Politisk strid om bibliotekers digitale udlån

GRATIS: Bibliotekernes gratis udlån af e-bøger skaber politisk strid i Folketinget. DF's Alex Ahrendtsen er klar til at gennemtvinge salg af eReolen - men anklages nu af Mogens Jensen (S) for at ville ødelægge ”den danske bibliotekstradition.”

Et støt stigende antal danskere låner digitalt på eReolen, når de benytter sig af bibliotekernes tilbud.
Et støt stigende antal danskere låner digitalt på eReolen, når de benytter sig af bibliotekernes tilbud.Foto: Colourbox
Erik Bjørn Møller

De offentlige bibliotekers gratis udlån af e-bøger til danskerne er så populært, at det udgør en trussel mod de private forlag, der frygter, at danskerne er i gang med at lære, at bøger er gratis.

Derfor truer Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, nu med et politisk indgreb, der skal tvinge bibliotekerne til at sælge eReolen i stedet for at drive en gratis, skatteyderbetalt bogtjeneste, der udkonkurrerer de private aktører på markedet.

Lovskytset skal rettes mod bibliotekerne
”Bibliotekerne har kommunale skattekroner i ryggen, men deres digitale udlån fra eReolen truer med at ødelægge det danske e-bogsmarked. Hvis branchen ikke finder en fælles løsning, må vi stille os selv det spørgsmål, om tiden ikke er inde til, at bibliotekerne sælger eReolen. Det er bibliotekerne, der er de store i det her spil, så det er også dem, vi skal rette lovskytset imod,” lyder det fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen.

Det kommunale udlån af e-bøger har medført, at salget af e-bøger er stagneret. Det har fået en række forfattere og forlag til at trække deres bøger fra eReolen, fordi udlån af e-bøger ikke udløser biblioteksafgift.

Reelt betyder forslaget, at man privatiserer biblioteket og indfører brugerbetaling. 

Mogens Jensen
Kulturordfører for Socialdemokratiet

Blandt dem, har trukket sig, er blandt andre Gyldendal, JP/Politikens Forlag, Gad og Modtryk.

"Danskerne lærer, at bøger er gratis"
”Vi frygter, at den vækst og ihærdighed, vi ser på eReolen, er i gang med at lære danskerne, at bøger er gratis,” har det tidligere lydt fra ledelsen i Gyldendal, mens også JP/Politikens forlag har påpeget, at det digitale biblioteksudlån er ”løbet løbsk” og er udtryk for en glidebane, der kan ”få ødelæggende betydning for udviklingen af hele bogmarkedet.”

Forlagenes tilbagetrækning fra eReolen har medført et fald i titler hos eReolen fra godt 12.500 e-bøger til ca. 9.200 e-bøger og fra ca. 5.100 lydbøger til ca. 4.300 lydbøger. Der er stadig over 250 andre forlag, der deltager i eReolen.

Forsøg på at nå frem til en aftale mellem forlagene og bibliotekerne er strandet, og derfor har Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen tabt tålmodigheden med bibliotekerne.

Men Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, tager skarpt afstand fra Alex Ahrendtsens udtalelser.

”Han er godt i gang med at ødelægge den gode, danske bibliotekstradition, som sikrer, at alle, uanset pengepung, har adgang til bøger og information via biblioteket,” siger Mogens Jensen.

Brugerbetaling på biblioteket
”Reelt betyder forslaget, at man privatiserer biblioteket og indfører brugerbetaling. Det er beklageligt, at Dansk Folkeparti – i en tid hvor vi skal diskutere, hvilke værdier der er vigtige for Danmark – nu angriber en af de vigtigste, nemlig at vi via fælles finansiering af biblioteket er med til at sikre danskernes lige adgang til bøger, oplysning og information,” siger Mogens Jensen.

Formanden for Danmarks Biblioteksforening, Steen B. Andersen, der er socialdemokratisk kulturudvalgsformand i Aarhus, er dybt forundret over Alex Ahrendtsens udtalelser, som han mener er udtryk for en ”mistolkning” af kommunernes eReol.

”eReolen er IKKE et kommercielt tilbud, men bibliotekernes udvælgelse af e-bøger, som borgerne kan låne,” skriver han i et debatindlæg i Altinget.

Biblioteksformanden mener ikke, at en privatisering af eReolen vil løse de udfordringer, som digitaliseringen skaber.

”I Biblioteksforeningen arbejder vi stadig på at udbrede danskernes lyst til at læse, og derfor mener vi, at det er nødvendigt, at bibliotekerne har lov til at indkøbe og udlåne bøger til de borgere, som betaler til dem over skatten,” skriver Steen B. Andersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra kulturminister Bertel Haarder (V).

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00