Den politiske fuldmægtig

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Er der gennem de senere år gået for meget spin i ministeriernes arbejde på bekostning af fagligheden? En lille advarselslampe lyser, når man dykker ned i centraladministrationens djøf-annoncer. Her kræves ikke sjældent, at selv en ansøger på fuldmægtigniveau – ofte startjobbet i djøf-karrieren – skal have ”politisk tæft”.

Sågar en fjern styrelse som Kystdirektoratet med hovedkontor i Lemvig finder – under den fortærskede formulering ”politisk tæft” – det tilsyneladende nødvendigt, at en ny fuldmægtig er kapabel til at bistå ministeren politisk.

”Vi har brug for en person, som kan læse, agere og handle i det politiske spil, så du kan udføre vores ministerbetjening,” lyder kravet til den ny medarbejder. Mange andre annoncer bekræfter jagten på det politiske dyr som i Arbejdsmarkedsstyrelsen, der for nylig søgte efter en ”specialkonsulent med politisk tæft og flair for processer”.

Jagten på de politiske djøf-talenter kan synes at have taget overhånd. Opslagene sender indimellem et skævt signal om, at der gerne må være en purung Karl Rowe i ansøgerbunken.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Politisk bacille i de fleste ministerier
De færreste departementer og styrelser kan sige sig fri af at være ramt af den politiske bacille, når de formulerer kravene til ansøgerne, der måske kommer lige fra universiteterne og dårligt nok endnu har fået styr på deres grundfaglighed, en af de gode gamle embedsmandsdyder.

Der er vel at mærke ikke tale om lederjob, men de nederste lag i fødekæden – mange lønniveauer og erfaringskilometer væk fra styrelsesdirektørerne, departementscheferne og den øvrige koncernledelse.

Jagten på de politiske djøf-talenter kan synes at have taget overhånd. Opslagene sender indimellem et skævt signal om, at der gerne må være en purung Karl Rowe i ansøgerbunken – den amerikanske helte-skurk og overspindoktor, der bl.a. stod bag præsident George W. Bushs udmanøvrering af politiske modstandere og andre rævekager.

Spin-temaet er aktuelt i en brydningstid, hvor embedsmændenes fagforening, djøf, netop har nedsat et udvalg under ledelse af tidligere departementschef Bo Smith. Udvalget skal se på dagens vilkår mellem embedsmænd og politikere i en turbopolitisk og medietrykket virkelighed. Der sker efter et usædvanligt stort antal skandalesager på administrativt topniveau.

Ydermere er samtlige ministerier blevet sat på skolebænken af Statsministeriets departementschef: Hvert ministerium er blevet bedt om at finde tilbage til, hvad der er embedsmandens grundlæggende raison d’être. På pensumlisten står nogle af de gamle bibler, den såkaldte Nordskov-rapport fra 1993 og betænkning 1443 om embedsmænds bistand og rådgivning til ministrene.

Ledelse og medarbejdere skal med andre ord genfinde den rette blanding mellem politisk ministerbetjening og ministeriets faglige eksistensberettigelse. Embedsmændene skal være garanten for, at rådgivningen er i top, og kunne sige nej og advare, hvis ministeren er på vej mod afgrunden – juridisk, fagligt og i forhold til sandheden.

Ikke tælle til 90 for tidligt
Derfor er det en farlig udvikling, hvis jobannoncerne skaber det indtryk, at den håbefulde fuldmægtig skal brillere med at skære sine embedsmandsnotater til efter, hvad han tror, der kan gelejde sagen igennem Folketinget. En yngstemand, der begynder at tælle til 90 for tidligt i processen – måske på bekostning af faglige hensyn – kan skabe problemer for ministeren, ministeriet og djøf som stand. Tæft er at kunne forstå systemet – men ikke at være amatørpolitiker.

Nok er det en karrierestopper ligefrem at være politisk tonedøv, hvis man søger mod centraladministrationen og har ambitioner om at blive kontorchef og siden bevæge sig endnu højere ad karrierestigen. Men det bør tydeliggøres, at de faglige forslag og indstillinger opad i systemet skal være – netop – faglige i deres udgangspunkt. Hvis der på et senere tidspunkt skal laves et mix med de politisk-taktiske hensyn, må den afvejning foretages på ledelsesniveau.

Krav om politisk servicepakke
Det politiske fuldmægtigsyndrom – langt fra Hans Scherfigs arketype i ”Den forsvundne fuldmægtig” fra 1938, fuldmægtig i Krigsministeriet, cand.jur. Teodor Amsted – er formentlig opstået, fordi embedsværket i årtier har været under pres for at levere en bedre politisk servicepakke.

Hvis den klassiske embedsstand ikke kan levere den vare, står døren på vidt gab for en helt ny måde at arbejde på. Nemlig, at ministrene begynder at omgive sig med store stabe af politisk udnævnte hjælpere, og at Danmark får tilstande, som de kendes fra udlandet, et skrækscenario i djøf-kredse.

Da Anders Fogh Rasmussen (V) netop var trådt til som statsminister, holdt han en peptalk for departementscheferne: Selv hvis deres minister blot nynnede en strofe, var det den borgerlige regerings forventning, at ledelse og medarbejdere var i stand til at komponere de spinkle toner om til en hel symfoni. Et ledelseskrav om politisk musikalitet i næsten Mozart-klasse.

Det krav er næppe blevet mindre under den socialdemokratisk ledede regering. Alligevel bør topembedsmændene besinde sig og lige mærke efter, om det nu også er smart at formulere enhver fuldmægtig-annonce, som den statslige styrelse i Jylland gjorde det. Høj faglighed må og bør stadig være adgangsbilletten til og grundydelsen i centraladministrationen.


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk