Danmark kan få mere gift i frugt og grønt

PESTICIDER: Tidligere har Socialdemokraterne stemt imod øgede grænseværdier for pesticider, men mandag valgte den nye fødevareminister at afstå fra at stemme, da spørgsmålet kom op i EU. Det må være en begynderfejl, hedder det fra Enhedslisten.
Morten Øyen

Jeg synes, det er lidt foruroligende, at det skal være et rent politisk ansvar at vedtage højere grænseværdier. Derfor vil vi spørge ministeren, om vi ikke kan få indført, at det fremover først skal testet ordentligt for kombinationseffekterne, før vi giver et mandat.

René Christensen
Fødevareordfører, (DF)
Fakta

Sagen kort
Den 10.-11. oktober behandlede den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed forslaget, der vil hæve grænseværdierne for pesticidrester i en række frugter, grøntsager, frø og the.

Danmark afstod fra at stemme i komiteen. Fødevareministeren vil nu drøfte stigninger i maksimalgrænseværdier for pesticider med alle Folketingets partier for at fastlægge en dansk holdning.

EU-Kommissionen forelægger nu forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig inden for tre måneder.

Konkret drejer denne sag sig om bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for:
amidosulfuron, azoxystrobin, bentazon, bixafen, cypermethrin, cyproconazol, fluopyram, flusilazol, imazapic, malathion, propiconazol, spinosad og tebuconazol.  

Vindruer, tomater, blomkål og persille solgt eller dyrket i Danmark kan fremover komme til at indeholde en højere grænseværdi fra en række pesticider. Det står klart, efter regeringen afstod fra at stemme, da spørgsmålet blev behandlet i EU i mandags.

Og det må være en "begynderfejl", lyder det fra Enhedslistens Per Clausen. Han mener, det helt grundlæggende er en dårlig ide at sætte grænseværdierne for pesticider op.

"Vi ser ikke noget formål med, at man skal åbne for en øget anvendelse af pesticider. Det er helt klart min opfattelse, at det er noget, vi skal have en snak med ministeren om med henblik på at få skærpet regeringens holdning til den slags spørgsmål," siger Per Clausen.

Tvivl om kombinationseffekter
Dansk Folkeparti har tidligere i lignende sager om pesticidrester stemt for, men i foråret besluttede partiet at ændre holdning. Fødevareordfører René Christensen (DF) understreger, at det hænger sammen med den usikkerhed, der ofte er om kombinationseffekterne mellem pesticiderne.

"Vi troede egentlig, vi sidst, da vi valgte at stemme nej, fik sendt et vink med en vognstang. For nu har vi talt om de kombinationseffekter ret længe," siger René Christensen.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og DTU Fødevarer har gennemført risikovurdering af alle pesticiderne i forslaget fra EU-Kommissionen og vurderet, at de er sundhedsmæssigt acceptable. De har bare ikke vurderet eventuelle kombinationseffekter, idet der endnu ikke foreligger en tilstrækkelig god metode til at gøre det.

Det bekymrer Dansk Folkeparti.

"Jeg synes, det er lidt foruroligende, at det skal være et rent politisk ansvar at vedtage højere grænseværdier. Derfor vil vi spørge ministeren, om vi ikke kan få indført, at det fremover først skal testet ordentligt for kombinationseffekterne, før vi giver et mandat," siger René Christensen.

Gjerskov: Ordførere ikke klar
Fødevareminister Mette Gjerskov slår fast, at hun selv er kritisk over for forøgede grænseværdier for pesticider. Men sagen var en af de første, der blev lagt på hendes ministerbord, og der var alle de andre partiers ordførere endnu ikke udpeget.

"Så jeg vurderede, det var svært at få et ordenligt mandat," siger Mette Gjerskov.

Hun understreger, at en ny regering bør sende et klart signal, når den kommer til Bruxelles - men at hun med de manglede udpegede ordførere mente, der skulle undlades at stemme af parlamentariske årsager.

Men hvad så med næste gang - vil regeringen stemme nej der?

"Det ved jeg ikke. Jeg er meget skeptisk over for giftrester i både vand og i mad, og det er vigtigt at finde den rigtige linje, for det er sager, som kommer op igen og igen. Derfor har jeg allerede, på baggrund af den her sag, sat en proces i gang, hvor jeg skal drøfte det med alle ordførerne, så vi kan få lagt en fast dansk holdning til de her sager," siger Mette Gjerskov.

0:000:00