Brosbøl om vandplaner: Endnu en stor dag 

VANDPLANER: Miljøministeren glæder sig over endelig at have vedtaget vandplanerne, som hun ikke mener kunne være droppet. EL bakker op, men ærgrer sig over ambitionerne. Planerne burde være begravet for længst, lyder det fra Venstre.

Regeringen har vedtaget vandplanerne.<br>
Regeringen har vedtaget vandplanerne.
Foto: colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Jeg synes, at det er ærgerligt, hvis man ser glasset som halvt tomt frem for halvt fyldt. For når jeg ser på, hvad landbruget og Venstre siger, så vil de have vandplanerne helt væk. Det siger noget om, at vi nok har fundet en god balance.

Kirsten Brosbøl (S)
Miljøminister

Torsdag kunne regeringen vedtage de stærkt forsinkede vandplaner. Perioden for planerne udløber allerede med udgangen af næste år, men miljøminister Kirsten Brosbøl (S) holder fast i, at det er rigtigt ikke at springe perioden over:

”Det er endnu en stor dag på det grønne område. For der er gode og nyttige indsatser for vores vandmiljø, og det er der også behov for. Derudover er vi også forpligtet til at have vandplaner, da vi har fået EU-Kommissionen på nakken, så det er selvfølgelig vigtigt, at de nu er vedtaget,” siger hun.

De vedtagne vandplaner er ændret en lille smule i forhold til dét, der var i supplerende høring hen over sommeren. Ifølge Naturstyrelsen drejer det sig blandt andet om en række vandløb, som ved en fejl ikke var med i planerne. I alt handler det om ni kilometer ekstra indsats. Af samme årsag vil 70 flere ejendomme blive en del af spildevandsindsatsten.

Dokumentation

Vandplanernes indhold

Konkret betyder vandplanerne, at der skal gøres en indsats på mange områder.

Det gælder bl.a. de danske vandløb:

  • Ca. 450 km vandløb restaureres.
  • Ca. 150 km vandløb, der tidligere var gemt væk i rør, åbnes op.
  • Ca. 1.330 spærringer fjernes, så der gives bedre passage for fisk og andre dyr i åerne.

Implementeringen af første vandplansperiode skal også sikre, at der udledes mindre kvælstof og fosfor til vores vandmiljø. Konkret betyder det bl.a.:

  • Nye vådområder, randzoner og krav om anvendelsen af efterafgrøder i landbruget.
  • Ca. 6.600 tons mindre kvælstof og ca. 51 tons mindre fosfor i vandmiljøet (incl. effekterne af spildevandsrensning).

Første vandplansperiode danner også rammerne for en omfattende spildevandsindsats, så vi ikke forurener vores vandløb og søer med især organiske stoffer. Disse indsatser skal være færdige senest om to år. Det drejer sig om:

  • Forbedret spildevandsrensning for ca. 35.000 ukloakerede ejendomme i spredt bebyggelse.
  • Indsatser overfor ca. 250 overløbsbygværker, hvor forurenet kloakvand løber over ved kraftig regn.
  • Forbedret spildevandsrensning på 26 utidssvarende renseanlæg.

- fakta fra Naturstyrelsen


0:000:00