Biolog: Plads til både natur og landbrug

Af Rasmus Ejrnæs
Biolog og seniorforsker, Aarhus Universitet

Er det ikke sådan, at borgere, beslutningstagere og landbrug har en fælles interesse i, at Danmarks landareal disponeres sådan, at der både er natur og landbrug?

Rasmus Ejrnæs
Biolog og seniorforsker ved Aarhus Universitet

Det er bare så kedeligt at få bekræftet sine fordomme.

En Venstre-regering flytter Miljøministeriet ind under Fødevareministeriet under løfter om lempelse af landbrugets produktionsvilkår.

Som alle andre forventer jeg, at det gamle landbrugsparti ruller beskyttelsen af naturen tilbage. Ministeren skynder sig da også at markere sin opbakning til landbruget ved at tilbagerulle forbud mod sprøjtning og gødskning af beskyttede naturtyper, ved at lempe administration af strandbeskyttelseslinjen og aflyse de obligatoriske randzoner.

Helt i samme ånd flyttes planloven til Erhvervs- og Vækstministeriet. Nu skal der vækstes, og hensynet til sære sommerfugle, finurlige frøer og mærkelige mosser må vige for gode gamle landbrugsdyder: Hvis det kan dyrkes – så skal det dæleme dyrkes. Og hvis dyrkning ikke kan betale sig, så må vi forbedre erhvervets rammevilkår, så vi sikrer, at det alligevel kan betale sig.

Ringe jord bliver dyrket 
På vej til arbejde cykler jeg af og til langs Kalø Vig i Østjylland. Her kommer jeg forbi en lavtliggende mark, som er pløjet helt ud til kanten af strandrørsumpen, afvandet af en dyb drængrøft.

Om foråret slår vinterafgrøden i reglen fejl, eftersom marken har stået under vand det meste af vinteren. Så kommer viberne, 1-2-3 par viber sværmer over marken, kurtiserer hinanden og lægger an til at bygge rede. Jeg ved ikke, hvor langt de kommer med yngleriet, men jeg ved, at den lille hektar landbrugsjord bliver pløjet op og sået til på ny, så snart vandet er drænet af.

Om det er udslag af nyttelogik, grådighed eller økonomisk kalkule ved jeg ikke, men det er ikke så sært, at der ikke er viber tilbage i agerlandet, når det forgældede landbrug, stik imod al sund fornuft, pløjer og dyrker selv den ringeste dyrkningsjord.

Plads til både natur og landbrug 
Men måske er det i virkeligheden mine forventninger til en kombineret miljø- og fødevareminister, som har været forkerte? For er det ikke sådan, at borgere, beslutningstagere og landbrug har en fælles interesse i, at Danmarks landareal disponeres sådan, at der både er natur og landbrug, og sådan, at naturarealer og landbrugsarealer placeres og drives på en måde, som ikke ødelægger vilkårene hos hinanden?

Eva Kjer Hansen udtaler til Altinget, at hun skam også er naturelsker, og selvom der nok skal være danskere, som er ligeglade med naturen – landmænd eller ej – så repræsenterer ministeren på dette punkt uden tvivl hovedparten af danskerne.

Dertil kommer, at landbruget ikke har brug for en minister, som bøjer sig for deres ensidige produktionsinteresser, men derimod en minister, som kan hjælpe dem til at genvinde befolkningens tillid.

Brug for klar vision
Så måske burde jeg have forventet, at den nye minister, med afsæt i sit stærke dobbelte mandat, satte sig ved samme bord som Danmarks store arealbesiddere og lavede en kontrakt med en klar vision og plan for Danmarks natur. En plan, som både er realistisk og ambitiøs nok til, at regeringen og landmændene kan være stolte af sig selv og til at samle en bred politisk tilslutning i Folketinget, så naturpolitikken ikke skal skifte kurs, hver gang vi skifter regering.

Er jeg mon offer for et naivt udslag af positiv psykologi, eller har jeg ret og skal nu bare læne mig tilbage og vente på, at det indlysende går op for landbruget og deres minister: Nemlig at de er nødt til både at tjene til dagen og vejen og sikre Danmark en rig og mangfoldig natur, som vi kan give videre til de næste generationer. At vælge det ene på bekostning af det andet er en tabersag.