Debat

Teatre: Fokus på kvalitet frem for kroner

DEBAT: I stedet for at tale om ”mere og bedre kultur for færre penge”, så burde fokus i stedet være på ”kvalitet for flere”, skriver formanden for Teatrenes Interesseorganisation.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dorthe Skøtt Bébe
Formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Lovgivning skal baseres på viden, ikke fornemmelser. Derfor bakker TIO op om et Videncenter for Scenekunst.

Dorthe Skøtt Bébe
Teatrenes Interesseorganisation (TIO)

Når kulturminister Bertel Haarder ytrer en ambition om at få ”mere kultur for færre penge”, er fokusset rettet på det forkerte sted. Vi bør i stedet tænke i kvalitet og kunstnerisk fremdrift, og hvad der driver den udvikling. Hvad nu hvis ambitionen hed ”bedre kultur for flere mennesker” og ikke ”mere kultur for færre penge”?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvis vi skal skabe bedre kvalitet for flere mennesker, skal teatrene have en nemmere virkelighed.

Stor spildtid på bureaukrati
Det kan de blandt andet få ved, at staten arbejder for klare regler og afbureaukratisering på scenekunstområdet. Den seneste tango omkring teatrenes skatteforhold er et tydeligt eksempel på, hvordan bureaukratiet og forskellige regelfortolkninger kan sluge både små og store administrationers tid.

Hver gang der oprettes en ny ordning eller et nyt regelsæt, skal teatrenes administrationer styrkes og uddannes til at kunne agere i den nye virkelighed. Vi bruger i dag en del tid på at indberette tal; publikumstal, indtægtstal, belægningsprocenter, underskudsgarantier, besøgstal osv. Nogle af tallene indberettes flere gang til forskellige afdelinger af de samme instanser, fordi systemerne ikke taler sammen.

Publikumstal siger ikke alt
På egnsteaterområdet arbejdes der på at finde en balance i evalueringsmetoden, så der kun indberettes de nødvendige tal og i lige så høj grad kigges på kvalitet som på kvantitet. Evalueringerne er helt givet med til at gøre teatrene bedre, og når man også vil måle kvalitet, skal der findes andre parametre at måle på end publikum. For mængden af publikummer siger ikke nødvendigvis noget om kvaliteten, eller hvorvidt kunsten bestod sin egen lakmusprøve. Om den var kunstnerisk, original, om den gav mening for nogen, om den flyttede publikums oplevelse eller skabte debat, satte spor, banede vej for dannelse.

Hvis vi udelukkende betragter kunsten som en vare, der skal ned fra hylderne, giver det selvfølgelig god mening at spørge, hvor mange der kom, hvad det kostede, og hvad dækningsbidraget var. Men kunsten er andet og mere end en vare. Kunsten er det, der skal få mennesker til at tænke sig om, det der skal pirre, inspirere, samle og sprede. Det, der skal give os alle endnu mere energi til tilværelsen. Man kan ikke måle kvalitet på kvantitative mål.

Giv kunsten ro til udvikling
Samtidig skal kunsten have ro til udvikling – det man kunne kalde kunstnerisk grundforskning. Teatrene skal indimellem kunne træde ud af produktionsmøllen og prioritere tid og økonomisk råderum til at eksperimentere, forfine og dygtiggøre sig. Det peger igen tilbage på de til tider snærende resultatkontrakter, men også på, at teatrene selv skal blive bedre til at give de bedste forestillinger et længere liv, så de kan nå ud til flere publikummer, og teatret samtidig får lidt flere ressourcer til det næste kunstneriske projekt.

Fleksibiliteten skal give mulighed for at skabe noget andet for nogle nye publikummer. Værkforståelsen er i forandring, og en forestilling er ikke længere kun det, der foregår i salens mørke i to timer inkl. pause. En scenekunstnerisk oplevelse kan også være i mindre format, i en intim ramme, i en privatbolig eller på åben gade. Det flytter sig hele tiden.

Mere forskning, færre fornemmelser
Et tredje fokus bør være den kulturpolitiske forskning. Lovgivning skal baseres på viden, ikke fornemmelser. Derfor bakker TIO op om et Videncenter for Scenekunst. En uafhængig enhed, der undersøger relevante problematikker, faciliterer erfaringsudveksling og skaffer den viden, som såvel teatrene, som de politiske beslutningstagere både på landsplan og i kommunerne har brug for.

Såvel scenekunstnere som politikere er forpligtet til at søge det bedste. For teatrenes vedkommende drejer det sig om at have de bedste forudsætninger for hele tiden at udvikle scenekunsten, i takt med tiden, og for beslutningstagerne, at de har konkret viden og valide data at træffe beslutninger ud fra. Data, der siger noget om kunsten, dens kvalitet og potentiale, i endnu højere grad end publikumstal.

På den måde bliver kvaliteten styrende. Det ville alle vinde ved.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorthe Skøtt Bébe

Teaterleder, Team Teatret, Talsperson, Scenet, bestyrelsesmedlem, Østerbro Teater
exam.art. i dramaturgi (Aarhus Uni.)

0:000:00