Sådan flytter Løkke rundt på chefer og ressort-områder

REGERING: Med den nye regering bliver der rokeret rundt på ministeriernes ressort-områder. En række ministerier bliver slået sammen, og der bliver rykket rundt på departementscheferne. Få overblik her. 

Foto: Colourbox
Anne Justesen

Søndag formiddag præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen sin nye regering. Antallet af ministerposter reduceres fra 20 til 17, og det betyder, at en række ministerier og ressort-områder lægges sammen og flyttes rundt. 

Til det nyoprettede Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium overføres ressortansvaret for udlændingeområdet, herunder asyl, humanitære opholdstilladelser, familiesammenføring, EU og indfødsret inklusive de institutioner mv. som hører til området fra Justitsministeriet.

Fra Beskæftigelsesministeriet flyttes ressortansvaret for integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, herunder introduktionsforløbet og integrationsprogrammet og de ydelser, der er knyttet hertil. Desuden flyttes sager vedrørende ophold på baggrund af beskæftigelses, herunder greencard-ordningen, au pair-ordningen, jobkort, studietilladelser mv. samt de institutioner, der tilhører disse områder. 

Ressortansvaret for sager vedrørende integrationspolitik, forebyggelse af radikalisering og integrationsydelser flyttes fra det nu nedlagte Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold til det nye Udlændinge- Integrations- og Boligministerium. Fra det nu nedlagte Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter flyttes ressortansvaret for sager vedrørende almene boliger, studie- og ungdomsboliger, friplejeboliger, privat udlejning og byfornyelse. Fra Undervisningsministeriet flyttes sager vedrørende undervisning som andet sprog. 

Transportministeriet bliver omdannet til et nyt Transport- og Bygningsministerium. Fra det tidligere Klima-, Energi og Bygningsministerium flyttes ressortansvaret for byggeri og bygninger, herunder byggeloven og bygnings-reglementet samt ansvaret for administration af statens kontorejendomme og universitetsbygninger, herunder Bygningsstyrelsen. 

Sager vedrørende dansk og international regulering af færdsel og færdselssikkerhed samt sager vedrørende færdselsadfærd flyttes fra Justitsministeriet til Transport- og Bygningsministeriet.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet bliver omdannet til et nyt Energi-, Forsynings- og Klimaministerium. Det nye ministerium overtager fra Miljøministeriet ressortansvaret for affalds- og vandforsyning. Fra Erhvervs- og Vækstministeriet flyttes ressortansvaret for sager om teleforsyning, herunder teleloven med undtagelse af lovens afsnit IV, der vedrører sektorspecifik konkurrenceregulering. 

Ansvaret for Geodata-styrelsen flyttes fra Miljøministeriet til Energi- Forsynings- og Klimaministeriet. 

Det tidligere Ministerium for Børn, Ligestilling og Sociale Forhold omdannes til Social- og Indenrigsministeriet.

Fra Social- og Indenrigsministeriet til Beskæftigelsesministeriet flyttes ressortansvaret for internationalt samarbejde om sociale ydelser, inklusive EU-forordning nr. 883 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, bilaterale aftaler om social udvikling mv. 

Fra Uddannelses- og Forskningsministeriet flyttes ressortansvaret for Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger til Social- og Indenrigsministeriet. 

Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri lægges sammen til et Miljø- og Fødevareministerium

Ressortansvaret for rammerne for et områdes fysiske udvikling, herunder lov om sommerhuse og campering m.v., lov om kolonihaver samt planloven, bortset fra sager om vurdering af virkningerne på miljøområdet (VVM-pligt), flyttes fra Miljøministeriets ressortområde til Erhvervs- og Vækstministeriet. 

Ressortansvaret for Energiklagenævnet overføres til Miljø- og Fødevareministeriet. 

Kompetencen til at fastsætte bestemmelser om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, herunder gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (2012/18/EU af 4. juli 2012) om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer og om ændring og efterfølgende ophævelse af Rådets direktiv 96/82/EF, overføres fra Beskæftigelsesministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Justitsministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ændres til Sundheds- og Ældreministeriet. Fra Social- og Integrationsministeriet flyttes ressortansvaret for ældreområdet, herunder tilbud om personlig pleje og praktisk hjælp, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning mv. inklusive sekretariatsbetjening af Ældreforum, til det nye Sundheds- og Ældreministerium. Lov om tatovering bliver desuden flytte fra Justitsministeriet til Sundhedsministeriet. 

Undervisningsministeriet ændrer navn til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Ligestillingsafdelingens sagsområder overføres fra Social- og Indenrigsministeriet til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Ressortansvaret for dagtilbud og pasningsordninger for børn indtil skolestart flyttes fra Socialministeriet til Børne-, Undervisnings- og Ligestillingsministeriet. 

Økonomi- og Indenrigsministeriet nedlægges. Ansvarsområder, som ligger herunder, flyttes til Finansministeriet samt Social- og Indenrigsministeriet. Ressortansvaret for sager vedrørende indenrigsområdet, inklusive alle institutioner, overføres til Social- og Indenrigsministeriet. 

Ressortområdet for sager vedrørende lovmodellen samt lov om kommunal indkomstskat, lov om kommunal ejendomsskat og lov om lån til betaling af ejendomsskatter overføres til Skatteministeriet. Ressortansvaret for grænsemærker flyttes til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. 

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter nedlægges, og sager herunder overføres til Erhvervs- og Vækstministeriet. Ressortansvaret for lov om registrering af ledningsejere flyttes til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Ressortansvaret for BBR-loven og OIS flyttes til Skatteministeriet, dog med undtagelse af Danmarks Adresseregister, som flyttes til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. 

De områder, som hørte under handels- og udviklingsministeren, bliver flyttet til udenrigsministeren. 

Ressortansvaret for deponering af radioaktivt affald – med undtagelse af tilsynsopgaver vedrørende deponeringen – flyttes fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

Fra Social- og Indenrigsministeriet flyttes ressortansvaret for ydelser til personer, der permanent er uden for arbejdsmarkedet, samt en række særydelser, herunder folkepension, førtidspension, boligstøtte, børnetilskud samt hjælp til betaling af enkeltudgifter efter aktivloven til Beskæftigelsesministeriet. 

Erhvervs- og Vækstministeriet får ressortsansvar for socialøkonomiske virksomheder, som tidligere lå i Social- og Indenrigsministeriet. 

Kirkeministeriet overtager ressortansvaret for sager om trossamfund uden for Folkekirken fra Social- og Indenrigsministeriet. 

Med de nye ministerier bliver der også flyttet rundt om på departementscheferne

Departementschef i Økonomi- og Inderigsministeriet Sophus Garfiel overtager stillingen som departementschef i det nye Social- og Indenrigsministerium, hvor Karen Ellemann er ny minister. 

Økonomiministeriet flyttes under Finansministeriets ressortområde, hvor Martin Præstegaard er departementschef. Jesper Zwisler, som var departementschef i det nu nedlagte Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, får ikke en ny post. 

Henrik Studsgaard, som er departementschef i Miljøministeriet, overtager stillingen som departementschef i det nye Miljø- og Fødevareministerium, hvor Eva Kjer Hansen bliver minister. Nuværende departementschef Ib Byrge Sørensen får ikke en ny post. 

Uffe Toudal, som er departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, bliver ny chef for det nyoprettede ministerium Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet, hvor Inger Støjberg sidder på ministerposten. Det betyder et farvel til nuværende departementschef i boligministeriet Claes Nilas.

Statsministeriet oplyser, at posten som departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet vil blive slået op. 

Departementscheferne tiltræder deres nye poster i dag, søndag. 

Dokumentation

Regeringen Lars Løkke Rasmussen II:

1) Statsminister Lars Løkke Rasmussen
2) Finansminister Claus Hjort Frederiksen
3) Udenrigsminister Kristian Jensen
4) Kulturminister og kirkeminister Bertel Haarder
5) Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
6) Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen
7) Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
8) Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg
9) Social- og indenrigsminister Karen Ellemann
10) Justitsminister Søren Pind
11) Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
12) Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby
13) Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde
14) Skatteminister Karsten Lauritzen
15) Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen
16) Forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde Carl Holst
17) Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00