Debat

Teatre: En dyr omfordeling fra hovedstad til provins

DEBAT: Det er godt, at provinsens små storbyteatre tilgodeses, men det er skuffende, at det sker på bekostning af den positive udvikling for Københavns små storbyteatre, skriver Gitta Malling, formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO).

Et ellers godt initiativ med at styrke provinsens små storbyteatre bliver til på bekostning af hovedstaden, skriver Gitta Malling, formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO).
Et ellers godt initiativ med at styrke provinsens små storbyteatre bliver til på bekostning af hovedstaden, skriver Gitta Malling, formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitta Malling
Formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

TIO ærgrer sig over, at et ellers godt initiativ med at styrke provinsens små storbyteatre bliver til på bekostning af hovedstaden. De københavnske små storbyteatre er i forvejen meget pressede økonomisk. Denne omprioritering af de i sidste ende godt tre millioner kroner årligt kan på sigt trist nok koste et københavnsk lille storbyteater livet.

Den endelige konsekvens i forhold til antallet og udbuddet af og økonomien for små storbyteatre i København kendes ikke endnu, da Københavns Kommune på grund af ministeriets omfordeling af midler har måttet udskyde behandlingen af og beslutningen om, hvilke ansøgere der får titlen som lille storbyteater fra 2017 til 2020. De ansøgende teatre skulle have haft besked først i april. Nu mødes Kultur- og Fritidsudvalget først i slutningen af april. Det fastholder teatrene i en nervepirrende limbotilstand, hvor intet kan planlægges, fastlægges eller forberedes, før der er en afklaring.

Bremser positiv udvikling
Enten vælger Københavns Kommune at skære de små storbyteatre efter salamimetoden, eller også reducerer man antallet af teatre. Begge dele er uhensigtsmæssigt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det vil nemlig bremse den ellers positive udvikling, som de små storbyteatre er inde i med stabil publikumstilgang, spændende kunstneriske nyskabelser og flere sidearrangementer, der åbner teatrene op for nye publikumsgrupper, ligesom de repertoiremæssigt sikrer diversiteten i teaterudbuddet. Dertil kommer nok så vigtigt et øget og givtigt gæstespilssamarbejde med de uafhængige scenekunstnere. De små storbyteatre i København er i øjeblikket de primære spillesteder for netop disse scenekunstnere, der også ofte udgør eller er udsprunget af scenekunstens vækstlag, samt en lang række projektstøttede børneteatre, der viser sine forestillinger for et københavnsk publikum netop hos de små storbyteatre.

Og problematikken rammer dobbelt hårdt nu, hvor Dansehallerne lukker*, S/H ikke har en (færdigbygget) scene, og Københavns Musikteater er flyttet og dermed ikke længere råder over en fast scene. For eksempel husede musikteatrets to sale i Kronprinsensgade de seneste fire år op mod 30 gæstespil per sæson. Men omfordelingen risikerer også at ramme de ellers succesfulde initiativer, som de københavnske små storbyteatre står bag; Spring Festival og CPH STAGE. Sidstnævnte har i stigende grad fået internationalt indhold, netop sådan som det blev anbefalet i Kulturministeriets rapport ”Scenekunst i Danmark – Veje til udvikling” fra 2010.

Enten vælger Københavns Kommune at skære de små storbyteatre efter salamimetoden, eller også reducerer man antallet af teatre. Begge dele er uhensigtsmæssigt.

Gitta Malling
Formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Omfordeling eller spareøvelse?
Som det ser ud nu, er de omfordelte midler ikke øremærket som en ekstra bevilling med den forudsætning, at modtagerkommunerne fastholder egen tilskudsstørrelse til sine små storbyteatre. Midlerne ender forhåbentlig som en ekstra pose penge til Odense og Aalborg Kommuners små storbyteatre, som så kan skabe endnu mere teater til publikum.

Men i værste fald bliver de omdirigerede penge blot en besparelse på de to kommuners egen andel af budgettet til deres små storbyteatre. I det tilfælde vil Teater Nordkraft, Nørregaards Teater, Den Fynske Opera og Teater Momentum ende med status quo, mens der samlet set vil blive mindre teater til publikum.

I så fald er der ikke tale om en omfordeling, men en regulær spareøvelse. Ansvaret for den, lægger regeringen så endnu en gang over på kommunerne.

København må i kommunekassen
Den eneste, der lige nu synes sikkert, er, at hvis Københavns Kommune ønsker at bevare det samlede tilskud til sine små storbyteatre, så må man endnu en gang dykke i kommunekassen for at finde de manglende midler, som man gjorde det i 2010, da den statslige bevilling til de små storbyteatre blev fastfrosset. Det håber TIO, at Københavns Kommune kan gøre igen, så det nuværende niveau fastholdes. Men samtidig er vi også meget bevidste om, at det i længden er uholdbart.

At alle borgere har adgang til et bredt udbud af kunst af høj kvalitet – ikke kun via de store kulturinstitutioner, men også gennem oplevelser på små, intime scener – er et nationalt ansvar. Det er derfor, en rimelig fordeling mellem statsligt og kommunalt tilskud er så vigtig. Hermed signalerer man nemlig, at de små storbyteatre ikke alene bør være et kommunalt ansvar, men derimod et ansvar, som staten og de fem store bykommuner deler mellem sig. Rammestyringen af området er en god måde at sikre den statslige budgetstyring. Desværre er det også en måde at overlade en stadigt større del af det økonomiske ansvar for den nationale kulturpolitik til kommunerne, som må spæde til efter bedste evne.

Præcisering: Dansehallerne lukker ikke. Dansehallerne bliver i Carlsberg Byen i et lille år endnu, og flytter herefter til nye lokationer, som endnu ikke er fastlagt.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitta Malling

Direktør, Limfjordsteatret
skuespiller (Ecole Philippe Gaulier, London, 1995)

0:000:00