Embedsværkets sidste chance?

Jo bedre et klassisk embedsmandssekretariat leverer den ønskede vare – og gør det smidigt og hurtigt – jo mindre er risikoen for, at juniorministre, statssekretærer og kabinetter bliver ministerens foretrukne sengekammerater, hvad vil sætte departementschefen ud på et sidespor.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Indtil for nylig var det den vigtige EU-afdeling, der befolkede Fødevareministeriets fjerde sal, tæt op ad ministeren. Der kan ikke pløjes mange furer på danske marker, uden at EU er inde over. Ikke desto mindre må de centrale internationale medarbejdere i dag se sig forvist til stue-etagen langt fra ministeren.

Nu bebos ministergangen af analyse- og kommunikationsfolk samt ikke mindst af et strategisk tænkende sekretariat bestykket med vidtfavnende djøf-stabsfolk, der skal hjælpe Dan Jørgensen med at bygge bro til danskerne – og ikke kun til EU og fødevareerhvervets lobbyister.

Dermed har de traditionelt tænkende embedsmandsskikkelser fået skarp konkurrence fra multityper, der kan kombinere fag-faglighed med politikudvikling. Nogen, der kan tænke på tværs og bistå ministeren med at erobre dagsordenen, så han ikke ender som den hjælpeløse minister Jim Hacker i den britiske tv-serie, Yes Minister.

Øvelsen har ikke været let i et ministerium, der ikke bare er vokset tæt sammen med sit erhverv, men også rummer indgroede rutiner, der måske trænger til et serviceeftersyn. Departementschef Ib Byrge Sørensen har, siden han i Jens Otto Krags tid opnåede sin juridiske embedseksamen, arbejdet sig op i ministeriet. 42 år er det blevet til, og han har – usædvanligt åbent for en departementschef – over for Altinget konstateret, at ”jeg indrømmer gerne, det er lidt af en prøve det her.”

Ideer frem for drift
Holdningspolitikere som Dan Jørgensen har brug for en etage med folk, der har fokus på lige præcis ministerens ideer – frem for hvad systemet med 3.000 faglige medarbejdere måtte finde det betimeligt at drukne ministeren i.

Sekretariatet skal ”sikre fremdrift og koordinering af større sager, som har strategisk betydning for ministerens politiske arbejde,” hedder det. Derudover skal sekretariatet ”være idéskabende og proaktivt bidrage til at identificere nye politiske fokusområder”. Endelig skal sekretariatet ”i fornødent omfang understøtte, at ministerens holdninger er tydeligt gengivet i sager, som har særlig betydning for ministeren i dennes daglige arbejde, således at der er en tydelig rød tråd gennem ministerens politik på hele ressortområdet.”

Med andre ord: Det politiske tryk på et tungt system er øget kraftigt med en model, der måske kan danne skole i fremtiden.

Passe sit arbejde
Formentlig kun fordi Fødevareministeriets øverste etage er blevet omdannet til Jørgensen-land, nåede han i den forløbne uge det foreløbige klimaks i sin ikke engang et-årige ministerkarriere, da han på direkte tv kunne præsentere stegt flæsk med persillesovs som vores nationalret. Skulle han ikke hellere passe sit arbejde, har kritikken lydt, mens han rundede Facebook-like nummer 36.000, i partiet kun overgået af statsministeren.

Det gode spørgsmål er imidlertid, hvad en fagministers opgave i det 21. århundrede er. Skal han eller hun prioritere arbejdet med detaljeret stof, dikteret fra EU? Eller forsøge at sætte retning?

Forgængeren Karen Hækkerup blev hurtigt opslugt af erhvervets egne dagsordener og fik aldrig tydeliggjort, hvad hendes vision for dansk fødevarepolitik var. Før hende forsøgte den holdningsbårne partikammerat Mette Gjerskov rent faktisk at sætte en fødevarepolitisk dagsorden. Alligevel lykkedes det kun i mindre omfang sammenlignet med Jørgensen. Ud over, at en rygekabine skyggede for ministerens gennemslagskraft, var systemet ikke som i dag sat op til at understøtte ministerens prioriteringer.

I Gjerskovs tid var bøndernes ugeavis, Landbrugsavisen, fortsat fast læsestof på ministergangen. I dag får ministerens kernehold ikke altid læst, hvad landmændene er optaget af denne uge. Hovedfokus ligger et andet sted – nu gælder det danskerne. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, en omstilling, der ud over grundfaglighed kræver store sociale kompetencer hos Jørgensens 4.sals-djøf’ere, som skal rundt i ministeriets kringelkroge og få fagmedarbejderne til at indstille sig på nye tider.

Klassiske embedsmænd
Set med djøf-øjne er det positive, at det er traditionelle embedsmænd, ansat på almindelige vilkår, der dækker ministerens behov for at udvikle ideer og få de strategisk bedste skudt ud over rampen. Dermed er det ikke endt i skrækscenariet for Slotsholmens tjenere: En politisk udnævnt stab med fremmede fugle, der kommer og går med ministeren.

Jo bedre et klassisk embedsmandssekretariat leverer den ønskede vare – og gør det smidigt og hurtigt – jo mindre er risikoen for, at juniorministre, statssekretærer og kabinetter bliver ministerens foretrukne sengekammerater, hvad vil sætte departementschefen ud på et sidespor.

At undgå det kræver, at systemet opper sig: Det går ikke, at en embedsmand fire uger efter, at ministeren har bedt om en mindre oplysning, vender retur og meddeler, at ministerens spørgsmål nu er tilflydt danske ambassader i udlandet, hvorfra man afventer svar. Google er opfundet, tænker ministeren, det er jo blot research – ikke et belastende samrådsspørgsmål.

Instruktionsbeføjelser
Det gode spørgsmål er, om djøf-befolkede sekretariater som Jørgensens kan genbruges af en ny regering. Det ligger i den danske embedsmands DNA, at han betjener den til enhver tid siddende minister, som var denne Solen selv. Men mon ikke en Venstre-minister vil spørge sig selv, om den nuværende regerings nøglemedarbejdere er for meget rundede af det socialdemokratiske tankegods.

En fremkommelig departementschef vil i så fald hive andre nytænkende embedsmænd op på ministergangen og tilbyde ministeren sit eget drømmehold. Den chance bør Slotsholmen gribe, for diskussionen om at styrke den politiske servicepakke ser ikke ud til at forstumme, tværtimod.

Både i den nuværende regering og hos Venstre er der ønsker om at revitalisere ministerbetjeningen efter et valg. Det kan være med endnu flere personligt udpegede rådgivere, politiske kabinetter eller juniorministre med instruktionsbeføjelser. Altså et nyt magtlag, der kan dykke ned i systemet og udstikke ordrer, en opgave de nuværende spindoktorer har fået besked på at holde sig fra.


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk.