Kulturminister freder DR-formand trods politisk pres

MEDIER: Både Venstre og DF opfordrede i weekenden DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen, til at trække sig. Men kulturminister Mette Bock (LA) har ikke tænkt sig at gribe ind.

Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Peter Pagh-Schlegel

Forargelsen over DR’s ledelse var massiv, da det i løbet af sommeren blev kendt, at afgående mediedirektør i DR, Gitte Rabøl, skulle fortsætte i en nyoprettet stilling som mangfoldighedskonsulent til samme løn på cirka 2 milioner kroner årligt.

Søndag aften valgte Gitte Rabøl at opsige sin stilling, hvorfor politikerne rettede kanonerne mod DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen, i stedet.

Først opfordrede Dansk Folkeparti formanden til at trække sig, og efterfølgende fulgte Venstres medieordfører, Britt Bager (V), trop med en lignende opfordring.

Kulturministeren har i sidste ende ansvaret for DR’s bestyrelse, men hun ønsker ikke at gribe ind.

Jeg repræsenterer regeringen og bliver derfor nødt til at have en professionalisme og respektere armslængden

Mette Bock (LA)
Kulturminister

”Når vi politikere laver medieaftale, så kigger vi også på bestyrelsessammensætningen. Det er det tidspunkt, det skal gøres på. Og ikke på noget andet tidspunkt,” siger kulturminister Mette Bock (LA) til Altinget.

Det nuværende medieforlig udløber ved udgangen af 2018, og indtil da garanterer ministeren, at Michael Christiansen bliver siddende som bestyrelsesformand, medmindre han selv vælger at gå af.

”Hvis han selv vælger at gå af, så har vi en anden situation, som jeg skal forholde mig til. Men jeg vil hverken opfordre ham til at blive eller gå af,” siger hun.

Bock: Respekterer armslængden
Mener du, at det er forkert, når medieordførerne for V og DF kommer med en sådan opfordring?

”Jeg repræsenterer regeringen og bliver derfor nødt til at have en professionalisme og respektere armslængden. Men ordførerne må sige lige, hvad de vil, præcis ligesom jeg heller ikke blander mig i, hvad folk i DR siger,” lyder det fra ministeren.

Michael Christiansen blev første gang udpeget til bestyrelsesformand i DR i 2009 af daværende kulturminister Per Stig Møller (K) og blev genudpeget af Marianne Jelved (R) i 2014.

Bestyrelsesformanden understregede i fredags i P1-radioprogrammet Mennesker og medier, at det udelukkende er regeringen, der kan afgøre hans skæbne, men at han er villig til at tage konsekvensen, hvis han får besked om det.

"Det er regeringen, der har udnævnt mig, og det er derfor regeringen, der tager stilling til, hvorvidt der foreligger et grundlag for at afskedige mig. Når man er udpeget af skiftende regeringer, som jeg er, så kan man også fyres af skiftende regeringer. Jeg skal nok forstå det, hvis nogen siger til mig, at 'nu synes vi, du har siddet der længe nok'. Det vil der være om et år, og så går jeg af mig selv. Men hvis det skal være inden da, så må de jo bare fortælle mig det," sagde han til Mennesker og medier i fredags.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Michael Christiansen

Formand, Jazzhus Montmartre, teatret Sort/Hvid og Black Box , fhv. bestryrelsesformand bestyrelsesformand, Fjord&Bælt og DR, fhv. direktør , Det Kgl. Teater
cand.jur. (Københavns Uni. 1970)

0:000:00