Debat

DF: EU-udspil truer danske mediers levebrød

DEBAT: EU-Kommissionen barsler med at ændre reglerne for ophavsret, så det bliver langt lettere at gengive andre mediers indhold på nettet. Men de faretruende signaler er tilsyneladende gået hen over hovederne på de danske nyhedsredaktioner, skriver Rikke Karlsson (DF).

EU-Kommissionen barsler med at ændre reglerne for ophavsret, så det bliver langt lettere at gengive andre mediers indhold på nettet, skriver Rikke Karlsson (DF). 
EU-Kommissionen barsler med at ændre reglerne for ophavsret, så det bliver langt lettere at gengive andre mediers indhold på nettet, skriver Rikke Karlsson (DF). Foto: Danskfolkeparti.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rikke Karlsson (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Ud over et par mindre artikler i dagbladene er de faretruende signaler fra EU tilsyneladende gået hen over hovederne på de danske nyhedsredaktioner og dermed også flertallet af de danske politikere på Christiansborg.

Rikke Karlsson (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Forestil dig et helt nyt spændende netmedie. Lad os kalde det nyhedsdebatten.dk.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Et gratis site spækket med debat, nyheder og opsigtsvækkende dybdeborende graverjournalistik. Alt sammen sat brugervenligt op og gavmildt betalt af sitets mange glade medlemmer eller annoncører, der nyder de mange interesserede klik, som det nye site tiltrækker. Skønt ikke?

Men prøv så samtidig at forestille dig, at der bag det nye nyhedssite ikke står andre end en eller måske to it-nørder og en webdesigner. Og at alt indholdet udelukkende består af originalt indhold hentet på andre mediers sites som f.eks. politiken.dk eller eb.dk. 

Forestil dig samtidig, hvordan annoncekronerne nu lige så stille siver til det nye parasitære medie. Det kan nemlig levere annoncepladsen langt billigere end de reelle netmedier, fordi de jo sparer millioner af kroner på løn til journalister, redaktører og andre indholdsproducenter.

Pludselig er historien om det nye netmedie knap så skøn og vel heldigvis også et godt stykke fra virkeligheden. Ikke sandt? Nej, desværre.

Nye ophavsregler
Danske medier har de senere år kæmpet en strid kamp mod andre mediers stigende mere eller mindre kommercielle misbrug af deres rettighedsbeskyttede indhold på nettet.

Og kampen står lige nu til at blive intensiveret, da EU-Kommissionen barsler med et nyt stort udspil inden for den fælles europæiske regulering af ophavsret. Et udspil, der i det åbne internets navn risikerer at ende med at gennemtvinge lovgivning i Danmark, der vil gøre det langt lettere for blandt andet private personer, biblioteker og uddannelsesinstitutioner frit at gengive andre mediers indhold på deres egne sider. 

Der eksisterer med andre ord en reel fare for, at EU-Kommissionen sammen med et flertal i EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet lykkes med at få opblødt de danske regler for ophavsret i en grad, der medfører, at andre kan snylte på reelle journalistiske mediers arbejde. Til ubodelig skade for det økonomiske grundlag, der sikrer os alle en fri og uafhængig presse og størst muligt udbud af original viden, nyheder og tjenester på nettet.

Danske journalister bør vågne op
Nu kan man så spørge, om de danske journalister og redaktioner så endelig er vågnet til dåd i forhold til den almindeligvis alt for sparsomme dækning af det kedelige EU-stof. Nu hvor EU ligefrem truer dem på deres levebrød. Endnu engang må meldingen nok være nej, desværre. 

Ud over et par mindre artikler i dagbladene er de faretruende signaler fra EU tilsyneladende gået hen over hovederne på de danske nyhedsredaktioner og dermed også flertallet af de danske politikere på Christiansborg. Helt anderledes er billedet ude i branchen, hvor bl.a. Danske Medier, Dansk Journalistforbund, Dansk Musikerforbund, Danske forlag, Koda, Copydan, Dansk Forfatterforening og flere andre organisationer (18 i alt) er gået i offensiv for at påvirke EU-Kommissionen, helst inden det nye udspil overhovedet bliver præsenteret.

I Dansk Folkeparti arbejder vi målrettet på sagen. Jeg har stillet en række opklarende spørgsmål til Kommissionen og arbejder i Europa-Parlamentet på at få nedstemt en rapport udarbejdet af Julia Reda fra det tyske Piratparti.

Herhjemme i Danmark er Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, også i færd med at få stablet en høring på benene, med henblik på at få videregivet mere viden til Folketingets medlemmer om de konsekvenser, beskyttelsen af de danske ophavsretsregler kan ende med. Men slaget kommer til at stå i Bruxelles, så nu venter vi altså bare på, at de danske journalister også melder sig ind i nok en af årets vigtigste kampe i EU.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00