COP 12: Hvad med pengene?

Af Ann Berit Frostholm
Naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening og 92-gruppens repræsentant ved forhandlingerne i Sydkorea

Spørgsmålet om mobilisering af finansielle ressourcer til biodiversitet fylder meget i forhandlingerne i Sydkorea. For hvem skal betale for den nødvendige indsats? Kommer pengene i rette tid? Og hvad vil det koste at implementere de aftalte mål, der har til formål at forbedre naturens tilstand?

Grundlæggende er der enighed om, at den biologiske mangfoldighed har essentiel betydning for menneskers velfærd. Naturen forsyner os med ren luft og rent vand, materialer til produktion og energiforsyning, fødevarer som frugt og fisk. Det står også klart, at vores forbrugsmønstre og den stigende befolkningstilvækst lægger beslag på en stigende andel af naturens ressourcer, og at det lægger yderligere pres på biodiversiteten.

Alle er klar over, at tabet af biodiversitet sker med en foruroligende hastighed, og at det derfor haster med at igangsætte den brede vifte af indsatser, der skal til for at sikre bæredygtig brug af naturressourcerne og bevaring af de værdifulde økosystemer som naturlige skove og ferskvandsområder.

De 17 såkaldte megadiverse lande har ekstremt høj biologisk variation – til sammen rummer de omkring 70 procent af verdens biodiversitet. Det giver selvsagt en stor spredning på, hvor store udfordringer de forskellige lande står overfor. Her gælder den ædle regel om, at den, der har evnen, har pligten. 

Ann Berit Frostholm
Naturpolitisk medarbejder i DN og 92-gruppens repræsentant ved forhandlingerne i Sydkorea.

Få lande har oplysninger om indsatsen
Så på den ene side anerkender verden, at den biologiske mangfoldighed har en positiv betydning for samfundsøkonomien. På den anden side er der udgifter forbundet med at indsamle viden om naturens tilstand, med at udarbejde nationale strategier og med at sikre en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer og havområder.

Danmark er et af de få lande, der har indsamlet oplysninger om hvor mange penge, vi har brugt på biodiversitet siden 2006. En viden, som benyttes til at få en ide om, hvad det koster at gennemføre den nødvendige indsats globalt, men som også fortæller noget om, i hvilket omfang det er skattekroner eller private midler, der bidrager til naturbeskyttelse, informationsindsamling, opbygning af viden og udvikling af teknologi til bæredygtig produktion.

Højtudviklede lande må træde til
Men for udviklingslande kan det være en stor udfordring at skabe overblik over flowet af penge - og det kniber derfor med at få et realistisk billede af, hvor mange penge der skal til, for at man kan udmønte de globale mål for biodiversitet, Aichi-målene, i tide.

Mens de udviklede lande har midlerne til at udarbejde passende strategier og handlingsplaner, både målt i viden og i penge, så er det i mange tilfælde en stor udfordring for u-landene. Man har ikke økonomien til det i et samfund, hvor mange sulter eller er syge, og man mangler måske viden om, hvordan man griber opgaverne an. Eller man har ganske enkelt svært ved at kortlægge naturens tilstand i et land, der er mange gange større end Danmark, og som rummer en langt mere mangfoldig natur.

Det gælder eksempelvis de 17 såkaldte megadiverse lande, der har ekstremt høj biologisk variation – som til sammen rummer omkring 70 procent af verdens biodiversitet. Det giver selvsagt en stor spredning på, hvor store udfordringer de forskellige lande står overfor. Her gælder den ædle regel om, at den, der har evnen, har pligten. Højtudviklede lande med stærke økonomier må nødvendigvis bidrage til, at mindre ressourcestærke lande kan finansiere deres indsats for naturen og i sidste ende for befolkningernes velfærd.

Foreløbige opgørelser fra 2012 anslår, at de nødvendige naturindsatser globalt vil koste mellem 116-340 mia. euro årligt frem til 2020. En omkostning per verdensborger svarende til mellem 115-345 kroner eller 0,08-0,25 procent af det globale bruttonationalprodukt. En samtidig beregning viser, at der i 2012 blev anvendt cirka 40 milliarder euro årligt på verdensplan til indsatser forbundet med biodiversitet. Det er derfor tydeligt, at der er et stort gab mellem behovet og de faktisk anvendte ressourcer.

Realistiske mål for fremtiden
I 2012 satte parterne et foreløbigt mål om i 2015 at fordoble de beløb, der i gennemsnit blev anvendt på biodiversitet i 2006-2010. EU har på COP 12 bekræftet, at man er klar til at gøre det foreløbige finansieringsmål bindende frem til 2020. Men det blev mødt af flere afrikanske lande, iblandt dem Kenya, med et forslag om en yderligere fordobling af de økonomiske bidrag fra de udviklede lande til udviklingslandene i 2017.

Andre afrikanske lande, som eksempelvis Liberia og Etiopien, har dog valgt at bakke op om, at man fastholder målsætningen om en fordobling af støtten i 2015 og vedholder det niveau frem til 2020. Det er ganske enkelt bedre med et realistisk og opnåeligt mål om at finde flere penge til naturen end at sætte så høje mål, at pengene ender med ikke at dukke op i tide.
De kommende dage vil give en pejling på, om flere lande er villige til at yde større beløb til udviklingslandenes arbejde med at bevare biodiversiteten.