Nordens kulturministre frygter for mediernes fremtid

ANNONCEKRISE: Annoncerne i private, nordiske medier flytter over på amerikanskejede, sociale medier, og udviklingen fortsætter, hvilket bekymrer de nordiske kulturministre, der vil følge udviklingen tæt.

Foto: Torben Christensen/scanpix
Rasmus Nielsen

Nordicom – et nordisk videncenter for medie- og kommunikationsforskning – har på opdrag af Nordisk Ministerråd for kultur udarbejdet den første fuldstændige analyse af udviklingen på annoncemarkedet i Norden mellem 2011 og 2016.

Rapporten blev præsenteret for de nordiske kulturministre i går på Svalbard, og udsigterne er dystre.

Under overskriften ”Kampen om reklamerne” er den klare konklusion i rapporten nemlig, at digitaliseringen har haft store konsekvenser for det nordiske medielandskab.

”Den digitale udvikling har ført til en omfattende ændring af forudsætningerne for kommercielt finansierede medievirksomheder i Norden. Medier på nationalt og lokalt niveau har svært ved at konkurrere med de reklameløsninger, som tilbydes af globale, digitale aktører såsom Google, Facebook og YouTube. Selvom der er forskelle fra land til land, taler tendensen sit tydelige sprog, og Nordicom forventer, at udviklingen vil fortsætte i samme retning. Når over halvdelen af de digitale reklameinvesteringer går til udenlandske virksomheder, risikerer man, at mange medievirksomheder ikke vil overleve. Det kan påvirke mangfoldigheden i det nordiske medielandskab,” hedder det i rapporten.

Ønsker pluralisme
Ministrene drøftede rapportens konklusioner og udviklingens betydning for det fremtidige nordiske medielandskab.

Ministrene siger sammen i en udtalelse:

”Vi ønsker at sikre et bæredygtigt, pluralistisk medielandskab med en god balance mellem public service-kanaler, privatejede medier, globale netmedier og nye, innovative medieprojekter. Det er en helt grundlæggende forudsætning for den brede og frie demokratiske debat i de nordiske lande. Vi ser derfor med bekymring på udviklingen på reklamemarkedet og de konsekvenser, som den kan få for medielandskabet. Det er en udvikling, som vi følger nøje – også på nationalt niveau.

For at identificere mulige konkrete tiltag inden for det nordiske samarbejde vil vi iværksætte en policy-undersøgelse, som skal komme med anbefalinger. Undersøgelsen skal munde ud i et resultat, som kan fremlægges på det næste møde mellem de nordiske kulturministre.”

Tænketanken Mandag Morgen barsler med en rapport for Kulturstyrelsen om emnet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00