Carl Valentin: Borgerløn kan spænde ben for venstrefløjens projekt

Tanken om borgerløn eller ubetinget basisindkomst kan virke fristende, og siden Alternativet for alvor tog den efterhånden gamle tanke til sig, er stadigt flere blevet nysgerrige på idéen, der favner folk lige fra Enhedslistens Per Clausen til cheføkonom i Saxo Bank Steen Jakobsen.

Der er dog god grund til at tro, at en ubetinget basisindkomst vil skabe langt flere problemer, end den vil løse.

Tilhængere af borgerløn fremhæver ofte den teknologiske udvikling og den mulige medfølgende massearbejdsløshed som en af de afgørende grunde til, at borgerløn bør være enhver samfundsborgers ret.

Men allerede ved at acceptere massearbejdsløsheden som en uundgåelighed har man tabt kampen for at skabe en fremtid, hvor den teknologiske udvikling kommer de mange til gavn. Når robotterne kommer, og meget manuelt arbejde kan erstattes af maskiner, bliver problemet nemlig ikke blot, at mange ikke har noget at leve af – problemet kan meget vel også blive, at mange ikke har noget at leve for.

Nogle mennesker har altså brug for et los i røven for at komme op af sofaen og undgå at gå i stå i livet.

Carl Valentin

Arbejdet er en kæmpe del af vores identitet som mennesker, og mister man jobbet, mister man ikke bare sit indtægtsgrundlag – man mister gode kolleger, noget at stå op til og afgørende indflydelse på det samfund, man er en del af.

At se borgerløn som en løsning på de mulige negative konsekvenser af den teknologiske udvikling er altså at overse den helt fundamentale udfordring i, at mange mister deres arbejde, og i stedet snævert fokusere på, hvordan man sikrer alle mennesker en indtægt. Dét er naturligvis også vigtigt, men i min optik er der ikke meget progressivt i at give de mange arbejdsløse lønmodtagere en fast pligtfri overførsel hver måned – tværtimod er det et fattigt og utilfredsstillede svar på et problem, der er langt større.

En stigende arbejdsløshed må i stedet mødes med krav om, at vi deler arbejdet og sikrer fuld beskæftigelse. Det er krav, der i forvejen er kontroversielle, men som vil blive langt sværere at gennemføre, hvis en borgerløn bliver indført.

For indfører man borgerløn, fratager man i høj grad også politikerne og samfundet ansvaret for at sikre, at der er arbejde til alle, og kravene om forbedringer for de mange kan således affejes med, at de arbejdsløse jo har deres borgerløn at leve af. Det vil skabe en ny ikke-arbejdende underklasse på borgerløn, og er man ligeglad med ulighed, kan det meget vel være et acceptabelt scenarie, men for en socialist som mig er det ikke ligefrem en opløftende tanke.

Debatten om borgerløn handler dog ikke kun om fremtiden. Selvom arbejdsløsheden i Danmark på nuværende tidspunkt er relativt lav, ønsker mange borgerlønsfortalere, at en ubetinget basisindkomst indføres allerede i dag. At idéen kan virke fristende, er da også forståeligt. Bureaukrati, mistænkeliggørelse og regelrytteri er efterhånden blevet dagligdag i vores beskæftigelsessystem – derfor virker den meget simple og tillidsfulde borgerløn tiltalende. Men det kan være farligt at gå fra den ene yderlighed til den anden.

For selvom tillid er godt, så er mennesker forskellige, og det er absurd at tro, at en borgerløn vil være det bedste for alle. Den initiativrige iværksætter, der aldrig sidder stille, kan meget vel administrere en borgerløn og få stor gavn af den, men flere af mine kammerater, jeg har set gå ned med et hashmisbrug, vil blive svigtet, hvis borgerløn bliver en realitet. Nogle mennesker har altså brug for et los i røven for at komme op af sofaen og undgå at gå i stå i livet og sidde fast i systemet – derfor er vi nødt til at stille forskellige krav til forskellige mennesker. One size doesn’t fit all.

På mange måder er borgerløn en sympatisk idé, der kan få mange negative konsekvenser. Selve fundamentet for vores velfærdsmodel er, at de fleste af os betaler vores skat med glæde, fordi vi grundlæggende har tillid til, at pengene bliver brugt fornuftigt. Skaber vi et system, hvor mennesker, der sagtens kan arbejde, kan vælge ikke at gøre det og stadig modtage understøttelse, så frygter jeg, at opbakningen til vores sikkerhedsnet vil smuldre.

Om højrefløjen ender med at gøre borgerløn til en del af deres politiske program, må de selv om, men venstrefløjen bør holde sig fra idéen. Vi bør indse, at de simple løsninger ikke altid er de bed­ste, og at borgerløn risikerer at spænde ben for vores eget politiske projekt.

--

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Valentin er tidligere skribent på netmediet Modkraft.dk, og han betegner sig selv som en debatlysten socialist. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.