Scenit: Vi skal ikke vælge mellem kunst og publikum

Af Johanne Prahl
Direktør i den selvejende institution Scenit

Der er vist ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er godt for litteraturen og læselysten, at vi i Danmark har folkebibliotekerne, som tilgodeser børn og voksne med klassikere, krimier, børnebøger, faglitteratur og meget andet godt. Jeg kan låne musik på biblioteket, men jeg kan også finde gratis musik på internettet eller på radiokanalerne. Og når jeg skal snakke om musik med min ni-årige søn, så kan vi tage turen forbi P2 og lytte til klassisk musik eller prøve P8 Jazz, hvis det er den vej, diskussionen går.

Både forfattere, komponister og musikere får på den ene eller den anden måde penge for deres ophavsret til den kultur, som jeg bruger gratis. Det er midler som Koda, Gramex og forfatternes bibliotekspenge, som hvert år kan udløse store diskussioner om, hvordan pengene fordeles, men aldrig om værdien af, at vi har bibliotekerne og den frie adgang til litteratur. Tværtimod ved de fleste forfattere – og andre litterater – godt, at biblioteket er et af de mest livgivende og læselyst-styrkende steder på jord. Så litteraturen og musikken stilles i et vist omfang gratis til rådighed for alle borgere – og det samme gælder faktisk billedkunsten i det offentlige rum – mod at de kunstneriske ophavsmænd honoreres.

Svært at trænge igennem
Det er helt anderledes i teaterbranchen. Her oplever vi jævnligt diskussioner om værdien af at øremærke midler specifikt til, at publikum kan få nemmere adgang til teateroplevelser. Senest måtte teaterchef på Det Kgl. Teater, Morten Hesseldahl, uddybe sin vision om at få flere unge i teatret, fordi det blev tolket som undergravende for kunsten, at han satte fokus på en publikumsgruppe – og på vigtigheden af at få unge mennesker i teatret. Men det er ikke givet, at publikum køber billetter, selvom man sætter det sublime på scenen – for nu at parafrasere Det Kgl. Teaters eget slogan.

Publikum har travlt med så meget andet. De skal se den sidste sæson af Skam eller House of Cards. De skal på café med veninden eller til møde i børnehaven. De bliver fanget af bannerannoncen for en charterferie til Maldiverne, selvom de egentlig klikkede ind på en teateranmeldelse. Der sker en masse i den enkeltes liv – og der sker rigtigt meget i medie- og underholdningsbilledet, som kan være svært at trænge igennem, uanset hvor vigtig en sag og hvor stor en kunstnerisk oplevelse man har at byde på.

Kan være besværligt og utilgængeligt
Og så er der jo det særlige ved teater - at det ikke bare er der hele tiden. Litteratur, billedkunst og indspillet musik er tilgængeligt hele tiden, fordi det findes i formater, som man kan åbne, se på eller lytte til efter lyst og behov. Man kan også lukke bogen, vende sig væk fra billedet eller trykke på stop, hvis man er utilfreds eller ”mæt” af oplevelsen.

Uden kunst er der intet publikum, men uden publikum har kunsten ikke relevans. Og netop scenekunsten er lige så afhængig af, at publikum er tilstede her og nu, som af at der står kunstnere på scenen her og nu. 

Johanne Prahl
Direktør i den selvejende institution Scenit

Det betyder for det første, at teateroplevelsen koster noget hver gang. Der skal stå professionelle mennesker på og bag scenen, som får magien til at ske. Der skal for det andet formidles en masse praktiske oplysninger om, hvor og hvornår jeg kan få hvilken slags oplevelse. Lige så meget som man kan synes, at teater er den mest umiddelbare og medmenneskelige kunstform – ”læn dig tilbage og lad det ske foran din næse”, lige så besværligt og utilgængeligt kan det være at finde vejen derhen.  

Øremærket pulje til formidling af scenekunst
Derfor er det vigtigt, at der afsættes puljer specifikt til formidlingen af scenekunst. Nøjagtigt på samme måde, som der afsættes midler til at litteratur, musik og billedkunst gøres tilgængeligt for alle på mange forskellige måder. Der findes specifikke puljer, som giver de fleste teatre mulighed for at tilbyde billetter med rabat og til at øremærke midler til markedsføring og formidling. Disse puljer danner også grundlag for gode, stærke samarbejder mellem teatrene lokalt, hvor man kan se en fordel i at gå sammen om markedsføring og om at give gode tilbud på tværs af teatrene.

Det at have en øremærket pulje til formidlingen af scenekunst giver gode muligheder til at fokusere publikumsindsatsen og for samarbejde på tværs af teatre. Og ikke mindst dæmmer det op for den tankegang, hvor det at investere i publikum bliver lig med, at man tager noget fra kunsten. Tværtimod er investeringen i publikum en langtidsinvestering i kunsten.

Uden kunst er der intet publikum, men uden publikum har kunsten ikke relevans. Og netop scenekunsten er lige så afhængig af, at publikum er tilstede her og nu, som af at der står kunstnere på scenen her og nu. Det er det unikke, levende møde mellem nogle, der giver, og nogle, der tager imod. Den ene part kan ikke eksistere uden den anden.