DF nedtoner ny Esben Lunde-konflikt: En storm i et glas vand

INTERVIEW: Sagen om Miljø- og Fødevareministeriets involvering i COWI-rapporten er slet ikke alvorlig, mener Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen. Men hun fastholder behovet for en redegørelse.

Esben Lunde Larsen har fuld opbakning fra Dansk Folkeparti.
Esben Lunde Larsen har fuld opbakning fra Dansk Folkeparti.Foto: /ritzau/Jens Dresling
Hjalte T. H. Kragesteen

Det vakte opsigt, da Politiken tirsdag på forsiden af avisen kunne berette om, at DF nu igen lægger pres på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Denne gang lyder kritikken, at konsulentfirmaet COWI og Miljø- og Fødevareministeriet har haft for tæt kontakt om den rapport, der gerne skulle være en uvildig undersøgelse til EU af Miljøstyrelsens overvågning og rapportering af status på det danske grundvand.

”Det er problematisk, synes jeg. Og nu må jeg bede ministeren om en redegørelse for forløbet,” sagde Pia Adelsteen til Politiken.

Det lugter utvivlsomt af endnu en ministerstorm fra Dansk Folkeparti rettet mod Esben Lunde Larsen, men overfor Altinget afviser hun, at det skal tolkes derhen.

Det er snart lige meget, hvad jeg siger om Esben Lunde Larsen, så bliver det betragtet som en ministerstorm.

Pia Adelsteen (DF)
Miljøordfører

”Jeg føler virkelig, at det er en storm i et glas vand. Jeg er ikke tvivl om, at Esben Lunde ønsker en uvildig undersøgelse,” siger hun.

Politiken beretter om besiddelse af dokumenter fra kommunikationen mellem COWI og Miljø- og Fødevareministeriet, der vidner om, at ministeriet har været tæt involveret under rapportens tilblivelse. Blandt andet har ministeriet haft mulighed for at kommentere et udkast til rapporten, inden den er sendt til kommentering hos berørte aktører. Og flere ting er blevet rettet til efter ministeriets kommentarer. Og så fremgår det, at et kritikpunkt i rapporten har ændret farvekode fra rød til grøn – og derved blevet nedtonet.

Ikke nogen ministerstorm
Kravet om en redegørelse har Pia Adelsteen ikke lagt på hylden. Men hun føler et klart behov for at nedtone problematikken:

”Jeg kan ikke se det store problem, og jeg opfatter det bestemt ikke som en ministerstorm. Det er snart lige meget, hvad jeg siger om Esben Lunde Larsen, så bliver det betragtet som en ministerstorm,” siger hun og fortsætter:

”Men der er noget, jeg gerne lige vil spørge ind til. Det er der ikke noget opsigtsvækkende i.”

Pia Adelsteen fastholder, at der er problematiske elementer i det, hun er blevet forelagt. Men hun siger også, at hun har genovervejet, om der kan være gode grunde til, at ministeriet har været tæt involveret i arbejdet med rapporten.

”Ministeriet må i hvert fald gerne kommentere. Og så er det COWI, der skal beslutte, om det er relevant at ændre noget eller ej. Det kan jo godt være, at det slet ikke er ministeriet, der har foreslået at ændre en farve fra rød til grøn,” siger Pia Adelsteen.

Trækker lidt i land
Er det okay med dig, at COWI er kommet med sin rapport, og at ministeriet har fået lov til at kommentere, før den er kommet ud til aktørerne?

”Ja. Det er helt okay. For mig at se er der ikke noget mærkeligt i det. Det vil altid være sådan, at den, man laver rapporten om, også har en ret til at kommentere. Det er ikke nødvendigvis det samme som, at rapporten bliver ændret,” siger Pia Adelsteen.

Det lyder som om, at du trækker i land?

”Hvis det er sådan, du opfatter det, så er det fair nok. Du må godt skrive, at jeg trækker lidt i land. Men jeg vil have en redegørelse. Og så må vi se, hvad den viser, og så må vi tage det til den tid," siger Pia Adelsteen.

Sagen har stået på længe, og Pia Adelsteen virker ikke synderligt tilfreds med, at den nu trækker yderligere ud:

”Vi gider ikke blive ved med at høre på den her sag. I stedet for at betale for den her konsulentrapport, burde vi have brugt de to millioner på at forbedre grundvandet eller naturen.”

Du kan læse om COWI's rapport her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

0:000:00