Historiker: Private medier fører interessekamp mod DR

Af Søren Nielsen-Man
Cand. mag. i idéhistorie

Direktøren for JP/Politikens Hus og formand for "de frie og private mediers interesseorganisation" Stig Kirk Ørskov fisker i rørte vande i sin kronik bragt i Politiken 15. august.

DR er i stormvejr, nu skal der smedes, og DR skal svækkes. Hele arsenalet af hensigtsmæssige fraser aktiveres – mediemanden Ørskov kan sin framing.

Fortællingen om mediebilledet
Gang på gang erklæres det, at de privatejede medier er "uafhængige" og "frie", mens DR omtales med betegnelser som "statens medier", "statsejede medier" og "statskontrollerede medier". Betegnelser, der kan forsvares, men som samtidig leder tankerne i retning af diktaturstaters propagandamedier.

Hvis Ørskovs kamp mod DR får succes, vil det danske medielandskab blive endnu mere skævvredet til fordel for private opinionsdannende medier med politisk slagside.

Søren Nielsen-Man
Historiker

Sidst i kronikken forsikrer Ørskov dog, at han anser DR for at være en uundværlig institution – hvis blot DR nøjes med at fokusere på "de opgaver, som civilsamfundets medier ikke løser".

Hvilke opgaver, der herefter vil være tilbage for DR, kan man spekulere på, da Ørskov allerede har fremhævet "de private og frie medier, der lever og ånder for folkeoplysning og således bidrager substantielt" til "public service".

Ørskovs grundfortælling er, at private medier er frie og uafhængige, til forskel fra et eksisterende "usundt" dansk system, hvor "statskontrollerede medier dominerer nyhedsformidlingen".

Man må derfor trænge disse statsmedier tilbage til fordel for "medier, der er helt uafhængige af politiske interesser", hvorfor en privatisering af TV 2 også er "et skridt i den rigtige retning".

Private medier er ikke uafhængige 
Men private medier er ikke uafhængige, heller ikke af politiske interesser. Private medier vil ofte være ejet af kapitalinteresser, og kapitalinteresser er afhængige af størst mulig indtjening.

Heraf følger, at kapitalejede medier har en politisk interesse i at fremme forståelsen for et økonomisk samfundssyn, der tilgodeser denne indtjening.

Og de personer, som sidder på magten og udnævner chefredaktører i disse privatejede medier, vil have en tendens til at placere sig ideologisk mere til højre end til venstre i den økonomisk-politiske samfundsdebat.

De borgerlige danske medier
Skulle Ørskov være i tvivl, så kig rundt i den internationale medieverden. Eller studér den borgerlige redaktionelle linje inden for Berlingske Media, hvis egen hjemmeside oplyser, at nyansatte redaktører på Berlingske, BT og Weekendavisen skal tiltræde en "redaktørerklæring", som fastslår at bladenes "grundsyn er konservativt", og at bladene ledes i "national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt".

Ørskov peger endvidere på, at mange "af de private og frie medier er tilmed fondsejede og har dermed ikke andre formål end selve oplysningsvirksomheden". JP/Politikens Hus er således "leverandør af uafhængig oplysning".

Men heller ikke fondsejede medier som Politiken og Jyllands-Posten er politisk uafhængige (kun uafhængige af specifikke politiske partier).

Udover "dansk frisind" er Politikens politiske værdigrundlag socialliberalismen, en idepolitisk retning, der i samfundskampens centrale økonomiske dimension må placeres lidt til højre i det politiske spektrum. Ifølge fundatsen skal Politikens Fond "sikre, at Dagbladet Politiken og Ekstrabladet ledes som uafhængige radikal-socialliberale blade", og bladenes chefredaktører udpeges af fonden. Fonden selv "ledes af en selvsupplerende styrelse" ifølge hjemmesiden JP/Politikens Hus.

Jyllands-Posten favoriserer ligeledes en særlig politisk linje, og JP/Politikens Hus noterer på sin hjemmeside, at bladet "baseres på en liberal borgerlig linje". Fundatsen for Jyllands-Postens Fond fastslår bladet som et "liberalt dagblad", og fonden udpeger bladets chefredaktion. Også Jyllands-Postens Fond ledes af en selvsupplerende styrelse.

Private mediers politiske værdigrundlag
Så hvad har vi? Vi har et privat medielandskab med adskillige medier, som leverer en stor mængde nødvendig og lødig journalistik. Men mange af de samme private medier agerer ikke desto mindre ud fra bestemte politiske værdigrundlag, overvejende til højre for den klassiske politiske midte. Hvilket kan vise sig i tendenser inden for nyhedsvinkling og fokusområder, men ikke mindst viser det sig i opinionsdannende stof som kommentarer, ledere, klummer, blogs, debatindlæg, osv.

Og så har vi et rimeligt neutralt DR, der dog også kan levere eksempler på skævvreden journalistik og kritisable programvalg. Og som kan sættes under et vist pres af ideologiske konjunkturer, nationale prioriteter, stærke partier og organisationer, internt bureaukrati og pamperi.

Men som samtidig på ganske anden måde end private medier er udsat for offentlighedens kontrol og kritik. Aktuelt med debatten om DR-chefers skamløse aflønninger. (Kender vi Ørskovs og andre private mediechefers lønninger?)

DR er styret af demokratiet
Desuden er DR ikke, som fondsejede og privatejede medier, afhængig af en retningsgivende idepolitisk linje eller af indtjeningskravet og den politiske tendens i en privatkapitalistisk ejerkreds.

DR er heller ikke styret af selvudnævnte ledelser, men er grundlæggende ejet og styret af vort valgte demokrati. Et demokrati, der aldrig er perfekt, men dog er afgørende mere demokratisk end private aktionærkredse eller selvsupplerende fondsledelser, der skal sikre en særlig politisk linje og ansætte chefredaktioner i overensstemmelse med samme linje.

Tilbage i 2005 noterede den borgerlige klummeskriver dr.phil. Hans Hauge i Jyllands-Posten, at tidens massemedier var ”som bekendt borgerlige”, de var ”nu næsten helt på ikke-socialistiske hænder”. DR er hverken på borgerlige, socialdemokratiske eller socialistiske hænder.

Hvis Ørskovs kamp mod DR får succes, vil det danske medielandskab blive endnu mere skævvredet til fordel for private opinionsdannende medier med politisk slagside.