kommunal indsats på tværs af centrale områder som uddannelse, erhvervsudvikling, sundhed og velfærd. Samtidig skal vi sikre en løbende god dialog med borgerne om hvordan vi bedst muligt tilrettelægger vores indsats, så den kan leve op til deres ønsker om god og fleksibel service. Det ser jeg frem til at bidrage aktivt i”.

Kommunaldirektør Ole Møller glæder sig til at byde Lars Møller Christiansen velkommen: ”Vi ser et stort potentiale i det nye samarbejde. Lars passer godt ind i vores organisation og vi er ikke i tvivl om, at vi med hans kompetencer og faglige profil får en dynamisk og markant direktør, som kan være med til at udvikle Faxe Kommune i en positiv retning”.

Lars Møller Christiansen kommer fra en stilling som kontorchef på børneområdet i Social- og Integrationsministeriet. Her har han blandt andet haft ansvar for områderne; Udsatte børn og Dagtilbud. Herunder også lovgivningsarbejde, ministerbetjening, pressehåndtering, analyser og udviklingsinitiativer.

Han har tidligere været ansat som økonomichef i Socialministeriet og som chefkonsulent i Finansministeriet. Han har løbende beskæftiget sig med kommunale forhold og har haft et stærkt fokus på strategisk ledelse, udvikling og implementering af politiske mål i praksis.

Lars Møller Christiansen er uddannet cand.scient.pol fra København Universitet i 2001. Han har desuden en omfattende efteruddannelse fra blandt andet Harvard University.

Lars er 39 år, gift og har tre børn.

Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget.dk.
NAVNENYT:
SENESTE PÅ ALTINGET: