Skovenes mulige rolle i biodiversitetsbeskyttelsen blev diskuteret i en artikel 23. januar og tilknyttede kommentarer her på Altinget. Fra diskussionen kunne man få det indtryk, at der findes dokumentation for, at moderne skovdrift generelt set er en dårlig forretning, samt for at private ejere er bedre til at passe på biodiversiteten end offentlige ejere. Da Skov & Landskab ved Københavns Universitet er nævnt som en kilde til nogle konkrete fakta i den oprindelige version af artiklen, vil vi med denne artikel korrigere dette indtryk. Samtidig rejser forskerne i artiklen et par forvaltningsmæssige forslag til en forbedret biodiversitetsbeskyttelse, som vi kort vil kommentere og nuancere.

Der findes os bekendt ikke dokumentation for, at skovdrift i Danmark generelt er en dårlig forretning - driftsøkonomisk set. En god kilde til indsigt i skovbrugets driftsøkonomi er Dansk Skovforenings årlige publikation af regnskabsoversigter fra privatskovbrug, der dækker mange årtier tilbage. De viser ganske vist, at indtægterne fra nogle former for træproduktion har været vigende set over en lang årrække, og i perioder også negative i nogle egne af landet. Men de viser også, at driften af skovene er effektiviseret, og at den giver en række andre afkast og indtægter, der bidrager positivt til skovenes rentabilitet. Der findes analyser, der viser, at skov og skovdrift som et investeringsobjekt har været en fornuftig eller endda god investering set over en længere periode.

Når det er sagt, skal det også konstateres, at reale stigninger i priserne på skovjord i hvert fald frem til og med 2008 har presset driftsafkastet ned i relative mål. Det er muligt, at der vil ske en korrektion, såfremt prisstigningerne ikke har bund i en velbegrundet forventning om afkast. Men det er udviklinger og vilkår, der ikke er specielle for skovbruget eller kritiske i det lange løb.

Privat eller offentlig
Skal vi øge biodiversiteten i de danske skove, så kan man spørge, om det skal ske i privatejede skove eller offentlige? Fra diskussionen kunne man få det indtryk, at der findes dokumentation for, at privat ejerskab er en bedre garanti for beskyttelse end offentligt ejerskab. Det findes der os bekendt ikke nogen entydig dokumentation for. Men det er en interessant hypotese, der måske kan afdækkes. Det er dog ikke enkelt. Som der et andet sted i artiklen konstateres, er der af historiske årsager store forskelle på, hvilke skove der er i offentligt eje, og hvilke der er i privat eje. Allerede af den grund vil en eftervisning eller tilbagevisning af påstanden stille ganske skrappe krav til data og analysemetode. Det til side kan der argumenteres for, at svaret på spørgsmålet er, at biodiversitetsbeskyttelsen skal ske der, hvor den kan gennemføres med den største forventede samfundsøkonomiske effekt. Uanset om jorden er i privat eller offentlig eje.

Beskyttelsen af biodiversiteten er et vigtigt samfundsmæssigt spørgsmål. Der er empirisk evidens for, at den danske befolkning tillægger en forbedret biodiversitetsbeskyttelse en ganske betydelig værdi - også i samfundsøkonomiske mål. Ikke en uendelig værdi - men betydelig. Men uanset værdier og målsætninger skal biodiversitetsgevinster høstes på en omkostningsmæssig forsvarlig måde. I artiklen peges der naturligt nok på omkostningseffektivitet som et kriterium, og det giver god mening, når man vil nå bestemte mål. Det er også rigtigt, at det er nærliggende i den sammenhæng at kigge nærmere på skove, der ligger i den produktionsmæssigt ringere ende, og måske giver et driftsøkonomisk underskud. Det er bare slet ikke sikkert, at disse områder er mest omkostningseffektive at fokusere på, når det gælder biodiversitetsbeskyttelse og forbedringer.

Stopper vi for eksempel flisproduktionen i bjergfyrplantagerne i Vestjylland og lader dem ligge urørt hen, så mister vi nok kun en beskeden produktionsværdi, men vi vinder måske intet eller meget lidt på biodiversiteten. Omvendt kan man forestille sig, at løvskove på mere frugtbare jorde med en positiv produktionsværdi også er dem, der kan tilbyde de største forbedringer for biodiversiteten, hvis vi lader dem ligge. Derfor kommer man ikke uden om, at prioriteringsspørgsmålet - på tværs af offentlige og private arealer - kræver en afvejning af gevinster og omkostninger. Og nok heller ikke uden om spørgsmålet om at gøre noget aktivt for biodiversiteten de steder, hvor udgangspunktet er skidt.

Skovrejsning giver gevinster
I den sammenhæng nævnes skovrejsning som et tiltag, der ikke er omkostningseffektivt til biodiversitetsbeskyttelse. Det er absolut sandsynligt, og beskyttelse af truede arter på den korte bane er næppe et tungtvejende argument for skovrejsning. Men der er helt andre og gode grunde til skovrejsning, og vi ved, at der kan være betydelige samfundsøkonomiske gevinster ved skovrejsningsprojekter, der for eksempel er bynære og forbedrer rekreative, landskabelige værdier.

Endelig diskuteres der måder at sikre en omkostningseffektiv beskyttelse på. Der foreslås for eksempel, at staten sikrer sig ejerskab af private skove med vigtige naturværdier ved at bytte sig til dem for andre af statens skovarealer. Noget der til en vis grad allerede er set eksempler på. Dansk Skovforening foreslår alternativt et kontrakt og auktionssystem, hvor private skovejere kan byde ind med beskyttelsestiltag og konkurrere på gevinster og omkostninger. Der findes erfaringer med sådanne systemer, for eksempel fra Finland. De viser, at visse gevinster nok kan opnås, men også at der er en risiko for at betale for tiltag, der alligevel var blevet gennemført. Derfor er det konkrete valg og design af denne slags metoder væsentlig for deres effektivitet.

Der er brug for en national handlingsplan der bygger på dokumenteret viden om, hvor og hvordan den danske indsats for beskyttelse af biodiversiten skal gennemføres på en samfundsøkonomisk forsvarlig måde.