Engelbreth Larsen: Naturen taber til Gud, P.H. og Peter Aalbæk

Af Rune Engelbreth Larsen
Forfatter og idéhistoriker

Peter Aalbæk, den tidligere direktør for filmselskabet Zentropa, er en driftig herre, der har haft en vigtig finger med i spillet bag dansk films internationale succeshistorie de seneste 2-3 årtier. Eks-direktøren for det hele har nu kastet sig over etableringen af et lille selvforsynende økosamfund ved Herfølge, hvor der i 2020 skal bygges 50-60 huse i ler og halm – det fortæller han i det seneste nummer af Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad Natur & Miljø. 

Bæredygtighed og udstrakt frivillighed er kernefilosofien, og lønnen for arbejdet i det kommende landbrugsfællesskab udbetales i den selvopfundne møntfod Smuf, der bliver gangbar valuta i beboernes indbyrdes byttehandel.

Aalbæk er prototypen på den innovative iværksætter, der tegner streger i luften og fylder tomrum ud til kanten med sit ordnende blik – han kan selvfølgelig heller ikke se et stykke land uden at møblere det i sit eget billede.

Mon ikke der trods alt er mange mennesker, som føler sig mentalt fattigere, når arter udryddes, og naturen fortrænges?

Rune Engelbreth Larsen
Forfatter og idéhistoriker

Og al den målrettede virketrang, der har indbragt ham triumfer som filmkøbmand, forplanter sig ikke blot i et vordende økosamfund, men afspejler sig også til fulde i hans Gudsbillede og natursyn. Desværre.

Karakteristisk nok kommer Aalbæk i sit sakrale hjørne, når han begiver sig ned i den snorlige nåleskovsplantage for enden af sin grund. Her tager han andægtigt kasketten af sit syndige hoved og føler sig tættere på Gud.

Naturen kan jo ikke 'bare' være der, vel?
Af alle steder finder han altså den Himmelske Producer i en kunstigt anlagt og naturforarmende monotoni, der er omtrent så artsfattig og unaturlig som en parkeringskælder. Og lige dér begynder og slutter samtidig Aalbæks interesse for naturen, for som det fremgår af interviewet, er han mest »interesseret i naturen i det omfang, den kan bruges til noget«. 

Den kan jo ikke ’bare’ være der, vel? Ikke bare have værdi i sig selv på sine naturlige præmisser, uden pålagt plov og produktion. Nej, den er først interessant, når den drænes og dyrkes, plantes og plejes.

Aalbæk ser med afsky på mennesker, der kan finde på at rejse flere gange om året i stedet for at gøre sig »nyttige«, mens han omvendt elsker udsigten til en produktiv pløjemark: »Med sådan en pløjemark kan man virkelig se, at noget er i gang. Noget kommer til at gro.« 

En anden kulturpersonlighed, Poul Henningsen, havde en beslægtet indstilling og betragtede også naturen gennem funktionalistiske fornuftsbriller. Hvad skal vi med vild natur, vrængede P.H., »sådanne dyr, der både stiller krav om ubeboede arealer og ubenyttede værdier, kan naturligvis ikke trives i et moderne demokratisk samfund«. Naturen har kun værdi, så længe den er kultiverbar og brugbar for fremskridtet, så hvorfor overhovedet bekymre sig om f.eks. giraffen eller strudsen – eller som han spurgte retorisk: »Bliver man fattigere, hvis de uddør?«

Man kunne svare med et modspørgsmål: Mon ikke der trods alt er mange mennesker, som føler sig mentalt fattigere, når arter udryddes, og naturen fortrænges?

Peter Aalbæks og Poul Henningsens natursyn ligger sjovt nok den gammeltestamentlige Guds nær, og måske er det Ham, Aalbæk andægtigt møder under sine tætbeplantede nåletræer? 

Ved en bogstavelig bibellæsning af allerførste kapitel af Første Mosebog får vi som bekendt at vide, at mennesket er skabt for at »herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Poul Henningsen kunne næsten ikke have skrevet det bedre, og Peter Aalbæk må føle sig hjemme.

Visioner i vild natur
Naturen er i dag behersket i en sådan grad, at den i vidt omfang er helt forsvundet eller reduceret til produktion. Eksempelvis nåletræer så ranke som blyanter og plantet så klaustrofobisk, at intet sollys når skovbunden, og ingen blomster kan vokse i mørket omkring dem.

Det er dog ikke bare kendetegnende for P.H. og P.Aa. – det er faktisk essensen af det almindeligt udbredte og gennemkultiverede natursyn, der har decimeret og fragmenteret naturen til spredte og forarmede lapper på landkortet. 

Misforstå mig ikke: Vi har jo virkelig brug for driftige eksponenter for bæredygtigheden som Aalbæk – med emfase på »vi« og »brug for«. Og jeg så gerne hans økosamfund spire og inspirere ud over rammerne ved Herfølge. Aalbæk og andre innovative entreprenører kan fremme en bæredygtighedsdagsorden, der er afgørende i et land og en verden, hvis samvittighedsløse ressourceoverforbrug presser planeten til det yderste.

Men tænk, hvis flere af de visionære mæcener og entreprenører også investerede visioner i en vildere natur og de andre arter, der også bebor kloden?

Ingen kender skoven
En anden herre med en ualmindelig stærk virkelyst – om end fra fiktionens verden – konstaterer i Henrik Pontoppidans store klassiker Lykke-Per: »Og jeg er i Virkeligheden aldrig bleven rigtig præsenteret for Naturen. Det er vel derfor, jeg føler mig fremmed for den.«

Fremmed for naturen forbliver han dog ikke i hele romanen – men udsagnet er vel lige så træffende som karakteristik af dagens tidsånd, som da det blev skrevet i slutningen af 1800-tallet.

Mange er så fremmede for naturen, at designer-nåleplantagen ligefrem har overtaget den naturlige skovs plads i forestillingen om, hvad skov er. Den oprindelige naturskov med gamle, krogede og forfaldne træer, lysninger, moser og skovsøer fuld af mystik og en vildtvoksende variation af liv omkring sig findes næsten ikke mere. Tilbage er slagskyggen fra vore driftige motorsavskultur i form af træmarker.

Af samme grund er naturen og mange af vore medarter trængte, truede eller allerede uddøde. Vi kan vælge at trække på skuldrene og fortsætte med at fælde nogle flere gamle træer og opdyrke noget mere natur – omlægge de sidste hektar derude til noget produktivt.

Men vi kan også la’ vær’. 

Biodiversitet løfter os måske åndeligt
Vi kan give lidt mere plads til de andre 33.000 arter, vi deler Danmark med, overlade noget natur til vildere og naturligere processer. Det kræver, at vi indledningsvis retter op på nogle af de mangler, vi har påført naturområderne; at vi i højere grad bruger lidt af vor virkelyst til at få naturen på fode, så den atter kan udfolde sig friere og mere dynamisk, foranderligt og varieret. At vi lidt flere steder lader natur være natur frem for produktion. 

Det betyder ikke, at den uproduktive natur ikke også kan gavne os som mennesker. Vi kan glæde os over, at vi løftes mentalt – nogle ville sige åndeligt – og at vi inspireres og afstresses mere, når vi er på oplevelse i den uforudsigelige, uopdyrkede og uordnede mangfoldighed af liv og levesteder i det fri. 

Vi bliver tilmed mindet om, hvilket evolutionært samspil vi også er rundet af. 

Men Aalbæk står indtil videre et andet sted: »Med sådan en pløjemark kan man virkelig se, at noget er i gang. Noget kommer til at gro.« 

Ja, monotonien kommer til at gro. Det samme, der gror så mange, mange andre steder, kommer til at gro. Men stort set intet andet. 

Modsat et næringsfattigt overdrev, en natureng eller en gammel lysåben skov. Her kan farver og former eksplodere for øjet og sindet og folde sig ud i livets foranderlige mirakel. Her kan leve tusind gange så mange arter som i markens plovfurer eller den stereotype tømmermark.

P.H. og P.Aa. trænger til at lære af Lykke-Per og blive præsenteret for naturen –  ikke den, der er underlagt planlægning og produktion. 

Den vildere af slagsen.

...

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.