DF: TV 2 bør blive på danske hænder

MEDIER: 71 procent af danskerne mener, det er vigtigt, at TV 2 bliver på danske hænder, viser ny måling. Det samme mener DF, som er klar til at opgive salget, hvis ønsket ikke kan indfries.

Foto: Henrik Ohsten / TV 2
Peter Pagh-Schlegel

Det statsejede TV 2 skal sælges. Og det skal gerne ske inden næste folketingsvalg, lyder regeringens ambition.

Jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi trækker i nødbremsen, hvis det ser ud til at blive en udenlandsk køber.

Morten Marinus
Medieordfører, Dansk Folkeparti

For et stort flertal af danskerne er det dog vigtigt, at køberen er dansk, hvis TV 2 skal overgå til private hænder. Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.

Her svarer 71 procent af danskerne, at det er vigtigt, at TV 2 i forbindelse med et salg bliver på danske hænder. 16 procent mener ikke, det er vigtigt, mens 13 procent svarer "ved ikke".

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER GRAFEN

DF: Dansk ejer er øverste prioritet
Dansk Folkeparti, der har tilsluttet sig regeringens ambitioner om et TV 2-salg, er enig med flertallet af befolkningen.

"Det er for os absolut øverste prioritet, at TV 2 bliver på danske hænder, fordi jeg tror, at der er noget godt og trygt i, at det bliver en dansk ejer med erfaring i det danske mediemarked," siger medieordfører Morten Marinus (DF).

Indtil videre har tre virksomheder meddelt, at de ønsker at byde på TV 2. Den danske mediekoncern Egmont, Berlingske Media, der ejes af belgiske De Persgroep og den svenske mediekoncern MTG, der blandt andet driver TV3 Viasat.

Derudover vurderes det, at blandt andre JP/Politikens Hus og den tyske mediegigant Bertelsmann har planer om at skrive TV 2 på indkøbslisten.

Et klokkeklart traktatbrud
Ifølge medieprofessor ved Aarhus Universitet Frands Mortensen kan staten ikke stille nogen garantier for et fortsat dansk ejerskab.

"Staten har ikke en jordisk chance for at lave nogen som helst form for nationaldiskrimination. Det vil være et klokkeklart traktatbrud," siger Frands Mortensen.

Morten Marinus mener derimod, at det er muligt at omgå reglerne, uden at det bryder med EU-lovgivningen.

"Vi kan stille nogle krav til køberne, som vil gøre det mindre attraktivt for udenlandske koncerner at købe TV 2. Det kan være alt fra at videreføre public service-forpligtelser, kræve at hovedsædet fortsat skal være i Odense og give staten tilbagekøbsret, så vi ikke ender med, en udenlandsk køber bare kan gå ind og skumme fløden og sælge det videre for profit," siger Morten Marinus.

Ingen julenumre
Men disse krav vil næppe skræmme udenlandske købere væk, mener Frands Mortensen.

"Hvis staten prøver at lave julenumre, der vil skræmme udenlandske købere væk, så står EU-kommissionen klar med den løftede pegefinger med det samme. I forhold til indholdskrav gør det ikke den store forskel, om køberen er dansk eller ej. Jeg tvivler på, at seeren vil kunne mærke nogen forskel," siger han.

Den danske mediekoncern Egmont har aktiviteter i mere end 30 lande og ejer blandt andet det norske TV2, hvilket ifølge Frands Mortensen heller ikke er populært i Norge.

"Befolkningen kan sagtens have et ideologisk begrundet ubehag ved, at stationen får udenlandske ejere, ligesom tilfældet er i Norge. På den måde kan det godt spille en rolle, men jeg tror ikke, det har nogen betydning i forhold til, hvordan stationen bliver drevet," siger han. 

Derimod mener han, at en dansk ejer som Egmont eller JP/Politiken vil være betænkelig ud fra både virksomhedsbetragtninger og demokratiske betragtninger.

"Både Egmont og JP/Politiken vil komme til at stå utroligt stærkt på det danske mediemarked, og så kan konkurrencemyndighederne meget vel blive inddraget," siger han og påpeger, at JP/Politiken i januar måtte opgive købet af Dagbladet Børsen, da konkurrencemyndighederne frygtede monopollignende tilstande på det trykte mediemarked i Danmark.

DF kan trække i nødbremsen
Ifølge Morten Marinus (DF) kan det komme på tale, at Dansk Folkeparti dropper opbakningen til regeringens salgsambitioner, hvis det tegner til at blive et salg til udlandet.

"Jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi trækker i nødbremsen, hvis det ser ud til at blive en udenlandsk køber. Lige nu undersøger vi stadig, hvad der kan lade sig gøre, og under hvilke forudsætninger. Der er mange ting, vi endnu ikke har fået svar på, men det kan selvfølgelig blive afgørende," siger Morten Marinus. 

I Altingets Norstat-måling bliver der desuden spurgt til, om TV 2 overhovedet skal sælges, hvilket er et område, hvor danskerne er meget splittede.

Mens 31 procent mener, at TV 2 skal sælges, foretrækker 40 procent, at stationen forbliver statsejet.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER GRAFEN 

I rød blok er man stadig negativt stemt over for regeringens planer om at privatisere TV 2.

"Jeg hæfter mig ved, at et flertal af de danskere, der tager stilling til spørgsmålet, ikke ønsker TV 2 solgt. Det samme ønske har vi i Socialdemokratiet, og jeg synes, at man skal lytte til befolkningen," siger Mogens Jensen, der er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet.

Han er åben for, at man kan nøjes med at sælge "dele af TV 2", således at staten stadig sidder på majoriteten. Men med et salg af hele TV 2 bliver det usikkert, særligt når man ikke kan kontrollere, hvem køberen bliver, mener han.

"Jeg ser gerne en dansk køber, men det er umuligt at garantere. Når danskerne bliver klar over den usikkerhed, tror jeg også, at der vil komme en større modstand mod privatiseringen," siger Mogens Jensen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frands Mortensen

Professor emeritus, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, dr.phil.
mag.art. i nyere dansk sprog (Aarhus Uni. 1971), dr.phil. (Aarhus Uni. 2021)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Morten Marinus

Fhv. MF (DF), fhv. 1. viceborgmester, Jammerbugt Kommune
ubefaren skibsassistent (Svendborg Søfartsskole. 1996), sygehusportør (Aalborg Sygehus)

0:000:00