Debat

Danske Medier: Facebook styrer vores digitale infrastruktur

DEBAT: Når en udenlandsk virksomhed de facto bestemmer rammerne for vores kommunikation, risikerer vi at miste vores frihedsrettigheder. Omvendt er det naivt at tro, at man kan stoppe udviklingen, mener Ebbe Dal, direktør i Danske Medier.

Foto: Pressefoto, Danske Medier
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ebbe Dal
Direktør i Danske Medier

Samtidig skal vi bare ikke hovedløst lukke øjnene for den problemstilling, der følger med, når Facebook egenhændigt bestemmer reglerne for den digitale motorvej, som langt de fleste af os er henvist til at køre på.

Ebbe Dal
Danske Medier

Hvordan ville vi reagere, hvis en amerikansk virksomhed kom til Danmark, købte sig ind i et stort dansk energiselskab og fik indflydelse på den danske energiforsyning? Eksemplet virker måske bekendt, og som de fleste husker, haglede kritikken ned i forbindelse med sagen om Dong og Goldman Sachs.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Der blev sat spørgsmålstegn ved, om Danmark afgav kontrol med vital infrastruktur, og om Danmarks sikkerhed dermed var til salg. Dong-sagen er der mange holdninger til, men det er altid en reel problemstilling, hvis et samfund ikke har kontrol med vital infrastruktur.

Uden kontrol eller mulighed for kontrol kan det give en udenlandsk virksomhed eller stat mulighed for at sætte egne regler for brugen af den infrastruktur, der forbinder samfundet og som kan være essentiel for at få hverdagen til at hænge sammen. Det gælder både, når vi taler om vejnet, energinet, jernbaner, tele, radio, og ja, sociale medier.

Mere end bare et medie
I dag er sociale medier ikke bare sjov og gensyn med gamle folkeskolekammerater, men den massive brug af sociale medier har gjort, at de nu udgør en helt grundlæggende del af vores digitale infrastruktur. Når vi diskuterer Facebook, bliver vi derfor også nødt til at se det som mere end bare et medie.

Facebooks forretning er ikke at tjene penge på at producere nyheder, men at knytte brugere sammen og varetage formidling af kommunikation på tværs af samfundet. Samtidig er Facebook som den absolut største spiller blandt sociale medier ikke til at komme uden om.

Når vi taler sociale medier, så er Facebook i dag fuldkommen afgørende for den demokratiske debat og for kommunikationen blandt venner, familie, institutioner, virksomheder og organisationer.

Facebooks egne spilleregler
Vi har dermed en situation, hvor én stor amerikansk virksomhed fastsætter sine egne spilleregler på det netværk, der er så centralt for vores digitale færden. Virksomheden har så stor magt, at de med et snuptag kan justere i algoritmerne og dermed ændre i den virkelighed, som tre ud af fire danskere får fra mediet.

Facebook er i sin gode ret til at bestemme retningslinjerne for brugen af sit eget produkt, og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så kan man bare gå. Men samtidig lukker man sig dermed ude af det sociale fællesskab, som Facebook udgør for størstedelen af den danske befolkning. Derfor er problemstillingen ikke så ligetil.

Hvis én stor virksomhed ejede de veje, som tre ud af fire danskere kørte på, så ville du også få svært ved at komme frem og tilbage fra arbejde, hvis du aktivt skulle undgå at køre på netop de veje. Når virksomheden så samtidig bestemmer den hastighed, du må køre, og hvilke biler, der må køre på vejene, så bliver problematikken pludselig mere tydelig.

Udfordringerne med Facebook kan derfor ikke blot reduceres til et spørgsmål om retningslinjer. De sociale medier udgør en fortsat større del af danskernes medieforbrug, og Facebooks dominerende position gør, at vi står med en mere grundlæggende demokratisk udfordring for vores digitale infrastruktur.

Som toppen af isbjerget har vi den sidste tid igen set adskillige sager om nøgenhed, særligt i forbindelse med Facebooks fjernelse af det ikoniske vietnamfotografi af Kim Phuc, der flygter nøgen fra et napalmangreb. Det er blot et symptom på mødet mellem den puritanske amerikanske moral og den mere frisindede danske, men samtidig begrænser det også vores reelle informationsfrihed.

Frihedsrettighederne kan være på spil
Hvis rammerne for, hvordan vi kommunikerer i samfundet, i høj grad bliver styret af en stor udenlandsk virksomhed, og hvis vi ikke har nogen som helst mulighed for demokratisk indgriben, så risikerer vores frihedsrettigheder pludselig at skride os af hænde.

Det handler ikke om, at vi skal stoppe udviklingen. Sociale medier har revolutioneret den måde, som vi kommunikerer med hinanden på, og det er en udvikling, der hverken kan eller bør stoppes. Medierne er allerede klogt i gang med at tilpasse sig den nye medievirkelighed, som sociale medier udgør i dag.

Det vil være naivt at tro, at man kan vende tilbage til ”de gode gamle dage”. Samtidig skal vi bare ikke hovedløst lukke øjnene for den problemstilling, der følger med, når Facebook egenhændigt bestemmer reglerne for den digitale motorvej, som langt de fleste af os er henvist til at køre på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ebbe Dal

Fhv. adm. direktør, Danske Medier
sergent (Livgarden), eksportuddannelse (ØK), (Den Grafiske Højskole 1976)

0:000:00