De glemte arter – hvem har hørt om blåhathvepsebi?

Af Morten D.D. Hansen
Museumsinspektør og naturvejleder

For tre år siden gjorde jeg et af mine bedre naturhistoriske fund. Jeg fandt en blåhathvepsebi på Molslaboratoriets arealer i Mols Bjerge. Bien, som på latin lyder navnet Nomada armata, udmærker sig ved at have en meget specialiseret livscyklus, idet den parasiterer rederne hos blåhatjordbi, der også er lidt sær, fordi den kun søger pollen på den blomst, der kaldes blåhat. Det går med andre ord en lige ”fødekæde” fra blåhat over blåhatjordbi til blåhathvepsebi.

Da blåhat gennem lang tid er gået tilbage i det åbne land, forsvinder de arter, som er afhængige af blåhat, en efter en. Og de forsvinder naturligvis, før blåhatten er helt væk – en 25 procents reduktion i antallet af blomstrende blåhat kan således være nok til, at bestanden af blåhatjordbier bliver så lav, at blåhathvepsebierne ikke kan finde tilstrækkeligt med reder at parasitere. I dag holder blåhathvepsebien kun stand på en god håndfuld lokaliteter i Danmark, alle i Jylland.

Det er med andre ord ikke specielt fedt at være blåhathvepsebi. En skide parasit, der er unyttig for alle andre end sig selv. I Danmark er det helt skidt, for her lever den ydermere i total glemsel. Da jeg i min ellevilde begejstring over fundet ville tjekke, hvad der egentlig var skrevet om den, fandt jeg intet på dansk, men derimod mængder af udenlandske sider med udførlige beskrivelser.

Biodiversitet - en fremmed fugl i Naturstyrelsen
I England og Sverige har man deciderede indsatsprogrammer for arten, og jeg opdagede til min store overraskelse, at blåhathvepsebien ligefrem er rødlistet som ”nær truet” på IUCN’s internationale rødliste. Den er endemisk for Europa og overalt i tilbagegang. Hold da op. Det er der altså ikke mange danske arter, der kan skrive på CV’et.

Det er med andre ord ikke specielt fedt at være blåhathvepsebi. En skide parasit, der er unyttig for alle andre end sig selv. I Danmark er det helt skidt, for her lever den ydermere i total glemsel.

Morten D.D. Hansen
Museumsinspektør og naturvejleder

Blåhathvepsebi er en fremragende repræsentant for de arter, som vi virkelig bør gøre en målrettet indsats for at beskytte. Det har man for længst erkendt i udlandet, hvor man arbejder professionelt med biodiversitet. Men i Danmark er vi endnu ikke kommet længere end honningbien. Det er den eneste bi, der er omtalt i Naturstyrelsens artsleksikon, hvor man bl.a. kan læse en masse om biavl. Vi er & bliver åbenbart bønder for Vorherre.

Man kan godt mene, at det er forstemmende, men det er altså en fuldkommen logisk konsekvens af, at Naturstyrelsens DNA hidtil har været en skøn forening af landmandens, jægerens og skovdyrkerens. Selv om der er mange løfterige tegn på snarlige ændringer, er bundlinjen, at biodiversitet hidtil har været en fremmed fugl i Naturstyrelsens portefølje.

Nørdede arter glemmes
Nørdede arter som lyngvikke og blåhathvepsebi er blevet totalt ignoreret i formidlingen, og befolkningen har derfor fået indtryk af, at biodiversitet handler om smukke bøgeskove, blomstrende anemoner, honningbier, spiselige bær og svampe og – selvfølgelig - en rå med lam. Sidstnævnte findes der hele 845 sider om på naturstyrelsen.dk. Siger Google.

Hvis man tager målsætningen om, at tilbagegangen i biodiversitet skal være bremset inden 2020, ville det nok give bedre mening med et par sider om blåhathvepsebi. Folk tager ikke skade af at blive klogere. Og historien om blåhathvepsebien er faktisk ret fed.