DN: Der er brug for en naturpakke II

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Tabet af biodiversitet og økosystem-ydelser skal være stoppet i 2020, men det er urealistisk at nå, mener miljø- og fødevareministeren. Men det berettiger ikke til at sætte sig på hænderne og lade stå til – tværtimod kræves den fortsatte nedtur for dansk natur målrettet politisk handling.

De, der måtte have været i tvivl om, at det ikke ser for godt ud med udviklingen af den danske natur, burde være blevet overbevist igennem den sidste tid. Her har to nye rapporter – henholdsvis Novana og EU-Kommissionens nye opgørelse – slået fast med syvtommersøm, at tilbagegangen fortsætter.

Faktisk står det så skidt til, at en af forskerne bag den nye Novana-rappport valgte slet og ret at kalde udviklingen for ”alarmerende”. De nye tal fra den statslige overvågning af vores natur viser, at vi mister stadig flere naturrigdomme. Ud af 17 af de naturtyper, der er omfattet af EU's habitatdirektiv, er tilstanden forværret for de 11, viser observationer fra 2004 til 2015.

Enebærklit, kalkoverdrev, kildevæld, rigkær og flere andre naturtyper bliver stadigt færre og i stadigt ringere tilstand. Forværringen sker i det, der ellers skulle være den bedste af den beskyttede natur i Danmark – nemlig i de såkaldte Natura 2000-områder. Det er et skidt tegn for naturtyper og biodiversitet i hele Danmark.

Danmark klarer sig dårligt i EU
Det ser heller ikke for kønt ud i forhold til EU-lande, som vi normalt sammenligner os med, viser en ny opgørelse fra EU-Kommissionen, der dermed skyder en pil direkte igennem regeringens korstog mod såkaldt overimplementering på miljøområdet.

Udviklingen går stadig i den helt forkerte retning. Og nogle af de ting, som regeringen arbejder på at få gennemført, vil kun gøre det endnu værre.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

Faktum er, at beskyttede naturarealer udgør en meget lille del af det danske areal sammenlignet med andre EU-lande. Kun 8,3 procent af det danske territorium udgøres af Natura 2000-områder, hvorimod EU-gennemsnittet er 18,1 procent.

Rapporten konkluderer samtidig, at over en fjerdedel af de planter og dyr, man har studeret, er blevet placeret på IUCN’s rødliste over udryddelsestruede arter. Esben Lunde Larsen (V) svarer 17. januar Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, at i Danmark har kun 5 pct. af naturtyperne og 30 pct. af arterne, omfattet af Habitatdirektivet, gunstig bevaringsstatus.

Langt fra 2020-mål
Hvor bringer det os hen i forhold til 2020-målene? Det viser, at udviklingen stadig går i den helt forkerte retning. Og nogle af de ting, som regeringen arbejder på at få gennemført, vil kun gøre det endnu værre.

Regeringen forsøger netop nu at reducere de i forvejen få Natura2000-områder. Samtidig vil man åbne op for at flytte rundt på de små naturarealer, der er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven. Og så er arbejdet for at tage op mod 1500 kilometer vandløb ud af den planlagte i forvejen beskedne naturindsats gået i gang.

Det er muligt, at vi lever i to forskellige verdener. Men målt på handling synes flertallet af politikere på Christiansborg ikke at anerkende, at naturen bliver stadigt mere fattig, selvom tallene bliver stadigt mere røde.

Stor opgave
Vi anerkender, at opgaven er stor. Vi advarer om, at den kun bliver større, hvis ikke politikerne sætter ind. Men vi understreger også, at det er en bunden opgave. Og her rækker Venstre-regeringens ellers fine lille naturpakke til skoven fra sidste år slet ikke. Vi skal se politiske prioriteringer i en helt anden liga, hvis udviklingen skal vendes.

Vi ved præcis, hvor vi skal rette fokus hen. Således fremgår det af EU-Kommissionens nye opgørelse, at landbrugets udledninger med kvælstof og sprøjtegifte er Danmarks akilleshæl, når det gælder forurening af natur og miljø. Det er værd at huske på, at vi alle har en aktie i det erhverv og derfor også bør være med til at bestemme.

Vi kunne jo beslutte at knytte grønne betingelser på de mange milliarder, vi hvert år giver i erhvervet i støtte. I forhold til samme erhverv kunne vi også vælge at indføre ”forureneren betaler”-princippet frem for – som i dag at betale forureneren. Det ville virkeligt flytte noget – ikke bare på de 60 pct. af arealet, som landbruget fylder – men også udenfor.