Professor: Danmarkskanon skal give plads til mangfoldighed

Af Garbi Schmidt
Professor ved RUC

Danmarkskanon.

Vi skal have en sådan, er den politiske beslutning. Os, folket. Vi skal vide, hvem vi er. Hvad vi var. Hvad vi har tilfælles. Have defineret og præciseret, hvad vi kan være stolte af (kan man have en kanon om det modsatte?).

Jeg gætter på, at dette er bevæggrundene for at sætte processen i gang. Og vel er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man som nation kan lære at fortiden. At tale om, hvad vi ønsker for fremtiden. Spørgsmålet er dog, på baggrund af hvilke forudsætninger – og med hvilke mål?

Det er faktisk ikke helt – faktuelt - ligetil at indramme, hvem "vi" er som folk – hverken i nutiden eller i fortiden. Herunder hvad vi ønsker, at "vi’et" skal blive til. Hvem har i øvrigt mulighed for at definere "os"? Hvem fører pennen, redigerer, tager den endelige beslutning?

En kanon kan være med til at understrege et fællesskab, hvad en gruppe mennesker, et folk er fælles om. Hvad sker der, hvis man træder en lille smule ved siden af? Hvis man for eksempel ikke lever og forstår danskhed, som en kanon over det danske foreskriver. Kan man det? Skal en Danmarkskanon åbne op for kreativ udforskning af fælles nuværende værdier – og udforskning af nye veje? Eller det modsatte?

Danmarks fjerne fortid er flerkulturel. Danmarks nære fortid er flerkulturel. Kan man slå en streg over dette forhold ved blot at pege på Jellingestenen eller folkehøjskolerne?

Garbi Schmidt
Professor ved RUC, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab

Et flerkulturelt Danmark
Hvad er danskhed i det hele taget for en størrelse? Historisk set er Danmark langt fra monokulturel. Før 1864 talte en tredjedel af befolkningen i det danske rige tysk. Danmark har igennem størstedelen af sin historie været et flerkulturelt land.

Går vi tilbage til slutningen af det 18. århundrede, blev en soldat, som ikke kunne tysk, ikke betroet en særlig ansvarsfuld post. Efter 1864 har vi set større bølger af indvandring fra Sverige, Rusland, Tyskland, Polen, (eks-)Jugoslavien, Pakistan, Tyrkiet og mange andre lande. Danmarks fjerne fortid er flerkulturel. Danmarks nære fortid er flerkulturel. Kan man slå en streg over dette forhold ved blot at pege på Jellingestenen eller folkehøjskolerne? Vil det ikke være at indsnævre ”det danske”, hvis man virkelig skal tage historien alvorligt?

Skal en Danmarkskanon være et blik mod fortiden, eller et blik mod fremtiden? En kanon kan vælge at fokusere på det, som var (i sin mangfoldighed), men den kan også indeholde et fokus på, hvad man som nation ønsker at blive. Hvilke værdier skal vores samfund bygge på i en globaliseret tidsalder? Det svære her er at argumentere for, om bestemte værdier er ypperligt og helt specielt danske.

Globale strømninger 
Ofte i politiske diskussioner refereres der til tolerance, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed og demokratisk sindelag som gode danske værdier. Sagen er jo, at disse værdier i ligeså høj grad kan betegnes som europæiske værdier.

Danske værdier er præget af globale strømninger, herunder ikke mindst oplysningstidens idealer. Født af tænkere, som blandt andet havde hjemme i England, Frankrig og Tyskland. Vi havde klart en Holberg. Som i øvrigt var inspireret af franske Moliere. Begge forfattere var påvirket af den italienske commedia dell'arte.

Vi kan således ikke diskutere ”det danske” uden et blik på historien. Og på verden.

Paradoksale kulturbesparelser
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at diskussionen om en Danmarkskanon kommer på dagsordenen på et tidspunkt i den danske historie, hvor der skæres drastisk ned på kultur- og vidensinstitutioner.

På universiteterne er der skåret ind til benet, og hele fag nedlægges. På det Kongelige Bibliotek, som forvalter en del af den danske kulturarv, skal hver syvende medarbejder fyres. Hvilket har betydning for forskning og befolkningens adgang til historiske kilder.

På den ene side skal vi forstå og tale om det danske. På den anden side skæres der i mulighederne for som borger at komme direkte i kontakt med den mangfoldige kulturarv, som vi deler.