Connie Hedegaard: Stop skyttegravskrig om public service

Af Connie Hedegaard
Formand for Public service-udvalget og fhv. EU-kommissær 

Det svære er at finde ud af, hvordan man kan modernisere og ajourføre public service-mediernes opgave og raison d'etre – samtidig med at det er muligt for konkurrenterne at udvikle en forretningsmodel, hvor man kan tjene penge på kvalitetsjournalistik.

Connie Hedegaard
Formand for Kulturministeriets Public service-udvalg og fhv. EU-kommissær

For nogle lyder bare ordene "public service" som et belærende ekko fra fortiden.

For eksempel kan de mest ultraliberale slet ikke se, hvad vi egentlig skal med public service i en verden, hvor vi vælter os i informationer som aldrig før ikke mindst takket være et stadigt voksende privat mediemarked.

For mig er public service noget af det fineste, der findes. Især hvis det er det. Altså public service.

Public service i fremtiden
Men hvad ER, og især hvad kan og skal public service være i den mediefremtid, der tegner sig? I gamle dage var man nødt til at have et fælles, offentligt element knyttet til de elektroniske medier – om ikke andet så fordi distributionen var dyr. Deraf licensopkrævningen. Det var dyrt at få først radio- og siden tv-signalet ud til familien Danmark.

I dag kan det ikke være distributionen, der begrunder public service. Hvad er det så? Det er vi i public service-udvalget blevet bedt om at komme med nogle bud på. Den opgave, som alle Folketingets partier har stillet os, er at præsentere nogle scenarier for, hvad public service kan/skal/ikke skal være i de kommende år.

Her nogle måneder inde i arbejdet har vi endnu ikke svarene. Dem skal vi aflevere inden udgangen af næste år, og inden vi når dertil, vil vi meget gerne i dialog med de mange interessenter. Ikke bare de professionelle, bestemt også borgerne, hvorfor der er tilrettelagt et forløb blandt andet med et antal offentlige høringer.

Mange ubesvarede spørgsmål
Men hvilken rolle kan/bør de medier, der finansieres af os alle sammen, spille for eksempel for den demokratiske sammenhængskraft? Skal der være særlige kvalitetskrav knyttet til public service-medier/-programmer – og flere end i dag?

Og hvis ikke, hvad er da den særlige begrundelse for, at nogle medier får deres midler opkrævet på en særegen måde, hvor alle, der i dag ejer en radio eller et tv-apparat, SKAL bidrage til festen?

Er der noget, public service skal holde sig fra – er det på tide at foretage nogle bevidste fravalg? Hvad skal der i øvrigt til for, at man får en opvoksende generation, der er vænnet til, at underholdning og information i rigelige mængder ligger gratis tilgængeligt på nettet, til at betale licens? Og skal licens stadig primært gives til hele institutioner – eller kunne man forestille sig, at pengene i højere grad fulgte programmer og produktioner?

Og hvad hvis man bare skrottede vanetænkningen og for eksempel langsomt udsultede DR? Ville det give mere mangfoldighed, eller ville det tværtimod gøre os fattigere, dels fordi DR spiller en central rolle i fødekæden til hele medie- og filmproduktionen i Danmark, dels fordi tomrummet jo meget vel kunne tænkes at blive udfyldt af nogle af de internationale mediemastodonter, hvilket jo ikke just borger for mere dansk produktion, dansk sprog, dansk kultur, kvalitet …

Væk fra skyttegravskrig
Spørgsmålene er i sandhed mange – og svarene langt fra lette. Det, jeg håber, er, at vi kunne komme lidt væk fra den traditionelle skyttegravskrig, hvor nogle indædt forsvarer tingene (inklusive DR), som de er, mens andre grundlæggende vil lægge så mange hindringer i vejen for DR og de andre public service-initiativer, at man i realiteten tilbyder dem død ved langsom kvælning, hvor public service, som vi kender det, dør ud med den generation, der stadig ser og hører public service-mediernes tilbud på de traditionelle platforme.

Dér, hvor diskussionen bliver langt mere interessant – og svær! – er jo i mellemscenarierne. Enhver kan finde argumenterne for business as usual. Det er heller ikke svært at sige: skrot public service og skrot licensen. Det svære er at finde ud af, hvordan man kan modernisere og ajourføre public service-mediernes opgave og raison d'etre – samtidig med at det er muligt for konkurrenterne at udvikle en forretningsmodel, hvor man kan tjene penge på kvalitetsjournalistik.

Hvordan kan vi i et stadigt mere opsplittet mediebillede fortsat have nogle fælles referencerammer – valget viser vel, at det behov fortsat eksisterer! Det er jo fint, at vi hver især kan søge og få lige præcis de informationer, nyheder, programmer, som vi individuelt efterspørger – men samtidig er det dog en forudsætning for demokratiet, at vi stadig kan føre en samtale om de fælles anliggender.

Input udefra
I Public service-udvalget er vi i fuld gang med at tilvejebringe det faktuelle grundlag, som vores scenarier nødvendigvis må bygge på. Men vi håber også på rigtig mange gode input udefra. Og jo flere vi får, der går til kernen af de svære, nuancerede afvejninger, des bedre grundlag kan vi ultimo næste år aflevere til de politikere, der i sidste ende skal forholde sig til, hvad der kan og bør være raison d'etre for public service i de næste 10-15 år.