Tankevækkende tv: Tre statsministre tænker forskelligt om deres store kriser

ANALYSE: Der var både gribende og groteske scener, da DR for tredje gang inviterede os med indenfor hos Danmarks statsministre. Afsnittet viste, at Fogh gerne vil skrive sin egen historie, mens Nyrup og Schlüter forsøger at leve med deres

MAN SIGER, at de fleste politiske karrierer ender i tragedie.

Helt så enkelt er det heldigvis ikke, men det er uomtvisteligt, at magten er flygtig i sin natur - og at magthavere ofte bliver defineret af kriser, som de aldrig havde drømt om, ville ramme dem.

Det er omdrejningspunktet for det tredje og næstsidste afsnit af DR’s serie om de fem nulevende statsministre. Og hvilket afsnit. Seriens hidtil flotteste - og på sin vis også det mest tankevækkende.

I en række meget hudløse og stærke interviews kommer vi meget tæt på nogle af de alvorlige kriser, som danske statsministre har kæmpet med i det sidste kvarte århundrede.

Og vi lærer, at man kan håndtere kriser på vidt forskellige måder. Lad os se på de tre største kriser, vi mødte i det tredje afsnit:


1. Foghs metode: Skab din egen fortælling

Krigen i Irak var på mange måder en krise, Anders Fogh Rasmussen blev påført udefra. USA valgte at gå i krig, og det blev Foghs lod at placere Danmark rigtigt i en meget svær sag, der ikke blot splittede Folketinget, men også Nato og EU.

Senere udviklede sagen sig til et mareridt, efterhånden som det befriede Irak sank hen i borgerkrig.


INGEN KAN påstå, at Fogh stod med ansvaret for hele den misère - men han traf nogle meget kontroversielle valg undervejs. Først og fremmest da han valgte at deltage i den amerikansk ledede koalition med det smallest mulige flertal i Folketinget.

Derfor er de andre statsministre da også noget forundrede, da Anders Fogh i en af gruppens sofasnakke hylder de brede flertal:

“Det er et eksempel på en enighed om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik over det spand, vi repræsenterer. Det tror jeg, et lille land er godt tjent med”, siger han.

Helle Thorning-Schmidt kan ikke dy sig for at indsparke:

“Vi var ikke helt enige om det der med Irak”.

Nej, nej, siger Fogh og tilføjer: “Der vil altid være nogle detaljer”.

Nu er det Nyrups tur til at bryde ind: “Detalje er et stærkt ord i den sammenhæng”, siger han.


ANDERS FOGH Rasmussen minder - med rette - om, at der relativt hurtigt blev skabt bred enighed om det danske bidrag til indsatsen i Irak.

Alligevel udstiller debatten, hvordan Anders Fogh har valgt at skrive sin egen fortælling.

For mens han var statsminister, var han jo aldrig den, der hyldede det brede flertal eller søgte konsensus om svære sager. Tværtimod: Han delte politikerne op i får og bukke og talte med foragt om den kujonagtige samarbejdspolitik.

Så når han i dag taler om konsensus om sikkerhedspolitikken, er det et forsøg på at skabe sin egen fortælling om en af de største kriser, der prægede hans regeringstid. 

Det er en af seriens gennemgående pointer, at Anders Fogh Rasmussen ikke virker dybt reflekteret i forhold til de kriser, der ramte ham.

I en næsten grotesk scene erkender han, at der da rigtig nok blev begået fejl, efter at Saddam Hussein var nedkæmpet.

Føler du ansvar for den fejl, bliver han spurgt.

“Nej, fordi det var først og fremmest amerikanerne, der stod for den del af administrationen”.


2. Schlüters metode: Tag konsekvensen

Det står i skarp kontrast til Poul Schlüters beretning om den helt uventede krise, der endte med at bringe hans regering til fald, nemlig den såkaldte Tamilsag.

Det ikoniske citat fra den sag kom, da Poul Schlüter fra Folketingets talerstol erklærede, at “der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.

I dag erkender Schlüter blankt, at det ikke var sandt. Han placerer ansvaret i Justitsministeriet, som i øvrigt også havde forfattet den famøse formulering.

Men hverken dengang eller nu forsøger Schlüter at løbe fra sit ansvar.

Han måtte gå af, fordi forholdet til Folketinget var belastet af de forkerte oplysninger, der var givet. Det fremgik af den rapport på 7.000 lange sider, som en højesteretsdommer havde afleveret.

“Så stod det klart for mig, at den måtte vi gå på”.

Og Schlüter konkluderer, at han ville have gjort det samme i dag.

 

MEN TRO ikke, at sagen ikke går ham på.

Da han bliver spurgt, hvordan han har det med at tale om Tamilsagen i dag, svarer han med en klassisk Schlütersk underdrivelse:

“Vi taler om den, fordi du har bedt om det”, efterfulgt af det der skæve smil med mundvigen, som indikerer, at man selv skal regne ud, hvad det betyder.


3. Nyrups metode: Gør krisen til dit kald

Den tredje og mest gribende krise er den, der rammer Poul Nyrup Rasmussen, da hans datter begår selvmord.

Den lange slutscene, hvor Poul Nyrup Rasmussen rationelt og fattet forsøger at forklare det uforklarlige er vanvittigt stærkt fjernsyn.

Og i øvrigt stærk medicin mod den kynisme, som lidt for ofte omgærder vores forhold til de politikere, der påtager sig det ansvar at lede landet.

Poul Nyrup Rasmussen er lige blevet statsminister og på rejse i Grønland, da han får besked om datterens dødsfald.

 

DET ER dybt rørende at høre ham fortælle det, selv om de fleste politisk interesserede allerede kender historien. Og klippet fra den socialdemokratiske kongres i 1993, hvor Poul Nyrup - sådan næsten en passant - siger til sine partifæller, at han bliver i politik, er ubærligt i al sin barske skønhed.

Skønhed?

Ja, faktisk. For det er jo umuligt ikke at være imponeret over den måde, Poul Nyrup håndterer sin krise på. Han vender smerten udad og gør tabet til sin kamp.

Vi ser, hvordan han på en grå hverdag tager en taxa ud til Herlev for at åbne et center for udsatte unge. Endnu et. Lige som han nu i flere årtier har kæmpet for bedre vilkår for de psykisk syge i Danmark.

Da Nyrup var statsminister, var hverdagen ofte præget af store og små kriser. Også kriser, som fik lov at sejle ganske længe. 

Derfor er det en overraskende pointe, at Poul Nyrup faktisk forvandlede sin største krise til sit kald.

 

DR's serie 'Statsministre' kan ses her

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget. Følg ham på Twitter her