Krab-Johansen: Lad os åbne døren for mangfoldigheden

Af Anders Krab-Johansen
Administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Dagbladet Børsen

Når jeg tænker på mediestøtte, er min første tanke: øl. En traditionel dansk pilsner i en 33 centiliters grøn genbrugsflaske. 

For ti år siden var det indbegrebet af danskhed. Trygt og godt. Alle værnede helt ubevidst om netop denne øl. Store bryggerier købte mindre bryggerier op og standardiserede. En varieret dansk ølkultur forsvandt næsten i den proces. Supermarkederne solgte standard-øl billigere og billigere. Afgiftssystemet var indrettet, så udenlandske konkurrenter blev holdt væk. Og genbrug af glasflasker var ophøjet til indbegrebet af grøn tænkning, som blev brugt som handelshindring. I al venskabelighed naturligvis.

Alle var glade, troede politikere, bryggerier, fagforeninger, supermarkeder, embedsmænd og grønne organisationer. Kun én gruppe var uenige, og det var forbrugerne. De efterspurgte specielle øl. Små danske øl, internationale ølbrands og konkurrence fra andre typer drikkevarer. Kan I huske det? Forbrugerne vandt, og nu kan man købe øl i alle former, til alle smagsløg og varierende priser i Danmark.

Branchen er gået i baglås
Mediemarkedet er håbløst forældet herhjemme. Vi har været vidne til en standardisering over de seneste årtier, som har gjort dansk presse til vor tids billige danske pilsner. 

Beklager, at min dom er så barsk. Men da jeg begyndte som journalist i 1990’erne, var den private presse stolt. De landsdækkende dagblade var stærke, i de fleste større byer var der flere lokale dagblade, DR havde fået konkurrence af TV 2, og kun radiomarkedet var monopoliseret af Danmarks Radio. 

Den vigtigste øvelse for kulturminister Bertel Haarder (V) og partierne i Folketinget er, at de får lavet et fair digitalt marked, mens man justerer og afvikler den traditionelle licens og mediestøtte.

Anders Krab-Johansen
Administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på Dagbladet Børsen

Siden har dagbladene kun indskrænket, rationaliseret og lagt sig sammen i regionale mediehuse. Nordjyske Medier, Jysk Fynske Medier og Sjællandske Medier har erstattet den traditionelle presse, hvor der var konkurrence mellem røde og blå verdensbilleder.

Jeg forstår det godt. Markedet for printannoncer har pil ned, læserne bliver digitale, og betalingsvilligheden falder. Folk skal i forvejen betale licens, internet, måske kabel-tv, mobilabonnement, Spotify og Netflix.  Når brugerne og annoncører finder andre veje, skal der naturligvis rationaliseres. 

Tid til at se fremad
Vi har brug for mangfoldighed i medierne. Medierne påvirker borgernes verdensbillede, og derfor er pressen en vigtig del af den jord, som vores demokrati vokser i. Misforståelsen i Danmark er, at løsningen er langt væk. Det er helt forkert. 

Mulighederne for at få mere pluralisme har aldrig været større. Vi behøver ikke nøjes med standardløsninger, som er det dominerende medieudbud i disse år. I min optik er nyheder og debat fra DR, TV 2 og de dominerende private medier blevet alt for ens. Den digitale medierevolution giver nye muligheder, hvis vi tør åbne døren.

Min frygt er, at politikerne af hensyn til DR og de kriseramte aviser nøjes med at lappe på det nuværende system med licens, mediestøtte og momsfritagelse for dagblade. I efteråret gælder det forhandlingerne om aviserne og internetmediernes statsstøtte, mens det er licensen til DR, TV 2-regioner og Radio24syv næste år. 

Herfra skal lyde en opfordring til politikerne om, at de skal se lidt længere. I dag tænker vi stadig tv, radio, aviser og internet. 

Mit gæt er, at de fleste medieformater vil fortsætte, men i mindre omfang. Det er ikke anderledes, end at vi stadigvæk har teatre, biografer og tv, selv om streaming vokser hastigt. Men om få år er digitale medier absolut dominerende. Det er her, pengene er, og det er her, der bliver sat en dagsorden.

Vilkårene skal være ens for alle
Derfor er den første opgave at sikre, at fremtidens digitale medieudbud fremmes. Tænk på øl-markedet. Her skal gøres plads til mangfoldighed. Dansk og udenlandsk, småt og stort, høj kvalitet og hurtigt fordøjeligt. 

Politikerne skal sikre ens konkurrencevilkår for alle, uanset om medieejeren er kommerciel, en fond eller staten. Den enkle vej til et bredt medieudbud er nulmoms for digitale medier, som man har indført i for eksempel Norge og Frankrig. Jeg har tidligere foreslået dette i en leder i Børsen, og jeg kan læse her i Altingets mediedebat, at chefredaktør Troels Mylenberg, som repræsenterer en stribe regionale medier, har gjort sig samme overvejelser. 

Lige vilkår for alle. Enkelt at forstå, enkelt at administrere.

Balancen er skæv
Dernæst kommer slagsmålet mellem DR og dagbladene, som kører i disse år. Den eksisterende mediestøtte har forskubbet magtforholdet til fordel for de statsejede medier, DR og TV 2. 

I min bog Vi vinder når vi vågner fra 2015 gengav jeg tallene for statsstøtte til danske medier i 2014: DR fik 3,7 milliarder kroner i licens og TV 2-regionerne modtog 500 millioner kroner. Til sammenligning var mediestøtten til samtlige landets aviser og internetmedier under 400 millioner kroner, og værdien af momsfritagelsen for alle dagblade faldet til 500 millioner kroner. Tallene fortæller historien om, at den klassiske balance mellem kommercielle medier, fondsejede medier og statslige medier er tippet i statens favør. Det er usundt for pluralismen.

I den nuværende situation vil det være sundt at åbne op. Politikerne skal skabe konkurrence på radiomarkedet. Hvis DR ikke var så dominerende, og hvis radioloven var til at forstå, kunne jeg sagtens se Børsen åbne en radiokanal. Som tingene er, tør jeg ikke engang tænke tanken. 

Mastodonten koster mangfoldigheden
Tv-markedet trænger også til konkurrence mellem stat og privat. TV 2 burde sælges. Man kan eventuelt splitte TV 2-familien op, så det kun er de landsdækkende kanaler, der privatiseres. Tilbage står regionerne, som har stor betydning i de enkelte landsdele. Her er opgaven at genskabe reel konkurrence i et marked, hvor også DR’s P4 fylder godt. 

Mit forslag er, at man sælger regionerne stykvis, så lokale aktører kan indtage tv-scenen, mens den stadig er levende, og med henblik på et fremtidigt digitalt marked for levende billeder.

DR er blevet en mastodont herhjemme. Engang var det måske fornuftigt, fordi teknikken var dyr. Men der er ingen rationel begrundelse for, at DR breder sig ud i alle hjørner af mediebilledet. 

Jeg er ikke modstander af en public service-station. Danmark er et lille sprogområde, og det er fornuftigt med danske nyheder, dansk debat, dansk kultur, dansk drama, dansk børne-tv og andet, hvis det kommercielle marked ikke leverer. Men at definere alt, hvad DR laver, som public service er meningsløst. 

Lad os få en holdbar, folkelig definition og dernæst skære resten fra. DR’s profil på nettet bør afspejle denne public service-definition. 

Man kan sende tv og radio på digitale platforme og i digitale formater. Men det er meningsløst at hugge avisernes nyheder og lave generel underholdning til digitale brugere, og det er helt meningsløst, at DR deler alt systematisk på Facebook og andre sociale medier. 

Måske virker det moderne, men realiteten er, at den metode skader mangfoldigheden, fordi DR dominerer på alle platforme.

Kvalitet i højsædet
Nu har jeg skrevet langt, jeg beklager. Men netop dette emne ligger mig på sinde. Lad mig slutte med aviserne. 

Der leveres stadig kvalitet fra de publicistiske danske dagblade. Det gælder dansk politik, international dækning, debat og lokalt stof. Alle disse traditionelle avistitler vil få lettet omstillingen fra print til digital med en nulmoms, som gør det attraktivt at udvikle en digital forretningsmodel, især hvis DR’s dominans dæmpes lidt. 

Jeg anerkender, at der er en udfordring med titler som Information, Kristeligt Dagblad og visse regionale aviser, som vil dø uden bladstøtte. Mit bedste bud er, at politikerne vedtager en langsigtet afvikling af den traditionelle støtte til aviserne, som varer i op til ti år. Så er der tid til omstilling fra print til digital. 

Dernæst kunne man oprette publicistiske puljer, som kan søges af alle medier til projekter, som fremmer demokrati, kultur og andet, som svarer til public service-forpligtigelsen for DR.

En fair fremtid uden mediestøtte
Tiden er forbi, hvor mediebrugerne ville nøjes med en standardflaske med et standardindhold. 

Mangfoldigheden kommer. Hvis de danske medier ikke leverer, hvad brugerne ønsker, og det gælder både høj og lav, så vil udenlandske aktører stå på spring. Det lover jeg. 

Adgangsbarrieren falder dag for dag, og Danmark bliver let at indtage om få år. 

Derfor er den vigtigste øvelse for kulturminister Bertel Haarder (V) og partierne i Folketinget, at de få lavet et fair digitalt marked, mens man justerer og afvikler den traditionelle licens og mediestøtte.