40 år med røg, støj og møg

Danmark nu blunder den lyse nat
bagved din seng når du sover
Fra kloakkerne strømmer vat
lort og tampax i Kattegat
Og på en dønning driver
brugte præservativer

Det var nyt, at forurening var noget, man sang om. Og nyt, at forurening var noget, man diskuterede. I 1969 var miljøorganisationen NOAH blevet stiftet, og i græsrodsbevægelserne, der opstod i forlængelse af ungdomsoprøret, kom der mere opmærksomhed på miljøproblemer.

Men snart skulle forurening også blive et anliggende for centraladministrationen, for da Socialdemokratiets leder Jens Otto Krag vandt valget i 1971, greb han miljødagsordenen og gjorde den til et politisk projekt.

Første skridt var at oprette et miljøministerium, som fik navnet 'Ministeriet for Forureningsbekæmpelse'. Første minister blev den 34-årige Jens Kampmann (S), som desuden var trafikminister. Kampmann selv har siden undret sig over, at han skulle have to ministerposter.

"Den bedste forklaring, jeg kan finde på dobbeltministeriet, var, at man måske ikke var 100 procent sikker på, om 'Forureningsministeriet' nu kunne holde i årene fremover, og så havde den unge minister da et andet ministerium at falde tilbage på," har han skrevet i et tilbageblik.

Men Miljøministeriet holdt og kan i dag fejre 40 års jubilæum.

Kampmanns første ministerium var ikke stort. Det var under 100 ansatte i departementet, og fokus var blandt andet på bekæmpelsen af forurening af vand, luft og levnedsmidler. Selv har han skrevet, at fokus især var på industrien.

"Nutidens syndere som landbrugs- og transportsektoren indgik næsten overhovedet ikke i diskussionen."

Ankers store løsning
I 1972 blev Miljøstyrelsen oprettet, og da Anker Jørgensen i 1973 dannede sin anden regering, fik ministeriet sit nuværende navn og fik samtidig overført nye opgaver - blandt andet planlægning fra Boligministeriet, fredning fra Kulturministeriet og statsskovene fra Landbrugsministeriet. Det er fra 1973, at naturpolitik for alvor bliver en opgave for ministeriet. Fredningslovene havde man haft længe, men i disse år begynder der langsomt at komme fokus på naturproblemer - at udvikling og byggeri kan skade natur og dyreliv.

Antallet af medarbejdere når med udvidelsen i 1973 op på omkring 1.000. Fra begyndelsen valgte man en - på det tidspunkt - ny organisering med et lille departement og en række styrelser.

I 1974 trådte den første miljøbeskyttelseslov i kraft, og med denne lov fik kommuner og amter i vidt omfang ansvaret for tilsyn, kontrol og administration af loven. I samme ombæring blev Miljøankenævnet oprettet som klageinstans.

Axel Bendtsen, som i dag er specialkonsulent i Miljøstyrelsen, blev ansat i ministeriet i 1975 og har altså været med det meste af vejen. Han husker, at ministeriets første store opgave var overhovedet at få sat miljø på dagsordenen i samfundet og ikke mindst i de øvrige ministerier.

"Det var for eksempel velfærd, at vi fik nye veje og flere biler. Dengang havde man slet ikke en forestilling om, at trafik også kunne være et problem. Der var ministeriets opgave at være ambassadør for miljøet og tale miljøets sag," husker han.

Fra oprydning til bæredygtighed
Men det var ikke nok at tale om problemerne. De skulle også løses. Fabrikkerne var blevet større, og der var problemer med røg, støj og møg.

"Hvad gør vi med lossepladserne? Hvad gør vi med spildevandet? Der blev lavet redegørelser og opbygget kontrolsystemer. Det var et stort arbejde at finde løsninger på problemerne et for et," husker Axel Bendtsen.

Ind i mellem var løsningerne ikke de rigtige. Det var ikke klogt at grave kemikalier ned for senere at opdage, at grundvandet blev forurenet.

"Med tiden blev det klart, at det ikke nyttede, at vi hele tiden kom halsende bagefter og forsøgte at rydde op. Derfor kom der mere fokus på, hvordan vi kan organisere samfundet, så vi helt undgår miljøproblemerne. Det er en bæredygtighedstanke, som med tiden bliver mere central," siger Axel Bendtsen.

Fra lokalt til internationalt
I ministeriets første år er fokus på lokale forureningsproblemer, men allerede i begyndelsen af 1970'erne, hvor Danmark også indtræder i EF, kommer der fokus på internationale løsninger på miljøproblemerne.

"Vi indser, at det ikke nytter, at vi renser vores spildevand, hvis alle de andre lande leder urenset vand ud i Østersøen. På den måde har miljøet ikke grænser. Derfor bliver Danmark hurtigt aktive i miljøarbejdet i Fællesmarkedet og med de internationale konventioner," siger Axel Bendtsen, der også peger på, at det er bedre for danske virksomheders konkurrenceevne, hvis der laves internationale aftaler.

Fra slæbeanker til vækstmotor
En tredje udvikling, som Axel Bendtsen fremhæver er, at miljøregulering i dag er blevet et forretningsområde.

"Der er ingen tvivl om, at miljøpolitik for mange virksomheder i begyndelsen var et slæbeanker. Det var dyrt, besværligt og irriterende. Men senere blev det klart, at det også kan være en motor. Da vi stillede skrappe krav til rensning af spildevand, var det dyrt for myndigheder og virksomheder, men i dag har vi virksomheder, der er verdensmestre i at udvikle teknologi til spildevandsrensning, som de kan sælge i hele verden," siger han.

Beder man ham om personligt at pege på et område, hvor ministeriet har haft størst succes i de første 40 år, peger han på beskyttelsen af kystlandskabet, at stort set alle virksomheder har fået styr på miljøet og endelig på rensningen af spildevandet.

Halfdan Rasmussen skrev om vat, lort og tampax og en dønning, der driver med brugte præservativer. Og Axel Bendsten husker det ikke meget anderledes:

"Dengang var det forbudt at røre ved vandet i Københavns Havn, og vi kaldte Øresund for pløresund. Man badede i afføring. Nu kan vi bade i Københavns Havn. Det er en stor succes."