Biolog: Sådan overvinder vi naturkrisen

Af Rasmus Ejrnæs
Biolog og seniorforsker ved Aarhus Universitet

Man kan godt blive lidt følelsesløs af strategier og mål: 2010-mål, 2020-mål, Aichi-mål, klimamål og så videre.

Man sidder tilbage med mistanken om, at målene blot forhaler en beslutning, politikerne ikke magter. Men måske kan de langsigtede mål alligevel noget?

I hvert fald fik jeg en mindre åbenbaring, da jeg faldt over den korte version af FN’s 17 verdensmål. Den svenske statistiker Hans Rosling var lige død, og måske smittede hans fremtidsoptimisme af på mig. I hvert fald slog det mig, at menneskeheden, så vidt jeg kan vurdere, har gjort markante fremskridt for 15 af de 17 bæredygtighedsmål de sidste 100 år.

Verden er blevet et bedre sted målt på sult, fattigdom, krig, analfabetisme, ulighed, børnedødelighed og meget mere. Kun for to mål har der været systematisk tilbagegang de sidste 100 år: Liv i vand og liv på land. Det er de to mål, som ikke handler direkte om os selv som art. Det er forståeligt, at vi tænker på os selv først, men det er altså samtidig den indlysende grund til, at verdens biodiversitet stadigvæk er i tilbagegang.

Fra bullshit til handling
Så hvordan flytter vi fokus i Danmark fra skåltaler og bullshit til reel handling?

Vi kommer ikke videre før vi erkender, at biodiversitetskrisen fortsætter, så længe vi alle steder nyttiggør naturen på vores præmisser og ingen steder lader naturen være fri.

Rasmus Ejrnæs
Biolog og seniorforsker

Vi kommer ikke videre før vi erkender, at biodiversitetskrisen fortsætter, så længe vi alle steder nyttiggør naturen på vores præmisser og ingen steder lader naturen være fri. Af den erkendelse følger, at vi må beslutte, hvor stor en del af Danmarks landareal og søterritorium, der skal disponeres til naturen på egne præmisser.

Rumlig planlægning er ikke noget nyt princip. Lige siden vi mennesker begyndte at lave samfund har vi delt verden op mellem os. I territorier, i nationalstater, i land og by.

Nationalparker
I andre af verdens lande har man også disponeret plads til naturen, for eksempel i form af nationalparker. Men da vi endelig i 2007 fik en nationalparklov, var den så udvandet, at den ikke engang med god vilje kan siges at disponere plads til naturen.

Sat på spidsen er danske nationalparker steder, hvor lokalbefolkningen er positivt stemt, og hvor Folketinget og de almennyttige fonde bevilger penge til borgerinddragelse, fugletårne, cykelstier og nationalpark-tv. Men i øvrigt kan man fortsætte som hidtil med at dræne, pløje og gøde markerne med gylle og fælde de gamle træer i skovene.

Vi kan ellers se i Lille Vildmose og Suserup Skov samt Forsvarets øvelsesområder ved Borris og Oksbøl, at naturen kvitterer med biodiversitet, når vi ophører med at dyrke den. Det er så heller ikke nationalparker.

Hvor er de ansvarlige politikere?
Spørgsmålet hænger altså i luften: Er der politisk ansvarlighed og modenhed til at vedtage forpligtende mål for, hvor stor en del af Danmark, der bør disponeres til naturen på egne præmisser?

På langt sigt er det en vindersag: Når vi om et antal årtier bliver erstattet på arbejdsmarkedet af robotter, vil der være en umættelig efterspørgsel på oplevelsesrig natur, hvor man kan fotografere sommerfugle, samle svampe, fiske laks, meditere, høre kronhjortene brøle og se havørnen jage. Så det er ikke kun for biodiversitetsnørder det her, det er en fællesskabsvision for fædrelandet.

Forslag: 17 procent til naturen
Jeg har et forslag for landjorden, så politikerne kan komme i gang med tænkearbejdet: Lad os sige 66 procent til landbrug og skovbrug, 17 procent til byer, veje og andre urbane formål og 17 procent til natur.

En sådan vision bør kunne realiseres inden 2050. Staten kan gå foran med den statsejede natur, men det kræver også at private arealer købes fri til naturformål. Det bør være muligt at finde 17 procent, hvor dyrkningsinteresserne er så marginale, at eksempelvis jordfordeling kan bruges som instrument.

Det mest oplagte sted at finde pengene ville være en beskeden skat på handel med jord – det er immervæk os som har annekteret pladsen fra naturen i første omgang.