Debat

DE: Gode takter i Miljø- og Fødevareministeriet

DEBAT: Oprettelsen af et fælles miljø- og fødevareministerium var en kærkommen nytænkning, og indtil videre tegner det godt, skriver Lotte Engbæk Larsen og Jakob Lamm Zeuthen fra Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv gør status efter det første år med et sammenlagt Miljø- og Fødevareministerium. 
Dansk Erhverv gør status efter det første år med et sammenlagt Miljø- og Fødevareministerium. Foto: Dansk Erhverv
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Zeuthen og Lotte Engbæk Larsen
Hhv. miljøpolitisk chef og fødevarepolitisk chef i Dansk Erhverv

Der er nu gået et år, siden Danmark fik et nyt superministerium.

Fødevarer, marker og natur smeltede sammen til ét – først med Eva Kjer Hansen (V) i spidsen og siden med Esben Lunde Larsen (V). Oprettelsen af et fælles miljø- og fødevareministerium var en kærkommen nytænkning, og indtil videre tegner det godt.

Først og fremmest er der skabt et fælles rum, hvor de forskellige faglige hensyn kan afvejes internt fremfor i to forskellige ministerier. Tidligere kunne selv små problemstillinger tage uforholdsvis megen tid at afklare på grund af de administrative forskelle og holdninger i de to ministerier.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Med én politisk leder, én departementschef og en fælles ledelsesstruktur er mange af de typiske ministerielle processer gjort markant smidigere og mere effektive. Til gavn for både ministeriet selv og de organisationer, virksomheder og borgere, som er i kontakt med ministeriet.

Fælles tilgang til kontrol
Et andet tiltag er en ny fælles kontrolstrategi for hele ministeriet. Det blev aftalt som en del af fødevare- og landbrugspakken fra december 2015 og skal efter planen udarbejdes i år.

Noget tyder altså på, at sammenlægningen af de to ministerier bliver en gevinst for både virksomhederne og samfundet som helhed.

Jakob Zeuthen og Lotte Engbæk Larsen
Hhv. miljøpolitisk chef og fødevarepolitisk chef i Dansk Erhverv

Det betyder, at alle styrelser i ministeriet skal indrette deres arbejde efter en række fælles dogmer, så procedurerne bliver mere ensartede. Og virksomheder, som løbende er i kontakt med både Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen, vil forhåbentlig komme til at opleve en mere enkel og intelligent kontrol. Men der skal samtidig tages højde for, om det drejer sig om fødevarekontrol og kemikalieinspektion i en detailbutik eller miljøkontrol på en genanvendelsesvirksomhed eller fremstillingsvirksomhed.

Kemi er kemi – uanset hvor de bruges
Hvad angår kemiske stoffer, er der med sammenlægningen opstået nye muligheder for synergieffekter. Det gælder ikke mindst, når man skal håndtere uønskede eller problematiske kemiske stoffer på tværs af ministeriet. Det kan for eksempel være stoffer i plastemballager, kasseboner og materialer, der er i kontakt med fødevarer.

Sammenlægningen har her medført, at fagfolkene i de to tidligere ministerier bedre kan koordinere viden og synspunkter om de problematiske kemikalier. Det kan i sidste ende være med til at give mere enkle og ensartede beskyttelsesforanstaltninger, der gavner både forbrugerne, miljøet og virksomhederne.

Mere målrettet og sammenhængende forskning
I fødevare- og landbrugspakken blev det også aftalt, at der i 2016 skal gennemføres et servicetjek af det nye ministeriums indsats inden for forskning og innovation. Formålet er at målrette og effektivisere indsatsen på ministeriets samlede ressortområde.

Det kunne for eksempel være i form af en mere helhedsorienteret tilgang til at bekæmpe madspild igennem hele værdikæden - fra forbrugerdelen med oplysning og nye opbevaringsmuligheder til biogasproduktion af organisk affald. De to politikområder befandt sig før i hvert sit ministerium, men er nu samlet under ét.

Lettere vej gennem lovjunglen
Miljø- og fødevarelovgivningen er i dag så kompliceret og uoverskuelig, at den på nogle områder direkte hæmmer virksomhedernes vækstmuligheder. Det sker i form af administrative byrder, som det koster myndighederne uforholdsvis mange ressourcer at håndtere.

Miljø- og Fødevareministeriet har med lovkompas II genoptaget det arbejde, der blev sat på pause som følge af Folketingsvalget i 2015 med at skabe en mere enkel, klar og sammenhængende lovstruktur på miljø- og fødevareområdet. Det kommer til at betyde, at virksomhederne skal bruge færre ressourcer til at identificere, hvilke regler der gælder for dem. Det vil gøre det nemmere for virksomhederne at orientere sig i det store lovkompleks og dermed lever op til reglerne.

Noget tyder altså på, at sammenlægningen af de to ministerier bliver en gevinst for både virksomhederne og samfundet som helhed. Også internt i Dansk Erhverv har vi kunnet drage nytte af sammenlægningen ved i endnu grad at koordinere og sammentænke vores miljø- og fødevarepolitik til gavn for medlemmerne. Det gælder på områder som miljø- og økologimærker, affald og produkt- og virksomhedskontrol.

Samtidig vil vi gerne opfordre vores nye superministerium til at holde fokus på, at miljø- og fødevareområdet skal reguleres til gavn for både virksomhederne og samfundet. Regulering og håndhævelse skal bygge på hensynet til høj miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed og mere bæredygtighed i fremtiden. Også når der opstår nye arbejdsprocesser og procedurer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Lamm Zeuthen

Klima- og fødevarepolitisk chef, DRC, næstformand, Forum for Bæredygtige Indkøb
ph.d. i økologi og menneskeskabte klimaeffekter (Københavns Uni. 1998)

0:000:00