Spillerforening: Fodboldspillerne bliver ikke hørt i disciplinærsager

Af Mads Øland
Direktør, Spillerforeningen

Hvis ikke en spiller har ret til at ytre sig og være uenig i regler, så har vi i min optik kastet os ud på en alvorlig glidebane.

Mads Øland
Spillerforeningen

Passion og regler. Sådan lyder det fra min gode direktørkollega, Claus Thomsen fra Divisionsforeningen i et debatindlæg i denne debatserie om ytringsfrihed i sportens verden.

Og selvom passion og regler nærmest ikke kunne lyde som en mere trist kombination, så er jeg da enig i, at der skal være regler inden for sport. Derfor har vi jo også skabt nogle rammer, som vi agerer ud fra.

For sport har som så mange andre professioner et behov for at blive reguleret.

Vi har en overenskomst i dansk professionel fodbold, der sikrer parterne nogle rammer at arbejde og handle ud fra. Ligesom det giver os mulighed for at få løst diverse uenigheder og uoverensstemmelser på en effektiv måde, hvilket uden tvivl er en kæmpe fordel for alle parter. Ellers kunne det jo risikere at blive det rene vilde vesten.

En alvorlig glidebane
Men bare fordi man har regler og rammer inden for et givent felt eller arbejdsområde, så skal der gudhjælpemig være plads til at være uenig og diskutere de regler, der gælder. Uden debat og diskussion, ingen bevægelse og udvikling.

Hvis ikke en spiller har ret til at ytre sig og være uenig i regler, så har vi i min optik kastet os ud på en alvorlig glidebane.

Ikke en uafhængig instans
Lad os forholde os til nogle af de pointer, der er blevet leveret i denne debat. Divisionsforeningen har nævnt Fodboldens Disciplinærinstans som en uafhængig instans, der kan tage stilling til sager som for eksempel Mathias Zankas.

Lad os lige slå fast, Fodboldens Disciplinærinstans er ikke en uafhængig instans. Langt fra. Det kræver blot et meget hurtigt besøg på DBU’s hjemmeside for at finde ud af, at den udelukkende består af klubfolk… og en sekretær fra DBU… valgt af DBU's repræsentantskab, et forum for klubledere fra Divisionsforeningen og Foreningen af Lokalunioner, et forum hvor ingen spillere har en plads.

Så at kalde det en uafhængig instans, er nok lige at strække den – for at sige det mildt.

Spillere kan ikke anke afgørelser
Derudover har spilleren heller ikke ret til at blive hørt. Fodboldens Disciplinærinstans kan vælge at høre klubben, som kan spørge spilleren i en given sag. Spilleren har ingen ret til at blive hørt.

Og i Mathias Zankas case traf Fodboldens Disciplinærinstans en afgørelse, der ikke kunne ankes! Slet ikke ok!

Good Governance en mangelvare
For at denne type instans kan kaldes uafhængig og i overensstemmelse med Good Governance-principper og handle derefter, bliver vi nødt til at skabe et mere lige og fair forum. Good Governance er en mangelvare i international sport, det tror jeg alle ved, men der er også en case eller ti i den danske sportsverden, som vi kan arbejde med.

I andre lande gribes de her disciplinærsager noget anderledes an. Vi kunne skele til England, hvor spillerne har mulighed for at blive hørt i en sag, inden en given instans tager stilling til en afgørelse i sagen, og hvor den engelske spillerforening, PFA, har været med til udforme deres disciplinærudvalg og hvordan de kører sager.

Det kunne man jo overveje at indføre herhjemme også, så spillerne rent faktisk bliver hørt og sådan, at spillerne og deres fagforening var blevet taget med på råd i udformningen. Bare en idé, og faktisk en god en af slagsen, synes jeg.

Når det så er sagt, så skal der så absolut være plads til at have en mening og turde sige den. Også i sportens verden. Og også fra udøverne selv. Både privat og i medierne – traditionelle som sociale kanaler.