DN: Det åbne land bliver en kampzone

Af Ella Maria Bisschop-Larsen 
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening 

Regeringen nåede i sit første leveår at gennemføre en række lempelser af planloven. 

Fokus har været på kysterne, mens betingelserne for borgerne i det åbne land kun har haft ringe offentlig bevågenhed.

Det er ærgerligt, for med den nye planlov lægges der gift ud for en demokratisk udvikling af landdistrikterne, hvor natur og beboere har fået forringet deres vilkår.

Det var en glædens dag, da regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Konservative præsenterede en ny planlov uden de lempelser i beskyttelsen af kystnatur, som der ellers var lagt op til.

Skår i glæden
Strandbeskyttelseslinjen på 300 meter bevares, og det samme gælder for den tre kilometer brede kystnærhedszone. Danmarks Naturfredningsforening har kæmpet hårdt for at stoppe det planlagte udsalg af kysterne, og vi er glade for, at Socialdemoraterne og Konservative valgte at trække forliget i den rigtige retning, så de frie og ubebyggede kyster forbliver et gode for os alle sammen og en særlig værdi, vi kan give videre til de næste generationer.

Den nye planlov øger mulighederne for, at det åbne land vil udvikle sig til en kampzone, som kraftigt øger mulighederne for konflikter mellem borgere, natur, industri og landbrug.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Men der var samtidig skår i glæden. Aftalen for det åbne land er uigennemtænkt, og det er vi ganske bekymrede over. Det gælder blandt andet de lempelser for planlægningen i det åbne land, som næsten ubemærket af medierne gled igennem forliget. Overordnet set fjerner man noget magt fra borgerne, som mister medindflydelse på, hvordan deres lokalområde skal se ud og udvikle sig. Det er med vores øjne en skidt udvikling, for hvis vi ikke får skabt nogle trygge rammer for de områder, hvor folk har lyst til at bosætte sig, så mister vi et vigtigt grundlag for udviklingen af hele Danmark.

Demokratisk underskud
Når den nye lov gennemføres, kan der overalt i det åbne land etableres og udvides virksomheder og boliger med op til 500 m2 uden landzonetilladelse. Når det ikke kræver tilladelse, har kommunerne ingen indflydelse på, hvilke typer virksomheder, der etableres. Samtidig forsvinder borgerens mulighed for at blive hørt. Hvis byggeriet generer naboen, ødelægger landskabet eller skader natur- og miljøinteresser – ja så er det bare ærgerligt.

Det demokratiske underskud blev yderligere forstærket med beslutningen om at halvere høringsperioden i sager om lokalplaner, og som om det ikke var nok, fik det et ekstra ryk i den forkerte retning, med beslutningen om at fordoble klagegebyrerne. Ja, faktisk mere end tre-dobles gebyrerne for organisationer, selv om deres klager udgør en meget lille del af det samlede antal sager.

Det åbne land som kampzone
Hvad skal naboer og borgere nu gøre, hvis der pludselig popper en industribygning på 500 m2 op med arbejdskørsel og lyset tændt hele natten? Måske har nogle valgt at flytte på landet for at nyde naturen og det åbne land? Og hvad sker der med værdien af ens ejendom? Vi kan i Danmarks Naturfredningsforening ikke se andet, end at den nye planlov øger mulighederne for, at det åbne land vil udvikle sig til en kampzone, som kraftigt øger mulighederne for konflikter mellem borgere, natur, industri og landbrug.

Det er en uheldig og udemokratisk øvelse. Det er helt afgørende, at forligskredsen fremover holder skarpt øje med de ting i forliget, som nu skal til at udmøntes i konkret lovgivning. Det er en misforståelse, at planlægning er en hæmsko for vækst. Det er derimod en forudsætning for en bæredygtig vækst – både for natur, mennesker og erhverv.

Vi håber også, at forligskredsen husker etableringen af lokale de naturråd, der skal give kommuner og organisationer mulighed for at samarbejde på tværs af kommunegrænser om forslag til placering og udmøntning af ”Det grønne danmarkskort”.

Konklusionen er, at den nye planlov sammen med en – overordnet set – utilstrækkelig naturpakke, en håbløs landbrugspakke og en tilbagerulning af klimainitiativerne ikke løser vores fælles udfordringer, men kun udskyder de indsatser, der er afgørende for at nå målet om et bæredygtigt samfund.