Forbund: Danmark bør give husly til forfulgte kunstnere

Af Bjarne Werner Sørensen
Formand for Billedkunstnernes Forbund og medlem af Dansk Kunstnerråds bestyrelse

Fortjener forfattere, musikere – og billedkunstnere – ikke beskyttelse og mulighed for at udøve deres kunst frit, når de lever med censur, trusler og utryghed i deres hjemlande?

Bjarne Werner Sørensen
Formand for Billedkunstnernes Forbund og medlem af Dansk Kunstnerråds bestyrelse

Den svenske by Gävle, nord for Stockholm, blev i denne måned verdens første friby for billedkunstnere.

Dermed får billedkunstnere, der ikke kan udøve deres kunst frit i hjemlandet, midlertidigt fred og frihed i en toårig periode. Fred til at fortsætte deres arbejde med maleri, skulptur, fotografi, grafik, installation, performance eller andre billedkunstneriske udtryk. Og frihed til at skabe de værker, de vil, uden trusler om vold, vilkårlig fængsling, forfølgelse og censur.

Gävles nye status som friby, tilknyttet den internationale fribys-organisation ICORN, er resultat af lokale politikere og kunstprofessionelles fælles indsats. Det kunne vi lære noget af herhjemme, hvor mange danske politikere de senere år har profileret sig som højlydte forsvarere af den kunstneriske ytringsfrihed, mens de kun i et yderst begrænset omfang har været villige til at sætte handling bag ordene og give husly til forfulgte kunstnere fra udlandet.

Danske kommuner trækker sig
Danmark har ingen fribyer for billedkunstnere og musikere, sådan som Sverige og Norge har. Men vi har de senere år fået enkelte fribyer for forfattere: På baggrund af en Folketingsbeslutning i 2008 er der de senere år etableret fem friby-kommuner for forfattere. Det drejede sig i første omgang om Aarhus, Fanø, Frederiksberg, København og Odense.

Tre af kommunerne; Frederiksberg, Fanø og Odense, meldte sig dog hurtigt ud af friby-ordningen igen. Begrundelserne var både økonomiske og politiske: Odenses rådmand og formand for By- og Kulturudvalget Jane Jegind (V) har tidligere forklaret, at det for Odenses vedkommende drejede sig om, at kommunen "blev mere og mere overbevist om, at friby-ordningen er en statslig opgave", og at man frygtede, at der blev tale om en smutvej til asyl for udenlandske forfattere.

Her knækker filmen tilsyneladende for politikerne. Hvor blev det stærke engagement i at beskytte ytringsfrihedens frontkæmpere af? Fortjener forfattere, musikere – og billedkunstnere – ikke beskyttelse og mulighed for at udøve deres kunst frit, når de lever med censur, trusler og utryghed i deres hjemlande?

Konkret forsvar for ytringsfrihed
Friby-ordningen blev i sin tid etableret i kølvandet på fatwaen imod Salman Rushdie. Tanken er, at en by, på vegne af sine borgere, på anden og mere konkret vis, end staten kan påtage sig ansvaret for, kan tage vare på et menneske, der har taget sin del af slagene i kampen for det frie ord. På den måde bringes kampen ned på et praktisk og konkret niveau, "ind i hjerterne og hjernerne på byens borgere", som dansk PEN formulerer det. Derved sikrer man også, påpeger PEN, at forsvaret for ytringsfrihed ikke blot bliver en indholdsløs floskel, der hives frem ved festlige lejligheder – men at det bliver en nærværende, engageret og daglig indsats.

Friby-forfatterne vil som oftest intet hellere end at vende hjem til deres eget land, til deres eget sprog og egne kulturelle sammenhænge, hvor de ofte har et stort og hengivent publikum. Opholdet i en friby i udlandet er et midlertidigt helle, hvorfra de for en tid kan udøve deres virke. Selvom nogle vil have behov for permanent eksil, er asyl en allersidste udvej for de fleste. Det ses da også af de foreløbige opgørelser fra danske fribyer, som PEN har formidlet: Kun én af friby-forfatterne i Danmark har søgt og fået asyl. En anden har søgt, men endnu ikke fået svar på sin asylansøgning. Tre er rejst hjem igen eller har opnået beskyttelse andre steder.

Danmark er bundskraber
Lige nu huser Danmark kun en enkelt friby-forfatter. Han gæster Aarhus. København ville trække sig ud af friby-ordningen tidligere i år, men efter angrebet i vinter mod blandt andet debatmødet om kunstnerisk ytringsfrihed, ombestemte hovedstadens politikere sig og bibeholdt sit medlemskab af ICORN – friby-organisationen, hvor Danmark pt. er indehaver af bundskraberpladsen med kun to fribyer. Til sammenligning har Norge for eksempel 13 fribyer, mens Sverige har hele 17 fribyer og friregioner, hvor man vel at mærke ikke blot tager imod forfattere og journalister, men også byder musikere og, som nævnt, billedkunstnere, velkomne.

Det bringer mig tilbage til Gävle: Opholdet i verdens første friby for billedkunstnere finansieres af både statslige og kommunale midler i Sverige. Både lokal- og landspolitikerne i vores naboland ser således fribyerne som en gevinst for det svenske kunstliv – og for Gävles vedkommende ses friby-statussen også som led i byens erklærede ambition om at have en "kunstfremmende" profil. Det må tjene som inspiration for danske politikere at gøre eksemplet efter.