Musikskoleleder om rapport: Gode takter, men også unoder

Af Jan Jacobsen
Leder af Aalborg Kulturskole og næstformand i Danske Musik- og Kulturskoleledere

Det går godt på musikskolerne.

For nylig havde TV-avisen et indslag fra Hjørring Musiske Skole, hvor 1000 børn i dette skoleår kan spille et instrument. Over hele landet udvikler og igangsætter musikskolerne samarbejdsprojekter med folkeskolerne. Flere børn opdager glæden ved at spille og synge, og på Aalborg Kulturskole har vi mere end 6.000 tilmeldinger alene i dette skoleår.

Det er ikke enestående, for hele landet rundt er der gode historier om, hvad musik- og kulturskolerne har gang i. På Kulturmødet på Mors i sidste uge blev der sagt musikskole eller kulturskole i stort set alle arrangementer. Kommunerne er simpelthen glade for og stolte af deres musikskole eller kulturskole.  

Gode elementer i rapport
På Kulturmødet blev rapporten "Musikskolerne i Danmark" offentliggjort. I rapporten kan man læse, at ”musikskolerne er bærere af musikkultur og musikalsk kulturarv. Musikskolerne er knudepunkter for det lokale musikliv og kulturlivet i kommunerne. Musikskolerne udgør et landsdækkende netværk af musikalsk kompetence.” Det er svært for en musikskoleleder at være utilfreds med den karakteristik.

Rapporten Musikskolerne i Danmark er blevet til på baggrund af arbejdet i et udvalg med titel af musikskoletænketank nedsat af kulturministeren. 11 tænketanksmedlemmer og fem embedsmænd har diskuteret musikskoler i halvandet år.
Det er godt at rapporten Musikskolerne i Danmark giver et indblik i, hvor bredt musikskolerne når ud, og hvor stærkt musikskolerne står som lokale kulturinstitutioner. Det er også godt, at rapporten kommer med anbefalinger til, hvordan musikskolernes kvalitetstilbud fortsat kan udvikles. For vi skal ikke hvile på laurbærrene.

Det er ikke så godt, når der i rapporten står en anbefaling, der risikerer at rokke ved vores fundament, nemlig den eksisterende økonomiske model for musikskolerne.

Jan Jacobsen
Leder af Aalborg Kulturskole og næstformand i Danske Musik- og Kulturskoleledere

Risikerer at rokke ved musikskolers fundament
Men det er ikke så godt, når der i rapporten står en anbefaling, der risikerer at rokke ved vores fundament, nemlig den eksisterende økonomiske model for musikskolerne.

Musikskolernes økonomiske model er fordelt på kommunerne, eleverne og staten. Kommunerne- musikskoleejerne – er største bidragsyder, elevernes betaling er nummer to, og statens refusion til kommunerne nummer tre. Statens bidrag er beskedent i forhold til kommuners og elevers, men alligevel noget man misunder os i Norge og Sverige. Finnerne med deres berømmede uddannelsessystem opererer selvfølgelig med et statsligt bidrag i en helt anden størrelsesorden. Der er det os, der er misundelige på finnerne.

Den store fordel ved den eksisterende økonomimodel er, at den – ret enestående inden for kulturområdet – sørger for, at de statslige midler fordeles jævnt over alle kommuner. Det er altså ikke hovedstaden, der favoriseres med statslige midler. Tværtimod får mange kommuner en større pose penge end hovedstaden på dette ene kulturområde. Fordi alle kommuner får refunderet efter samme procentsats. Samtidig er modellen enkel og derfor billig at administrere.  

Allerhøjst en halv sandhed
Tænketankens rapport foreslår, at den eksisterende økonomimodel ændres. Begrundelsen er, at modellen ikke fremmer en lav elevbetaling. Men det er allerhøjst en halv sandhed. Den anden halvdelen af sandheden er, at økonomimodellen heller ikke hindrer en lav elevbetaling. Modellen er garant for, at den samlede sum af betaling fra en musikskoles elever er så lav, at den højst udgør en tredjedel af udgifterne.

Begrundelsen for at ændre musikskolernes økonomiske fundament holder altså ikke. Tænketanken har heller ikke et bud på, hvad der i givet fald skulle ændres til. Der anbefales blot en ændring.

Hvis man skal anbefale noget, er det ikke selve modellen, der bør ændres. En tidssvarende investering fra statens side ville derimod gøre en forskel. Staten bidrager pt. med beskedne 80 millioner kroner. Det giver en refusion til kommunerne på 12,68 procent, hvor tanken var, at staten skulle bidrage med 20 procent.  

Et forslag om at ændre en velfungerende model – men ikke til hvad – giver selvsagt anledning til bekymring. For det er pænt sagt ikke konsoliderende for musikskolernes udvikling med en sådan usikkerhed.

Mangler at adressere nogle udfordringer
Tænketanken opstiller en lang række anbefalinger til udvikling af musikskolerne: om fællesskab, tilgængelighed, mangfoldighed, samarbejder, kompetenceudvikling, frivillige, talentarbejde og så videre. Anbefalingerne er i vidt omfang inspireret af, hvad der allerede foregår på musikskolerne. Rapporten er på den måde en opsummering af best practice. Et idékatalog til musikskolerne. Det er rigtig fint.

Musikskoletænketanken har også skullet se på økonomisk tilgængelighed. Det koster jo noget at gå i musikskole.

Samarbejder mellem musikskole og folkeskole er den oplagte mulighed for at nå ud til en bred kreds, der ellers ikke ville komme i musikskolen. For eksempel af økonomiske årsager. Rigtig mange af de igangværende samarbejder mellem de to skoleformer har dette sigte.  

Man kunne derfor have ønsket, at rapporten var kommet et spadestik dybere med at adressere udfordringerne i disse samarbejder. Anbefalinger om, at kommunalpolitikerne ’skal drøfte samarbejdet’, og at ’det skal have ledelsesmæssigt fokus’, har man nok været godt omkring i de fleste kommuner.

Men hvad med udfordringer med at skabe bæredygtige samarbejder og ikke kun projekter? Eller med forskellige didaktikker? Eller faggrænser? Det siger rapporten desværre ikke noget om.

Kommer tid, kommer råd
Halvdelen af landets kommuner driver kulturskoler, hvor man ud over musik også tilbyder undervisning i f.eks. billedkunst, scenekunst eller animation. Bevægelsen fra musikskole til kulturskole er en af de mest omkalfatrende i musikskolelandskabet, men nævnes kun sporadisk i rapporten. Kulturskolebegrebet kunne være udfoldet mere. Til gengæld kunne man have skippet talmaterialet.

Det skæmmer nemlig rapporten, at der videregives ikke-valide data. Da Kulturstyrelsen i 2012 overlod musikskolestatistik til Danmarks Statistik, blev der ikke fulgt op med klare retningslinjer for kategoriseringer af elever og undervisning. Resultatet er, at man sammenligner pærer og bananer, samt at en stor del af musikskolernes elever og aktiviteter slet ikke tælles. Tænketanken konstaterer da også selv, at tallene er mangelfulde, og at der skal udarbejdes klare retningslinjer. Alligevel bugner rapporten af tal. Det er rigtig ærgerligt.

Men kommer tid, kommer råd. Nu skal der laves retningslinjer for statistikken, og der skal arbejdes for den bedste økonomiske model. Der skal også arbejdes for de andre kunstarter.

Hvis vi vil vinde fremtiden, skal vi styrke det indblik og udblik, børn og unge får, når de aktivt folder sig ud i musik og kunst. Der er utakt i tænketankens tal, ja, men rapporten anslår også gode takter.

Ønsket om, at så mange børn og unge som muligt skal få adgang til et musikalsk og kunstnerisk kvalitetstilbud, deler vi.