Balancen er da også den røde tråd i professor Sten Rynnings fremragende bog om alliancen, udkommet på Yale University Press, op til Natos 75 års jubilæumstopmøde i Washington til sommer. Den bliver et hovedværk om jubilaren.

Det er ikke en bog om militær strategi, hvad Sten Rynning også udtrykkeligt gør opmærksom på. Det er en politisk historiebog om Nato som begreb og historisk fænomen.

De bærende ideer bag alliancen spiller hovedrollen, og alle vigtige begivenheder siden da, både når det er gået op og ned, vejes op imod idégrundlaget. Dette giver Sten Rynning lejlighed til at vurdere begivenhederne, efterhånden som de udspiller sig.

Han kipper med flaget, når Nato har greb om udviklingen, og han langer ud, når alliancen modsat driver afsted uden retning eller politisk lederskab eller begge dele.

Rynning åbner sit videnskammer

Som læser føler man sig på sikker grund, fordi han har et virtuost greb om stoffet.

Med udgangspunkt i 25 års forskning om Nato har professoren fra Syddansk Universitet kigget dybt i arkiverne, og der er næsten ikke den udvikling, stor eller lille, som ikke beskrives og foldes ud, solidt forankret i et omfattende noteapparat som dokumentation.

Med den russiske invasion af Ukraine er Nato på mange måder tilbage ved udgangspunktet. Hovedopgaven er igen afskrækkelse af Rusland.

Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal og chefredaktør, kammerherre

Detaljerigdommen er enorm. Det er bogens store styrke, fordi alting sættes på plads. Men det er også dens svage punkt.

Det gælder om at have tungen lige i munden, når Sten Rynning med stor grundighed eksempelvis skildrer persongallerierne bag de mange opgør og interne stridigheder, som også er en del af Natos historie.

Han sørger dog behændigt for at fastholde de overordnede linjer, når han med regelmæssige mellemrum opsummerer og vurderer enkelthedernes betydning for det store billede. Det er fortælleteknisk godt lavet.

Alt er med om Nato: Fra 1950'erne og 1960'ernes terrorbalance, over 1970'ernes dobbeltbeslutning til Berlinmurens fald, krigene på Balkan, 11. september 2001, krigen mod terror, splittelsen om Irak-krigen, det svidende nederlag i Afghanistan, præsident Obamas ubeslutsomhed og præsident Trumps eskapader frem til Ruslands overfald på Ukraine.

Af særlig interesse for den aktuelle udvikling er Sten Rynnings overbevisende dementi af Kremls vedholdende propaganda om, at Nato siden Sovjetunionens sammenbrud har arbejdet målbevidst på at få Rusland ned med nakken.

Rusland deltog i Nato-møder

Efter Murens fald sænkede Nato sine militære parader og indgik i et formelt samarbejde med Moskva, som man så store perspektiver i.

Helt frem til 2010 deltog Ruslands præsident i Natos topmøder. Det var vel at mærke efter de store udvidelsesrunder med øst-og centraleuropæiske lande, som Kreml har ophøjet til det centrale element i en dolkestødslegende mod Vesten.

Af samme grund kunne man godt ønske sig, at bogen bliver oversat til russisk, selvom det nok er for meget forlangt. Men Yale University Press kunne måske overtales til at sende en kasse med anmeldereksemplarer uden beregning til Putin og konsorter i Kreml.

Interessant i en aktuel sammenhæng er også afsnittet om Trump.

Ikke fordi årene var mindeværdige, men fordi de kan komme igen. Også dengang viste han allerede under valgkampen sin fuldstændige mangel på forståelse af begrebet kollektiv sikkerhed.

"Hvis Trump beholdt USA i Nato, kunne de allierede forvente at blive behandlet som hans underleverandører i en handel med fast ejendom i New York - det vil sige med en grad af brutalitet," skriver Sten Rynning.

Sten Rynning støtter en større rolle for Europa, men han advarer om, at Nato må fastholdes som det centrale omdrejningspunkt for ikke at svække de gensidige transatlantiske forpligtelser.

Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal og chefredaktør, kammerherre

Han fortæller desuden om Trumps første topmøde og anstrengelserne for - af hensyn til alliancens troværdighed - at få ham til at korrigere sin tidligere udtalelse om Nato som "forældet".

Hans rådgivere havde held til at få en opbakning bag Nato-pagtens artikel fem ind i et talemanuskript, og mens han gik på scenen, blev han mindet om vigtigheden, men han snød alle, inklusive sine egne.

På selve talerstolen sprang han afsnittet over og angreb i stedet USA's allierede for at yde for lidt.

Nato er en militær succes

Nato klarede sig igennem Trump-årene, ligesom man har klaret alle tidligere udfordringer.

Alliancen er blevet en militær succes uden sidestykke i historien, men - som Sten Rynning understreger - den er også en politisk succes i kraft af sine klare mål om fred, frihed og demokrati, ikke mindst målt på den lange række af lande, som vil være med.

Det er i denne forbindelse værd at minde om, at Nato oprindeligt blev grundlagt af 12 lande. I dag er medlemstallet oppe på 32, og nye lande presser sig på. Et utroligt resultat.

Med den russiske invasion af Ukraine er Nato på mange måder tilbage ved udgangspunktet. Hovedopgaven er igen afskrækkelse af Rusland.

Sten Rynning støtter en større rolle for Europa, men han advarer om, at Nato må fastholdes som det centrale omdrejningspunkt for ikke at svække de gensidige transatlantiske forpligtelser.

Uden USA er Nato færdig, og uden Nato er Europa færdig, som vi kender det.

Michael Ehrenreich
Fhv. hofmarskal og chefredaktør, kammerherre

Sagt i en nøddeskal: Uden USA er Nato færdig, og uden Nato er Europa færdig, som vi kender det.

Professor Rynning er - naturligvis, fristes man til at sige - noget mere avanceret, når han giver sin mening til kende i debatten om strategisk autonomi, og hvad det ellers kaldes:

"Freden i Europa er i sin kerne bygget på USA's udvidede nukleare afskrækkelse: At forestille sig Europas strategiske autonomi uafhængigt af denne afskrækkelse er at benægte den militære realitet. Ruslands forkærlighed for hård magt er der for at minde de europæiske allierede om, at fandtes Nato ikke, så måtte de opfinde det."