Hver anden dansker: Virksomheder skal holde fingrene fra kulturen

MÅLING: Knap hver anden dansker afviser i en ny måling, at private virksomheder skal tage et større medansvar for at støtte og udvikle kunsten og kulturen. Helt forståeligt, mener både Christian Have og Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond, som dog begge gerne vil have de private til at tage et større ansvar for kulturen.

Hver anden dansker mener ikke, at de private virksomheder skal tage større medansvar for at udvikle og støtte kunsten og kulturen herhjemme. Hver tredje dansker mener dog, at virksomhederne skal gøre det.
Hver anden dansker mener ikke, at de private virksomheder skal tage større medansvar for at udvikle og støtte kunsten og kulturen herhjemme. Hver tredje dansker mener dog, at virksomhederne skal gøre det.Foto: Colourbox.com
Per Bang Thomsen

Skal private virksomheder som Lego, Vestas eller den lokale tømmerhandel eller tøjbutik nede på hovedgaden tage et større ansvar for at støtte, men også udvikle og opbygge kunsten og kulturlivet rundtom i Danmark?

Nej, mener godt hver anden dansker ifølge en ny meningsmåling, som A&B Analyse har lavet blandt et repræsentativt udsnit af vælgerne for Altinget : kultur.

Her svarer 48,4 procent af de adspurgte nej til, at private virksomheder skal tage et større ansvar for at støtte, opbygge og udvikle kunsten og kulturen i Danmark.

Godt hver tredje – 32,7 procent – mener omvendt, at virksomhederne skal tage et større kulturelt medansvar, mens 18,9 procent har svaret ”ved ikke” til spørgsmålet.

Vi har en tradition for, at det er staten og fondene men ikke de private virksomheder, der støtter kunsten og kulturen i Danmark. Det er en generel samfundsopfattelse, som tager tid at rykke ved.

Christian Have

Kilde: Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse på nettet for Altinget.dk blandt 1259 svarpersoner. Data er vægtede efter Søren Risbjergs seneste gennemsnit, så de er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 11.09.14-16.09.14. 

Dykker man ned i tallene, er det blandt de vælgere, som ville stemme på blå blok, hvis der var valg i morgen, at modstanden er størst. Her svarer godt 54 procent nej til spørgsmålet, mens omkring 25 svarer ja.

Blandt de røde vælgere er holdningen mere delt. Her har 40 procent af de adspurgte svaret nej, mens 40 procent omvendt har svaret ja til spørgsmålet.  

Svar fordelt på parti 

Målt i procent EL SF S R LA K V DF
Ja 45 34,5 37,7 47,2 5,2 21,9 32,3 22
Nej 43,1 30,2 46,7 30,3 74 67,4 47,1 56,9
Ved ikke 11,9 35,3 15,6 22,5 20,8 10,7 20,6 21,1

Private penge til kulturen
Målingen er blevet lavet i kølvandet på den seneste tids kulturpolitiske debat om, hvorvidt private virksomheder bør tage et større medansvar for kunsten og kulturen.

Hvor der i flere år har været et stort fokus på de private fondes voksende milliardstøtte til det hjemlige kunst- og kulturliv, er der i den seneste tid kommet et stigende fokus på virksomhedernes samspil med kunstnerne og kulturlivet.

Kultur- og kommunikationsmanden Christian Have er en af dem, der længe har talt varmt for, at private virksomheder skal tage et større medansvar for netop at støtte, opbygge og udvikle kunsten og kulturlivet – det, som han betegner som Corporate Cultural Responsibility.

Hvor rigmænd og virksomheder op igennem historien har støttet kunsten og kulturlivet økonomisk gennem donationer og sponsorater, handler Corporate Cultural Responsibility derimod om, at virksomhederne skal tage et aktivt medansvar for, at kunsten og kulturen har gode rammer for at udvikle.

Det kan dreje sig om, at virksomhederne kan drive et lokalt museum eller et kammerorkester. Men det kan også handle om, at en virksomheder betaler nogle lokale kunstnere for at udsmykke den lokale børnehave.

Naturlig og forståelig respons
Christian Have mener dog, det både er ”naturligt og forståeligt”, at hver anden har svaret, at virksomhederne ikke skal tage et større medansvar for kunsten og kulturen.

”Vi har en tradition for, at det er staten og fondene, men ikke de private virksomheder, der støtter kunsten og kulturen i Danmark. Det er en generel samfundsopfattelse, som tager tid at rykke ved,” siger han og fortsætter:

”Men der er begyndt at ske noget, og i de seneste år er der blevet indgået flere og flere samarbejdsaftaler mellem det offentlige og private. Også på det kulturelle område, som eksempelvis i Fredericia, hvor Fredericia Teater, kommunen og virksomheden Monjasa er gået sammen for at støtte teatret. Derfor er jeg også positivt overrasket over, at hver tredje mener, at virksomhederne skal tage et større ansvar,” siger han.

"Det tal ville have været lavere, hvis man havde spurgt for et par år siden."

Større kulturel værdiskabelse med private penge
Der findes ingen samlede tal på, hvor mange millioner private virksomheder årligt bruger på kunsten og kulturen herhjemme. Og Christian Have understreger, at der fortsat er brug for den offentlige kunst- og kulturstøtte, som findes i dag. Ifølge Danmarks Statistik bruger det offentlige i år mere end 23 milliarder kroner på at støtte kulturen.

Men hvis han skulle vælge, ville han ikke have, at staten og kommunerne skulle betale hele kultur-gildet selv.

”Jeg synes tværtimod, at der er en større værdiskabelse i at have nogle samarbejder mellem det offentlige og det private på kulturområdet. De private virksomheder har rigtig meget at give kunst- og kulturlivet. Både i forhold til projektledelse og professionalisering af arbejdsgangen, men også i forhold til at tænke kreativt og udvikle nye produkter og ideer,” siger han og påpeger, at der findes ”en ufattelig stor kreativ kapital i det her land”, som skal udnyttes bedre.

”Danmark har virkelig en horde af kreative erhvervsfolk og udviklere, som skal ind og lege med kunsten og kulturen. Der er brug for dem,” siger Christian Have.

Ørskou: Brug for både offentlige og private penge
Spørger man Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond, er hun langt hen ad vejen enig med Christian Have i, at der er brug for flere private midler i den dansk kunst- og kulturverden.

Og hun ser også gerne, at private virksomheder og aktører går mere aktivt ind og støtter kulturen.

De må dog bare aldrig komme til at stå alene, understreger Gitte Ørskou.

”Vi skal holde tungen lige i munden, for det må ikke føre til, at det bliver en erstatning for den offentlige kunststøtte, vi har i dag. Statens Kunstfond har jo en særlig rolle i at fremme kunsten, og kvalitet er det overordnede parameter for alt, hvad vi gør. Private aktører kan derimod gøre præcis, som de vil, og jeg kan godt frygte, at politikerne kan se deres snit til at skære i kunststøtten, hvis de pludselig kan se, at der kommer så mange private aktører på banen,” siger hun.

”Det er tilstedeværelsen af både staten og de private aktører, der gør, at vi har et fornuftigt kulturliv,” siger Gitte Ørskou, der også er direktør for kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Hun er samtidig ikke overrasket over, at hver anden dansker har svaret nej til, at de private virksomheder skal tage et større kulturelt medansvar.

”Vi mangler de gode eksempler på velfungerende samarbejder mellem det private og det offentlige. Vi mangler gode historier, som når Audi fortæller om samarbejdet med Louisiana, og når Novo Nordisk fortæller, hvordan de bruger kulturen i deres hverdag til at styrke driften af virksomhederne. Når der kommer flere af den slags historier, kunne jeg godt forestille mig, at danskernes holdning til spørgsmålet ændrer sig,” siger Gitte Ørskou.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Have

Grundlægger, Have Kommunikation & PR, forfatter, TV-vært
Dansk, Københavns Universitet

0:000:00