Debat

Fremtidens DR er i centrum hos nyt debatpanel

PRÆSENTATION: Syv debattører tager i den kommende tid DR under kærlig behandling, når Altinget spørger: Hvordan skal fremtidens DR se ud? Det er blandt andre kulturminister Bertel Haarder (V) og DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, der leverer svarene.

DR er omdrejningspunktet for debatten på Altinget: kultur i den næste måneds tid, hvor syv profiler fra mediebranchen ser på public service-institutionens fremtid.
DR er omdrejningspunktet for debatten på Altinget: kultur i den næste måneds tid, hvor syv profiler fra mediebranchen ser på public service-institutionens fremtid.Foto: Colourbox
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med kulturminister Bertel Haarder (V) i spidsen har regeringen og de øvrige borgerlige partier på det seneste lagt et markant politisk pres på DR. Det statsejede medies dominans i det samlede branchebillede er blevet for stor, lyder det.

Også Danske Medier og sågar cirkusbranchen har givet udtryk for, at DR som en anden mastodont favner for bredt og skævvrider konkurrencen.

Men mens Liberal Alliance har blæst til kamp mod tvangsopkrævning af tv-licensen, og regeringen bebuder en indsats for et fokuseret og kvalitetsbårent DR, vil Socialdemokratiet på den anden side beskytte medieinstitutionen og den omdiskuterede licens mod store politiske indgreb.  

Fremtiden for DR er med andre ord ikke til lige til at tegne, og derfor har Altinget taget fat i en række af debattens stærke stemmer. 

Fakta
Fra 13. januar og en måned frem sætter Kulturdebatten fokus på Fremtidens DR.

Følg debatten her

Kulturdebatten på Altinget: kultur har til formål at fokusere og styrke den kulturpolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: kultur eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for kulturområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Hvordan skal fremtidens DR se ud? Fylder DR for meget? Og bør public service-mediet indskrænke sine aktiviteter af hensyn til andre aktører i mediebilledet? Det er spørgsmålene.

Svarene kommer fra:

Bertel Haarder (V) sidder i stolen som kulturminister. Han er Folketingets længst siddende politiker og den danske politiker, der gennem flest år har kunnet kalde sig minister for det ene eller andet, blandt andet for sundhed og undervisning. I alt bliver det til 20 år med ministerbil. Bertel Haarder er uddannet i statskundskab og arbejdede som lærer, inden hans politiske karriere tog fart i 70'erne. Siden da har han ud over at sidde i Folketinget også været medlem af EU-Parlamentet fra 1994 til 2001.

Mogens Jensen er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet. Under Helle Thorning-Schmidt blev han handels- og udviklingsminister i 2014, og siden 2012 har han været socialdemokraternes næstformand. Hans folketingskarriere startede i 2005 efter et langt engagement i partiets ungdomsorganisation, og han har blandt andet været S-gruppeformand og statsrevisor i løbet af sin tid på Christiansborg.

Mette Bock er Liberal Alliances medieordfører. Hun er uddannet mag.art. i filosofi, og hun begyndte sin politiske karriere hos SF tilbage i 1994, blev siden Radikal, men først valgt til Folketinget under Liberal Alliances faner i 2011. Inden da havde hun prøvet kræfter med store stillinger, blandt andet som direktør for DR Programproduktion, prorektor ved Aarhus Universitet og administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør hos JyskeVestkysten.

Maria Rørbye Rønn sidder i den varme stol som generaldirektør for DR. Den har været hendes siden 2010, og forud for den prominente stilling går flere ansættelser i huset, hvor hun har arbejdet siden 2001, blandt andet som chef for DR Jura, Politik og Strategi. Hun er selv uddannet jurist med en cand.jur.-eksamen fra Københavns Universitet.

Ebbe Dal er populært sagt pressens direktør i kraft af sin position som administrerende direktør i Danske Medier. Han har både en økonomisk og en grafisk uddannelse bag sig og en karriere i mediebranchen, der blandt andet går over stillinger som marketingdirektør og bladsalgsdirektør hos Berlingske. Han blev siden direktør for Danske Dagblades Forening og Danske Mediers Arbejdsgiverforening, og efter fusionen i 2013 blev han siddende på den post i det nye Danske Medier. 

Connie Hedegaard blev udnævnt som formand for Kulturministeriets Public Service-udvalg i 2014. Ud over hendes politiske karriere i Det Konservative Folkeparti med poster som miljø-, energi- og klimaminister og som klimakommisær i EU har hun også gjort sig i mediebranchen som journalist hos først Berlingske og siden DR med baggrund i en mag.art. i litteraturvidenskab.

Lars Werge beklæder formandsposten i Dansk Journalistforbund. Han er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og arbejdede som sportsjournalist gennem mange år, inden hans faglige arbejde blev til en stilling som næstformand i forbundet i 2011. Fra den rykkede han videre til formandsposten sidste år.

Christian S. Nissen er tidligere generaldirektør for DR. Efter sin fratrædelse i 2004 har han været freelancerådgiver, forfatter og arbejdet som adjungeret professor i ledelse på Copenhagen Business School samt med forskellige bestyrelseshverv. Han er uddannet cand.scient.pol. og har tidligere varetaget stillinger i blandt andet Miljøministeriet, Finansministeriet samt på Nationalmuseet og Rigshospitalet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00