Debat

DN: Naturhensyn klinger hult i regeringens vandløbsplaner

DEBAT: Det klinger hult, når regeringen vil modernisere vandløbslov under hensyn til naturen, men samtidig lægger op til en massakre på naturbeskyttelsen af små vandløb, skriver Henning Mørk Jørgensen, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Set fra Danmarks Naturfredningsforenings side, så spiller de små vandløb en stor rolle i Danmark, skriver Henning Mørk Jørgensen, Biolog i Danmarks Naturfredningsforening.
Set fra Danmarks Naturfredningsforenings side, så spiller de små vandløb en stor rolle i Danmark, skriver Henning Mørk Jørgensen, Biolog i Danmarks Naturfredningsforening.Foto: Colourbox
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henning Mørk Jørgensen
Biolog i Danmarks Naturfredningsforening

Kan man tage hensyn til naturen samtidig med, at man afvikler naturbeskyttelsen? Det lyder svært, men det er ikke desto mindre, hvad regeringen forsøger at gøre med det nye ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til regeringen om modernisering af vandløbsloven.

Øvelsen skal efterkomme landbrugslobbyens ønske om bedre muligheder for at lede vand væk fra markerne. Der er dog det paradoks, at de fleste store danske åer og vandløb løber igennem en by, så derfor vil øvelsen højst sandsynligt flytte problemerne fra landmændenes marker til byerne. Det er den nød, som ekspertudvalget med tidligere fødevareminister Henrik Høgh (V) i spidsen nu skal i gang med at knække.

Der hvor kæden springer af er, at kommissoriet for udvalget også er at sikre, at naturbeskyttelsen ikke forringes. Det klinger hult, når man har lagt op til et parallelt forløb i de kommende vandråd, der netop har til formål at forringe naturbeskyttelsen og pille små vandløb ud af vandrammedirektivets beskyttelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Massakre på naturbeskyttelsen
Med baggrund i de opdaterede kriterier for afgrænsnings af vandløb, der netop er kommet fra DCE (*Nationalt Center for Miljø og energi), så har ministeren udvalgt en række kriterier, som de små vandløb med et opland på under 10 km2 nu skal revurderes efter for at se, om de skal blive inde i vandområdeplanerne og dermed nyde beskyttelse af at have en målsætning.

Her står det klart, at regeringen har valgt at se bort fra det faglige oplæg og i stedet i høj grad har håndplukket nogle kriterier, som skal sikre, at naturbeskyttelsen kan fjernes fra så mange som muligt af de små vandløb.

Set fra Danmarks Naturfredningsforenings side, så spiller de små vandløb en stor rolle. For det første er de vuggestuer for meget af den yngel, som sikrer, at vi har et rigt liv af fisk i vores vandløb.

Henning Mørk Jørgensen
Biolog i Danmarks Naturfredningsforening

Analysen fra  DCE siger klart, at god økologisk tilstand kan opnås, hvis hældningen på vandløbet er 0,45 promille eller større. Regeringen har derimod valgt at lægge sig fast på et fald, der hedder mindst tre promille. Når man stiller så højt et krav til fald, og Danmark er et relativt fladt land, så betyder det i praksis, at det bliver muligt at fjerne naturbeskyttelsen fra rigtig mange af de små vandløb.

Men hvis vandrådene i stedet skulle følge DCE's kriterier, så skulle der faktisk tages mange flere vandløb ind i planerne i stedet.

Små vandløb med stor rolle
Set fra Danmarks Naturfredningsforenings side, så spiller de små vandløb en stor rolle. For det første er de vuggestuer for meget af den yngel, som sikrer, at vi har et rigt liv af fisk i vores vandløb. For det andet, så kan de være med til at spille en vigtig rolle, når vi i fremtiden skal være bedre til at håndtere store mængder nedbør og tilbageholde vand for ikke at oversvømme byerne.

Når regeringen med den ene hånd arbejder hårdt for at udtage de små vandløb fra vandområdebeskyttelsen, og dermed åbner op for, at landbruget i højere grad kan indrette dem som afvandingskanaler, mens man med den anden hånd gerne vil have bedre kontrol med de stigende vandmængder i fremtiden, så modarbejder de to hænder hinanden.

Derfor så vi gerne i Danmarks Naturfredningsforening, at man lavede et mere samlet forløb, hvor man så på, hvordan udtagning af lavbundsarealer, miljøhensyn, klimatilpasning og fornuftigt landmandskab kunne spille sammen. Deri ligger måske et columbusæg og venter på Henrik Høgh-udvalget, men det kræver, at landbruget kan afse noget jord til at holde på vandet af hensyn til både samfundet og naturen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Mørk Jørgensen

Havbiolog, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient. i biologi (Aarhus Uni. 1984)

0:000:00