Debat

KADK: Arkitekter og designere kan starte den cirkulære økonomi

DEBAT: Design og arkitektur kan vise vejen med innovative og bæredygtige løsninger, der kan sikre fornyet vækst uden at sætte vores klode over styr, skriver Lene Dammand Lund, rektor ved KADK.

Foto: /ritzau/
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Dammand Lund
Rektor ved KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Cirkulær økonomi er fremtiden. Det er vejen til nationens velstand og verdens frelse. Intet mindre. Sådan lyder det på én gang opløftende og dystre budskab fra politikere og erhvervsliv. Og man skal være mere end almindelig optimistisk for ikke at give dem ret.

Det tager naturen lidt over halvandet år at genopbygge, hvad verdens befolkning forbruger på blot ét enkelt. Og det skønnes, at den befolkning vil vokse fra 7 milliarder i dag til cirka 10 milliarder i 2050.

Knapheden af ressourcer er dermed en af de største globale udfordringer, vi står over for, og det kan ikke gå for hurtigt med at sætte en stopper for rovdriften på naturens materialeressourcer. Der skal udvikles nye økonomiske modeller, som blandt andet kan inkludere sociale, økologiske og kulturelle faktorer.

Fakta
KADK er aktuel med udstillingen ”Cirkulær økonomi i arkitektur og design”, og sætter i efteråret yderligere blus under uddannelse og forskning i cirkulær økonomi med en åben seminarrække om emnet med gæsteforelæsninger fra flere af verdens førende arkitekter og designere på området.    

Kilde: KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Nogen skal vise vejen med nye løsninger, så vi kan sætte skub i udviklingen. Løsninger som sikrer, at materialer regenereres og genanvendes, og som er generøse med værdi, der rækker ud over deres egen finansielle fortjeneste.

Det er med andre ord ikke et spørgsmål om, hvornår vi skal sætte gang i en omstilling til cirkulær økonomi – for det skal vi nu – men et spørgsmål om hvordan? 

Omstillingen kræver, at vi tør arbejde innovativt og eksperimenterende med udviklingen af nye services og materialer og med genanvendelse og bevaring af de gamle.

Lene Dammand Lund
Rektor ved KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Bæredygtige og cirkulære løsninger inden for byggeri
Arkitektur og design er i min optik helt central i besvarelsen af det spørgsmål. 30 procent af alt affald kommer fra opførelse og nedbrydning af byggerier, og 40 procent af al den energi, vi forbruger, forbruges i bygninger.

Det ligger derfor lige for, at nøglen til de forandringer, vi ønsker os, i vidt omfang ligger hos byggeerhvervet og hos de arkitekter, der skal være med til at udvikle bæredygtige og cirkulære løsninger inden for byggeri og planlægning.

På samme måde ligger nøglen hos designere, der kan skabe nye bæredygtige services og produkter, der kan recirkuleres. Og KADK’s Konservatorer skal kontinuerligt udvikle viden om materialers ældning, som vi kan bruge i designprocessen.

Det er en opgave og et ansvar, vi på KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – længe har været os bevidst. Vi har de seneste år skruet op for såvel undervisning som forskning i cirkulær økonomi. 

Forsøg viser allerede vejen for den cirkulære økonomi
Omstillingen kræver, at vi tør arbejde innovativt og eksperimenterende med udviklingen af nye services og materialer og med genanvendelse og bevaring af de gamle. Men den kræver også, at vi med den nye indsigt forstår at skabe løsninger af høj æstetisk og funktionel kvalitet.

Løsninger som mennesker rent faktisk har lyst til at bruge – gerne i mange år. Det er sådan, vi arbejder på KADK, og vores forskning og vores kandidaters kompetencer kan derfor bidrage betydeligt til at sikre bedre trivsel uden at sætte vores klode over styr.

Lad mig nævne et par eksempler:

På forskningsniveau undersøger holdet bag projektet “Flora Robotica”, hvordan brug af ny robotteknologi kan manipulere planter til at ”gro” smukke arkitektoniske strukturer frem – på sigt måske endda hele bygninger.

Teknologien kan betyde, at fremtidens byggeri ikke behøver bruge af naturens ressourcer, men tværtimod kan skabe de nødvendige ressourcer selv. Fuldt nedbrydelige og naturlige ressourcer vel og mærke, der derfor kan bruges igen og igen.

I den anden ende af spektret finder vi projektet ”See Salt” udviklet af bachelorstuderende Natasha Linde Krebs, der med afsæt i spørgsmålet: Hvordan laver man bæredygtig emballage af havsalt – til havsalt?, har udviklet et alternativ til den traditionelle plastemballage bestående af vand, papirlim og salt.

Udover at være skabt af naturlige og nedbrydelige materialer, har emballagen også en interessant æstetisk værdi, fordi dens tekstur skaber associationer til selve udvindelsen af salt.

Begge projekter udstilles nu på udstillingen ”Cirkulær økonomi i arkitektur og design”, der præsenterer i alt 14 nye bud på innovativ arkitektur og design, der kan bidrage til en omstilling fra lineær til cirkulær økonomi med nye løsninger og strategier, der trækker på principper for genanvendelse, recirkulation og udvikling af nye bæredygtige materialer.

Jeg håber, at de politikere og erhvervsfolk, der med rette har erklæret omlægningen til cirkulær økonomi nødvendig, vil lægge vejen forbi. For ligesom omlægningen er uomgængelig, er KADK’s forskning og kandidater uomgængelig for, at den omlægning kan blive en succes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Dammand Lund

Rektor, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering, medlem af 2030-panelet
Arkitekt (Arkitektskolen Aarhus 1991), MBA-byg (CBS 2004)

0:000:00