Danskerne: Konservative har ikke gjort regeringen mere grøn

MÅLING: Blot otte procent af danskerne mener, at den nuværende regering er mere grøn end den tidligere Venstre-regering. Det er for tidligt at fælde dom, mener Konservative, der arbejder for en grønnere kurs. WWF savner initiativer fra regeringen.

Kun otte procent af danskerne ser en mere grøn politik, efter Konservative er blevet en del af regeringen.
Kun otte procent af danskerne ser en mere grøn politik, efter Konservative er blevet en del af regeringen.Foto: /Ritzau/Carsten Bundgaard
Hjalte T. H. Kragesteen

Konservative ynder at se sig selv, som den grønne stemme i blå blok. Som det borgerlige parti i Danmark, der i særdeleshed taler klimaets og miljøets sag.

Men ifølge danskerne er det endnu ikke lykkedes partiet, der i weekenden afholder landsråd, at bruge sin deltagelse i regeringen til at flytte så meget på netop det grønne område.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.

Her svarer blot otte procent af befolkningen, at VLAK-regeringen fører mere grøn politik, end den forhenværende V-regering gjorde. 52 svarer nej, og 40 procent svarer ved ikke.

Vi har ventet længe på udspil fra regeringen.

John Nordbo
Klima- og miljøchef, WWF Verdensnaturfonden

Da de tre blå partier for knap et år siden forhandlede om et nyt fælles regeringsgrundlag, var det grønne område centralt for Konservative. Og partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, mener da også, at den nuværende regering er mere grøn end den tidligere.

”Jeg synes egentlig, at der bliver taget mange gode initiativer. Jeg er glad for, at vi i finanslovudspillet har fået afsat 80 millioner til en naturpulje, og jeg glæder mig til, at vi skal lave en ny plasthandlingsplan,” siger Mette Abildgaard og fortsætter:

”Den nuværende regering er mere grøn, men de interne kampe, vi kæmper nu, er måske knap så synlige som tidligere.”

Lidt tidligt at fælde dom
Hun kan dog samtidig godt forstå, hvorfor der ikke er flere, der svarer ja til spørgsmålet, og hun hæfter sig i den forbindelse ved, at hele 40 procent svarer ved ikke.

”Vi har jo ikke præsenteret store grønne udspil - eller haft store grønne forhandlinger, efter at vi er trådt ind i regeringen. Så jeg tror, det kan være lidt svært at vurdere,” siger Mette Abildgaard og fortsætter:

”Det er lidt tidligt at fælde dom.”

 

Hun peger på de kommende forhandlinger om et nyt energiforlig som en form for lakmusprøve for regeringen.

”Hvis ikke der er flere til den tid, der kan se, at vi Konservative gør en forskel, så vil jeg være rigtig ked af det. Det er her vi har en meget stor prøvelse som parti,” siger Mette Abildgaard.

WWF: Der sker jo ikke noget
I WWF Verdensnaturfonden kan man godt forstå, at danskerne har en vis skepsis over for VLAK-regeringens kurs på det grønne område.

”Jeg tror faktisk, at jeg havde svaret ved ikke på det spørgsmål,” siger klima- og miljøchef, John Nordbo.

Han peger på, at VLAK-regeringen i sit udgangspunkt lagde op til et kursskifte på det grønne område, efter en periode med den rene V-regering, hvor ”alt handlede om at skære ned og undgå en klimaindsats.”

”Vi fik et regeringsgrundlag, der signalerede, at Paris-aftalens klimamål er vigtige, og man satte også en målsætning for vedvarende energi,” siger John Nordbo og fortsætter:

”Men vi har ventet længe på udspil fra regeringen.”

Og så er der også tiltag, der har trukket i den forkerte retning, påpeger han.

”Vi har set en del udspil fra regeringen, der ikke har taget hensyn til klimaet. Og jeg kan heller ikke se, at miljø- og fødevareministeren er blevet grønnere,” siger John Nordbo.

De Konservative afholder landsråd i Tivoli Kongrescenter fra 23-24 sepember.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Nordbo

Klimarådgiver, CARE
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00