Debat

S: Bøsserne skal med i Haarders kulturkanon

DEBAT: Kampen for homoseksuelles og seksuelle minoriteters ligestilling bør indgå i kulturminister Bertel Haarders (V) nye såkaldte Danmarkskanon, skriver Mogens Jensen (S).

Kampen for homoseksuelles og seksuelle minoriteters ligestilling skal med i Danmarkskanonen, skriver Mogens Jensen (S).
Kampen for homoseksuelles og seksuelle minoriteters ligestilling skal med i Danmarkskanonen, skriver Mogens Jensen (S).Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen (S)
Kulturordfører

Der kan stilles mange spørgsmål til Bertel Haarders nye kanon-projekt.

Har vi ikke rigeligt med kanoner i forvejen? Så mange, at det måske i højere grad er på tide med en kanon over alle kanonerne. Bliver de i det hele taget brugt til noget? Og er initiativet ikke bare én stor afledningsmanøvre fra de dramatiske nedskæringer på kulturarven, som kulturministeren gennemfører i denne tid?

Og jo – det er der noget om, men jeg vælger den positive og konstruktive tilgang. For jeg mener, det er vigtigt, at vi hele tiden, og gerne sammen og offentligt, går på opdagelse i vores egne forestillinger og vores egen kulturarv.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvilke værdier former os?
Hvilke værdier lægger vi vægt på? Hvad er det for nogle principper, vi historisk og demokratisk har formet vores land efter? Værdier er kommet et sted fra, og ved at dykke ned bag dem og diskutere dem får vi et oplyst standpunkt og kan bedre gå fremtiden og det nye i møde. Derfor vil socialdemokraterne gerne være med til at diskutere, hvor vores værdier stammer fra, og hvordan de har formet vores land.

En Danmarkskanon kan aldrig blive en evigt fastlagt målestok. Danske værdier udvikler sig, som de har gjort historien igennem. Men hvis vi tager ved lære af fortidens kanonfejltagelser, kan vi få en nødvendig og inddragende samfundsdebat om værdier.

De tidligere kanoner har skuffet fælt i forhold til anvendelse og udbredelse. Vi skal gøre det meget bedre, hvis det skal have værdi.

Mogens Jensen (S)
Kulturordfører

Vi skal prøve at tegne et fælles billede at det, der er grundlæggende i vores opfattelse om verden og menneskelivet. Noget, der er essentielt, varigt og særligt. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at vi danskere har formet vores verdenssyn på en måde, som for en række kerneværdiers vedkommende er typiske for os og udgør vores særlige ”mix” og fortolkning af indtryk og udviklinger i verden.

Homoseksuelles rettigheder
Vi er ikke kommet snorlige til moderne værdier. De er gradvist opstået i kamp. I tillæg til Bertel Haarders eksempler på bevægelser, som har haft betydning, højskolekulturen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, bør f.eks. kampen for homoseksuelles/seksuelle minoriteters ligestilling nævnes. En langvarig bevægelse, som har mødt bitter modstand fra borgerlige partier helt op til vor tid. Men som de fleste danskere i dag har taget til sig.

Og jeg tror, at andre ting kommer til i debatten.

Vi kan ikke rette geledderne af med en kanon, som borgerlige undertiden har troet. Men vi kan skabe en forståelse for den folkelige kamp, der er gået forud for det samfund, vi kender, og dermed medvirke til at fremme respekt og sympati blandt danske og ikke-danske for de værdier, det bygger på.

Og lad det være sagt med det samme. De tidligere kanoner har skuffet fælt i forhold til anvendelse og udbredelse. Vi skal gøre det meget bedre, hvis det skal have værdi.

Folkelig forankring
Debatten om en Danmarkskanon må også indeholde tanker om, hvordan den folkeligt skal forankres. Hvis ikke en Danmarkskanon skal kunne give stof til både undervisningsmateriale i skoler, udstillinger på museer, debatarrangementer på biblioteker og i boligforeninger, højskoler, aftenskoler, på sociale medier og andre medier, så har den ingen værdi. Hele paletten af viden og udtryksmidler skal i spil.

Kunsten er også vigtig her. I Bjørn Nørgaards 17 vævninger, gaven til dronning Margrethe, der hænger på Christiansborg, er der uendeligt mange udtryk for det, vi i dag er blevet. Et så herligt kunstværk som dette har kunnet tænde nysgerrigheden hos et meget stort antal mennesker og givet anledning til alle niveauer af fordybelse og debat. Tænk, hvis kunstnere ville føle sig inspireret af kanondebatten og ud fra eget kunstneriske valg ville udtrykke sig i billeder, teaterstykker, film, romaner, sange, symfonier.

Så ville vi nå langt med en Danmarkskanon.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00