Danmark er blevet stævnet for vandplaner

RETSSAG: EU-Kommissionen har i juli stævnet Danmark for de forsinkede vandplaner.
Foto: Colourbox
Anders Jerking
EU-Kommissionen har nu officielt stævnet Danmark for ikke at leve op til Vandrammedirektivet.

I april varslede EU's miljøkommissær Janez Potočniks, at Kommissionen ville stævne Danmark for ikke at leve op til tidsfristerne i vandrammedirektivet. 7. juli modtog Miljøministeriet den officielle stævning. Regeringen skal inden 17. september svare på stævningen, men allerede nu er embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet ved at nedsætte en procesdelegation, som skal forberede den kommende retssag.

Danmark er stævnet for brud på direktivets artikel 13 og 15, der siger, at medlemslandene skulle have udarbejdet vandplanerne inden 22. december 2009, og senest 22. marts 2010 have sendt de endelige vandområdeplaner til Kommissionen. De danske vandplaner var som bekendt i høring i foråret, men er endnu ikke vedtaget.

I et notat til Folketingets Europaudvalg (se link) oplyser Naturstyrelsen, at regeringen over for Kommissionen har understreget, at regeringen "har tillagt det højeste prioritet at sikre, at målsætninger og miljømål vil blive nået inden for direktivets frister, således at der reelt opnås de markante forbedringer af vandmiljøet, som direktivet tager sigte på at tilvejebringe."

0:000:00