Artistforbund: Kunstnere skal have en utvetydig plads i samfundet

Af Lena Brostrøm
Formand for Dansk Artist Forbund

At arbejde for andre og samtidig selv være igangsættende er helt naturligt i en kunstnerkarriere. Men blandingen af korte ansættelser og egne produktioner er samtidig opskriften på en urimelig usikkerhed.

Når medlemmet har lagt røret på hos os, skal han eller hun fortsætte rundringningen til f.eks. Skat eller egen kommune for at få information om konsekvenserne af at arbejde og tjene penge på denne, for området helt naturlige, måde.

Lena Brostrøm
Formand, Dansk Artist Forbund

De to typer indtægter fører til et ubeskrevet ingenmandsland, midt i mellem reglerne for lønmodtagere og for selvstændige. Når arbejdsmarkedet kun beskrives i to kategorier, efterlades resten i usikkerhed om basale rettigheder.

Derfor må og skal debatten om det kunstneriske arbejdsmarked åbne op for de langsigtede løsninger på disse fundamentale problemer.

Kan ikke give fyldestgørende information
I Dansk Artist Forbund bruger vi dagligt tid på at oplyse og rådgive artister om hvordan de måske, måske ikke, er dækket i feltet mellem lønmodtager og selvstændig.

Men vi kan ikke altid give fyldestgørende information om rettigheder og pligter, fordi dette 'ingenmandsland' er udefineret og afhænger af fortolkninger og individuelle forhold.

Når medlemmet har lagt røret på hos os, skal den enkelte sanger, musiker, hospitalsklovn eller performer fortsætte rundringningen til for eksempel Skat eller egen kommune for at få information om konsekvenserne af at arbejde og tjene penge på denne, for området helt naturlige, måde.

Myten om et koldt loftsrum
Tænk hvis al den energi stedet kunne bruges på at arbejde? Utryghed er en kolossal faktor, som hæmmer udvikling i alle sammenhænge.

Myten om at gode kunstneriske præstationer og nye idéer bedst skabes på et koldt loftsrum, hvor motivationen er at udvikle noget der kan betale for at få åbnet for varmen, er forkert.

Kunstnere arbejder og lever bedre når de ligesom alle andre kender vilkårene, hvis de bliver ledige eller syge.

Men hvordan kan kunstnere og de mange atypisk ansatte få en utvetydig plads i samfundet? Hvordan sikres lige rettigheder?

En løsning er at gøre lønmodtagerbegrebet mere rummeligt – eller tilføje nye kategorier, der omfatter nye og moderne indkomstforhold, og ligestille kunstnere og andre atypiske under sygdom, barsel og ledighed.

Klare regler i Frankrig
En anden mulighed er beskytte de faggrupper, der typisk arbejder i løse job, heriblandt udøvende kunstnere, gennem lovgivningen.

I Frankrig har man erkendt problemet og vedtaget en lov, der definerer denne type arbejdstagere som lønmodtagere, forudsat at de ikke er registrerede som kommercielle aktører.

Den lov betyder, at udøvende kunstnernes rettigheder ikke skal vurderes enkeltvis, men er afklaret en gang for alle, og at der kan laves kollektive aftaler, for eksempel om bidrag til efteruddannelse.

Politikere og arbejdsgivere bør gå sammen
Klare regler er selvfølgelig også nødvendige i Danmark for at lette presset på det kunstneriske arbejdsmarked, hvor arbejdstagerne selv bærer risikoen for det fleksible arbejdsliv og samtidig ofte ikke omfattes af de helt basale velfærdssystemer, som skal gribe os, når vi bliver ledige, syge eller skal på barsel.

Det kræver, at politikere og arbejdsgivere går sammen om at skabe sikre rammer for alle grupper på arbejdsmarkedet.

Som faglig organisation med en tæt medlemskontakt har vi et stort ønske om at være med til at udvikle nye tiltag og styrke hele det atypiske felt.

En kompetencefond
Jeg ser et behov for at engagere de arbejdsgivere, der nyder godt af – måske ligefrem spekulerer i – en fleksibel arbejdsstyrke, så de bidrager til faggruppernes fortsatte udvikling.

Sammen kunne vi måske udvikle en kompetencefond særligt målrettet atypisk beskæftigede. Eller hvad med en pensionsordning, der er særlig målrettet alle de atypiske, der har korte ansættelser, skiftende job og indtægter?

Vores medlemmer spørger ofte, hvorfor der ikke er mere lydhørhed eller offentlig fokus på disse tydelige uligheder. Men måske nu, hvor der snart bliver politisk bevågenhed omkring implementering af det store dagpengeforlig, og den lille dagpengekommission barsler med deres anbefalinger, kan vi komme frem til de mere fremadskuende arbejdsmarkedsrettigheder, der favner alle.